26-01-2021

Boom i antallet af røgfri ungdomsuddannelser

På tre år er antallet af gymnasier og erhvervsuddanneler med røgfri skoletid steget fra fem til 106, viser opgørelse fra Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Fra august skal alle ungdomsuddannelser have røgfri skoletid, og her kan erfaringer fra frontløberne være til hjælp.
Tre unge kvinder sidder og laver lektier på et gymnasium
Røgfri skoletid betyder et opgør med en pausekultur med røg og cigaretter. Foto: Emil Monty Freddie

På 69 af landets gymnasier og 37 erhvervsskoler må elever og ansatte hverken ryge, dampe eller skubbe en pose tyggetobak op under læben, mens de er i skole – hverken på skolens område eller udenfor. Omkring hver tredje ungdomsuddannelse har indført røgfri skoletid, og det betyder nul røg og nikotin i løbet af skoledagen. 

Tobak og skole passer ikke sammen. Rygning kan slå ihjel, og vi skal passe på vores børn og unge. Derfor er det positivt, at over 100 ungdomsuddannelser i Danmark har gjort skoletiden røgfri 

Morten Ørsted-Rasmussens, forebyggelseschef i Hjerteforeningen.

Det glæder Morten Ørsted-Rasmussen, som blandt andet er chef for forebyggelsesindsatsen i Hjerteforeningen: 

- Tobak og skole passer ikke sammen. Rygning kan slå ihjel, og vi skal passe på vores børn og unge. Derfor er det positivt, at over 100 ungdomsuddannelser i Danmark har gjort skoletiden røgfri. Det giver andre ungdomsuddannelser nogle erfaringer at trække på, når de skal i gang med samme proces. 

Fra 1. august skal alle ungdomsuddannelser indføre røgfri skoletid for elever som led i en handleplan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget af Folketinget i december 2020. Men altså ikke for ansatte, der stadig må ryge uden for skolens område.

Opgør med en stærk rygekultur

En halv snes erhvervsskoler har deltaget i projektet ”Røgfri Erhvervsskoler”, et treårigt samarbejde mellem Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsfremme ved Steno Diabetes Center Copenhagen, finansieret af Sundhedsstyrelsen.  Organisationerne har støttet skolerne i processen med at indføre røgfri skoletid, der har betydet en markant ændring af rygekulturen.

Da vi startede projektet ”Røgfri Erhvervsskoler”, herskede der en udpræget rygekultur på skolerne

Charlotte Demant Klinker, Steno Diabetes Center Copenhagen.

- Da vi startede projektet ”Røgfri Erhvervsskoler”, herskede der en udpræget rygekultur på skolerne, hvor der er flere unge, der ryger, end på gymnasierne. Derfor tænkte vi, at det var et meget ambitiøst projekt at ændre ved den kultur, siger seniorforsker og teamleder Charlotte Demant Klinker fra sundhedsfremmeforskning ved Steno Diabetes Center Copenhagen.  

Inden projektskolerne fik røgfri skoletid, var rygning et socialt samlingssted for eleverne, og lærere og elever røg ofte sammen. Eleverne blev fastholdt i deres rygning og nogle begyndte at ryge mere, efter de var begyndt på en erhvervsskole. Charlotte Demant Klinker kalder det ”en kæmpe sejr for elevernes sundhed og et kulturskred”, at rygning nu helt er på vej ud af skoledagen. 

Udfordringerne mindre end forventet

Erfaringerne fra projektet Røgfri Erhvervsskoler viser, at forberedelse af ledelse, ansatte og elever er afgørende, hvis røgfri skoletid skal blive en succes.Ledelsen skal tage stilling til, hvordan reglerne skal håndhæves og hvad sanktionerne skal være for dem, der ikke holder reglerne. 

Med god forberedelse er det en forholdsvis smertefri proces at indføre røgfri skoletid. Udfordringerne er ofte mindre end forventet

Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse

- Med god forberedelse er det en forholdsvis smertefri proces at indføre røgfri skoletid. Udfordringerne er ofte mindre end forventet. Skolerne kan tilbyde støtte til elever, der har svært ved en skoledag uden røg og tilbyde sociale aktiviteter i pauserne som alternativ til rygning, siger Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse. 

De samlede evalueringsresultater af projektet er på vej, men allerede nu melder skolerne tilbage, at de oplever at en del elever helt er stoppet efter at skolen fik røgfri skoletid, og mange ryger mindre.

Ung mand foran aflåste skabe på en ungdomsuddannelse
Aktiviteter som bordtennis, brætspil o.l. hjælper eleverne til et socialt fællesskab uden røg. Foto: Emil Monty Freddie

Om projekt ”Røgfri Erhvervsskoler”

Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen og forløb fra 2018-2020. De ungdomsuddannelser, der har deltaget, har fået hjælp af Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse til følgende aktiviteter:

  • Opstartsmøde for alle skolens ansatte og ledelse
  • Todages kursus, der ruster en gruppe ansatte til at hjælpe elever med at håndtere røgfri skoletid
  • Mulighed for at få uddannet 1-2 ansatte som rygestoprådgiver
  • Workshop, hvor eleverne kommer med idéer til aktiviteter til en røgfri pausekultur – skolerne har haft mulighed for at søge penge fra projektet til konkrete idéer, f.eks. brætspil, bordtennis o.l.
  • Udvikling af kommunikationsmaterialer om røgfri skoletid

Steno Diabetes Center Copenhagen evaluerer projektet og har også gennemført undersøgelsen ”UNG19 - Sundhed og Trivsel på Erhvervsuddannelser 2019” som en del af projektet.

Læs mere om ”Projekt Røgfri Erhvervsskoler” på projektets hjemmeside eller i dette inspirationskatalog og find alle ungdomsuddannelser med røgfri skoletid på dette kort

Af Louise Wohllebe Sidst ændret 26.01.2021
Kræft er ikke for børn Støt nu