Undersøgelser og diagnose ved kræft i thymus
Ved mistanke om kræft i thymus får du først lavet en røntgenundersøgelse. Viser den tegn på kræft, får du en CT-scanning og lægen tager en vævsprøve. Undersøgelserne gør det muligt for lægerne at stille en præcis diagnose og planlægge den bedste behandling for dig, hvis det viser sig at være kræft.
Hvordan opstår mistanken om kræft i thymus?
Mistanken opstår som regel, når du får lavet en røntgenundersøgelse eller en CT-scanning, og lægen opdager en skygge midt i brystkassen, som kræver nærmere undersøgelser.
Nogle gange skyldes scanningen måske, at du har haft symptomer som hæshed eller synkebesvær, og din egen læge vil finde ud af, hvad årsagen kan være. Men i de fleste tilfælde har du ikke mærket noget – og kræften opdages tilfældigt ved en scanning, du får af andre grunde.
Ved mistanke bliver du yderligere undersøgt på hospitalet
Hvis der er mistanke om kræft i thymus, bliver du henvist til nærmere undersøgelser på hospitalet. Først får du lavet en røntgenundersøgelse, derefter en CT-scanning – og til sidst en vævsprøve, hvis det stadig er nødvendigt, at undersøge knuden nærmere.
Røntgen og CT-scanning ved thymuskræft
Undersøgelserne begynder med et røntgenbillede af brystkassen. Med den metode kan lægen ofte se større knuder.
Hvis der er tegn på en tumor, bliver du som regel også scannet med CT. Det er en mere detaljeret og nøjagtig undersøgelse, hvor lægen får et tydeligere billede af, hvad der foregår inde i brystkassen.
CT-scanning er en røntgenundersøgelse, hvor der tages en række billeder af kroppen fra forskellige vinkler. Billederne lagres i en computer og vises som ét samlet billede af kroppens indre.
Ventetiden er svær. Man kommer let til at gå og tænke på det hele tiden, og det fylder i ens hverdag og dræner ens krop. I stedet for at gå og vente på prøver og svar prøvede jeg at udfylde min tid med så mange gode ting og oplevelser, som jeg kunne.
Vævsprøve (biopsi) ved kræft i thymus
Lægerne kan først stille diagnosen kræft i thymus med sikkerhed, når de har undersøgt en vævsprøve under mikroskop. Prøven bliver sendt til et laboratorium, hvor specialister ser efter, om der er kræftceller i vævet. Du får som regel svar på prøven inden for cirka en uge.
Selve vævsprøven bliver ofte taget med en tynd nål – det kaldes en grovnålsbiopsi. Lægen bruger enten ultralyd eller CT-scanning til at styre nålen præcist ind i knuden. Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse, så du er vågen, men ikke har ondt.
Hvis det ikke er muligt at tage prøven med en nål, kan det være nødvendigt med en lille operation, hvor lægen fjerner en vævsprøve. Det foregår i fuld bedøvelse.
Hvad sker der, hvis vævsprøven viser kræft?
Hvis der er fundet kræftceller i en vævsprøve fra thymus, undersøger lægerne, hvilken type thymuskræft du har, og hvor aggressiv den er.
Det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose og finde ud af, hvor stor kræftknuden er, hvor dybt den vokser, og om den har spredt sig. Det sikrer, at du får den behandling, der er bedst for dig.
Lægen vurderer sygdommen ud fra:
- Hvilken type thymyskræft du har
- Om kræften har spredt sig
- Hvor aggressive kræftcellerne er
- Din alder og hvordan dit almene helbred er
Har kræften spredt sig?
Thymuskræft kan på diagnosetidspunktet være begrænset til selve thymus, eller den kan have spredt til andre steder i kroppen.
Ved mistanke om, at thymom kræftcellerne har spredt sig, kan man få foretaget en CT-scanning af brystkassen for at undersøge, om der er tegn på spredning.
Læs mere om undersøgelsen her:
Stadieinddeling af kræften
Det er vigtigt at finde ud af, hvilket stadie sygdommen er på. Lægen bruger nemlig stadieinddeling til at vurdere, hvilken behandling du skal have. Det sikrer, at du får den behandling, der er bedst for dig.
Thymuskræft inddeles i fire stadier alt efter, hvor meget sygdommen har bredt sig i kroppen:
Undersøgelser for andre sygdomme
Har du kræft i thymus skal du også undersøges for hjerteproblemer og autoimmune sygdomme.
Ekkokardiografi ved kræft i thymus
Thymus (brislen) ligger tæt på hjertet. I nogle tilfælde får du derfor også foretaget en ekkokardiografi for at se, om du kan få hjerteproblemer.
En ekkokardiografi er en ultralydsscanning af hjertet – en undersøgelse af kroppens indre ved hjælp af ikke-hørbare lydbølger – som kan vise, om der er tegn på hjerteproblemer.
Blodprøver ved kræft i thymus
Inden du skal i behandling, får du også taget forskellige blodprøver. Det gør lægerne blandt andet for at undersøge, om du har autoimmune sygdomme, da der er forhøjet risiko for dette, når man har thymom.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Hvad sker der, hvis du får diagnosen thymuskræft?
Når de forskellige undersøgelser er udført, bliver resultaterne gennemgået af lægerne. De vil forsøge at stille en så præcis diagnose som muligt og planlægge den videre behandling.
Når lægerne har vurderet alle undersøgelsesresultaterne, bliver du indkaldt til samtale med en læge, der vil fortælle dig om behandlingsmulighederne.
Behandling af thymuskræfter først og fremmest operation, som kan suppleres med strålebehandling. Har sygdommen spredt sig, får man også kemoterapi.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har haft mistanke om, at man kan være syg.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk.
Læs mere: