Gå til sygdomsliste

Hvis din partner har kræft

Hvis din partner har kræft eller måske er færdig med behandlingen, kan du opleve, at din partner mister interessen for og lysten til sex. Det kan også være dig, der mister lysten.

Mand holder sin kone om skulderen

Det bedste råd er at tale sammen. Hvis du er i tvivl om, hvad din partner tænker eller føler, så spørg.

Måske er din partner ikke psykisk parat eller fysisk i stand til at have sex med dig. Måske tænker du selv meget over ikke at presse på og i stedet lader din partner om at tage initiativ til sex. Det kan også være, at du er nervøs for, at det gør ondt, hvis du rører de steder på kroppen, som er behandlet.

Hvis du er i tvivl om, hvad din partner tænker eller føler, så spørg

Måske har du ret, måske tænker hun/han helt anderledes. Som regel er det en lettelse, når tavsheden bliver brudt, fordi tavsheden og angsten for, hvad den anden synes, kan være et stort problem.

Hvis I ikke taler sammen, men begge er afventende, kan det blive en ond spiral, hvor I hver især venter på, at den anden tager initiativet. Dette kan i sidste ende resultere i, at den ene ikke føler sig attraktiv eller elsket. Selvom det kan være svære emner at sætte på dagsorden i et parforhold, kan det for nogle par være en hjælp at aftale, at emnet sex skal italesættes.

For nogle er det en hjælp at tale med en psykolog eller en sexolog.

Rådgivning om seksualitet

Hvis det er dig, der mister lysten

Som samlever kan du også opleve, at det er dig, der mister lysten. Måske bruger du mange kræfter på at være bange for at miste din elskede. Måske er du påvirket af din partners anderledes udseende, f.eks. et ar, der måske minder dig om, at du kunne have mistet ham eller hende.

Det kan også være, du er belastet af at være den, som i lang tid har skullet tage sig af det praktiske i hjemmet. Eller du kan være blevet overrasket over den måde, din partner reagerer over for dig på, og du føler, der er kommet afstand imellem jer.

Lyst kan ikke presses frem

Hvis man skal have lyst igen, skal det være frivilligt. Man bør ikke føle sig presset til at gøre noget, der kan gå ud over seksualiteten på længere sigt.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at have sex på. I skal finde den måde, der passer til, hvad I kan eller har lyst til. Nogle gange kan det være nødvendigt at nytænke måder at være sammen på for at beholde intimiteten. For nogle fungerer det bedst, når lyset er slukket, eller når en del af kroppen er dækket til med tøj.

Andre aftaler at bruge seksuelle hjælpemidler (f.eks. et massageapparat) eller bruger hånden og munden.

Man kan stadig elske sin partner, selvom der er nogle ting, man ikke har lyst til at gøre. Husk på, at lysten kan komme tilbage efter et stykke tid.

Nytænk sexlivet

For at bevare nærheden kan det være en god idé at nytænke måder at være sammen med sin partner på. Seksuelt samvær er ikke altid ensbetydende med samleje. For mange par er det følelsen af intimitet, som er det væsentligste. At kunne ligge helt tæt og holde om hinanden, holde hånd eller dele tanker og følelser.

Sex er mange ting

Tal med en psykolog, sexolog eller egen læge

Nogle gange kan det være en hjælp at inddrage en tredje part - f.eks. en psykolog, en sexolog eller egen læge - for at få hjælp til at bryde den onde cirkel. Samtidig kan det være en fordel, at du som samlever deltager i konsultationerne på hospitalet og hos jeres egen læge. Det giver mulighed for at stille spørgsmål og få de nødvendige informationer om sygdommen og dens eventuelle indflydelse på seksuallivet.

Lægen kan måske sætte ord på de seksuelle problemer, som I selv kan have svært ved at få taget hul på. Det kan give en indbyrdes åbenhed, som kan gøre det muligt at fortsætte snakken derhjemme.

Få idéer til, hvordan I får taget hul på samtalen omkring jeres forventninger, bekymringer og følelser.

Inspiration til samtale om seksualitet

Nogle gange havde min mand ikke overskud til vores seksualliv, han kunne måske ikke rent fysisk give så meget, fordi han var så syg, som han var, eller havde ikke det psykiske overskud.

Her var det meget vigtigt, at jeg lærte at forstå, at det ikke havde noget med mig at gøre, det var ikke en afvisning, og det skulle ikke afholde mig fra at prøve igen. Men så kunne vi måske bare holde om hinanden eller ligge tæt sammen. Det gav en stor trøst.

Pårørende

Læs mere om de tanker og følelser, man som pårørende til en kræftpatient kan opleve at have:

Kræft og parforhold

Affaldsstoffer fra kemoterapi

Der udskilles kun ganske lidt kemoterapi gennem sæd og skedens slimhinder. Man udsætter ikke sin partner for påvirkning af kemoterapi ved seksuelt samvær, hverken under eller efter behandling. Men for en sikkerheds skyld anbefales det dog at bruge kondom de første dage efter en kemoterapibehandling, da kroppen i det tidsrum udskiller affaldsstoffer igennem alle former for kropsvæsker.

Mulige forholdsregler for pårørende til patienter i kemoterapi

Læs alt om seksualitet

Seksualitet - forside

 

Hvad kan jeg selv gøre?

Gode råd, hvis du har kræft

Om kost, fysisk aktivitet, samvær med andre og alternativ behandling.

Hvad kan du selv gøre


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Alternativ behandling og naturlægemidler

Om alternativ behandling

At gøre noget aktivt for sig selv kan give håb og styrke, hvis du har kræft.

Alternativ behandling


Børns behov når far eller mor har kræft

Når mor eller far har kræft, har børn først og fremmest brug for omsorg og kærlighed.

Børn i kræftramte familier


Rettigheder

Økonomisk hjælp og hjælp i hjemmet.

Rettigheder


Opskrifter

Opskrifter

Hvad skal jeg spise, hvis jeg har kræft?

Opskrifter