Gå til sygdomsliste

Undersøgelser for celleforandringer

Hvis en celleprøve fra livmoderhalsen viser moderate eller svære celleforandringer, får du en henvisning til en gynækolog. Gynækologen foretager en kikkertundersøgelse og tager en vævsprøve samt et skrab fra livmoderhalsen.

Celleforandringer giver ingen symptomer, og du kan derfor ikke mærke dem. De fleste celleforandringer opdages i forbindelse med de regelmæssige tjek, der er et tilbud til alle kvinder mellem 23 og 65 år. De får en skriftlig invitation hvert tredje år - kvinder over 50 dog kun hvert femte år.

Undersøgelsen foregår hos den praktiserende læge, der tager en celleprøve fra livmoderhalsen. Celleprøven bliver sendt til et laboratorium og undersøgt i mikroskop for at se, om cellerne er forandrede.

Celleforandringer inddeles i to kategorier afhængig af, om de er opstået i livmoderhalsens plade- eller cylinderceller.
 

Celleprøven tages fra livmoderhalsen med en børste og en spatel. Prøven kaldes også for smear.

Lette og atypiske celleforandringer

Atypiske celler og lette celleforandringer forsvinder i en del tilfælde af sig selv.

Hvis din celleprøve viser atypiske celler eller lette celleforandringer, vil du som regel blive tilbudt en ny celleprøve 3 til 12 måneder senere. Det gentages efter yderligere 12 måneder. Efter 2 negative celleprøver kan du vende tilbage til de regelmæssige tjek for celleforandringer (screeningsprogrammet).

Nogle læger vil henvise dig til en gynækolog eller en gynækologisk afdeling på et sygehus umiddelbart efter din første celleprøve hos lægen. Nogle steder vil du blive tilbudt en såkaldt HPV-test. Ved en sådan test kan man vurdere, om celleforandringerne skyldes HPV eller ej. Testen undersøges ud fra celleprøven.

Sværere celleforandringer

Hvis din celleprøve viser svære celleforandringer eller carcinoma in situ, vil du altid blive henvist til en gynækolog. Her vil du blive undersøgt nærmere.

Hos gynækologen

Ved en kolposkopi ser gynækologen på livmoderhalsens overflade med en kikkert, der forstørrer overfladen 10-40 gange.

Hos gynækologen vil du få foretaget en kikkertundersøgelse (kolposkopi), hvor gynækologen med et kikkertlignende apparat (kolposkop) ser direkte ind på livmoderhalsen. Du får taget vævsprøver (biopsier) og en ny celleprøve fra livmoderhalsen. Vævsprøverne sendes til undersøgelse i mikroskop.

Du vil måske føle små trækninger eller lette smerter, når gynækologen tager vævsprøverne. Nogle kvinder mærker ingenting, mens andre synes, at det gør lidt ondt.

Undersøgelsen tager cirka 10-15 minutter. Det kan bløde lidt efter en vævprøve, så det er en god idé at tage et bind på bagefter. Efter cirka 2 uger er der svar på vævsprøverne. Så får du at vide, om det er nødvendigt med behandling.

Læs alt om celleforandringer på livmoderhalsen

Celleforandringer på livmoderhalsen – forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Råd til pårørende

Få gode råd til at håndtere livet som pårørende

Få hjælp til at tackle livet som pårørende til en kræftpatient.

Råd til pårørende