09-01-2023

Elever fra Nørre Gymnasium vinder filmkonkurrence om festkultur og drikkepres

Lili, Lea, Niclas, Emma og Viktor fra Nørre Gymnasium løber med sejren i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens filmkonkurrence ’Drik mindre – oplev mere’, der skal få unge til at reflektere over den danske alkoholkultur.
Foto: Lommefilm.dk

5.000 1.g-elever fra 30 gymnasier over hele Danmark har i november og december måned konkurreret om at lave den bedste kampagnefilm, der kan få unge til at reflektere over alkoholkulturen blandt unge i Danmark. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats 'Fuld af liv' står bag konkurrencen sammen med virksomheden Lommefilm.dk.

Der er blevet lavet mange gode film, men en jury har udvalgt filmen 'Den er i huset' som vinder. Det er Lili, Lea, Niclas, Emma og Viktor fra 1. årgang på Nørre Gymnasium, der har lavet vinderfilmen.

- Filmen er velproduceret, sjov og overraskende, og så illustrerer den rigtig godt, hvordan alkohol kan få én selv til at tro, at man er mega cool, selvom alkohol i virkeligheden ofte har den modsatte effekt. På den måde viser den, at man ikke skal drikke store mængder alkohol for at blive en anden, men hellere hvile i sig selv, begrunder Lotte Riisgaard Kragh, projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-indsats om valget af vinderfilmen.

Se vinderfilmen her:

Den er i huset

Førstepræmien i dette års filmkonkurrence er 5.000 kr. til at skabe god energi til et arrangement på skolen, f.eks. et indslag til en fest eller caféaften, der gør, at man flytter fokus fra druk og har det sjovt sammen.

Alle konkurrencens film kan ses på Lommefilms hjemmeside:

’Drik mindre – oplev mere’ på Lommefilm.dk

Unges ønsker til alkoholkulturen
Filmkonkurrencen ’Drik mindre – oplev mere’ er et ønske om at involvere unge i arbejdet for en sundere og mere inkluderende festkultur med plads til at drikke mindre.

- Med konkurrencen skaber vi et kreativt rum, hvor eleverne kan diskutere og reflektere over alkoholkulturen i dag, og hvordan den kunne se ud i fremtiden. Vi håber, at initiativet på længere sigt kan bidrage til at skabe en sundere alkoholkultur blandt unge, siger Søren Stokholm Thomsen, der er projektchef i TrygFonden om filmkonkurrencen.

Filmkonkurrencen giver stof til eftertanke
En evaluering af filmkonkurrencen fra 2020 viser blandt andet, at syv ud af ti elever synes godt om at være med, mens 70 % angiver, at deres deltagelse i konkurrencen i høj grad har fået dem til at tænke mere over alkoholkulturen i Danmark. Derudover angiver 39 % af eleverne, at de har fået mere viden om unge og alkohol efter at have deltaget i konkurrencen.

'Gymnasier Fuld af liv' hjælper gymnasier til en sundere alkoholkultur

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden har til dette skoleår lanceret den digitale værktøjskasse ’Gymnasier Fuld af liv’, der skal hjælpe gymnasier - og andre ungdomsuddannelser - til at skabe en sundere alkoholkultur for de nye elever. På websitet www.gymnasierfuldafliv.dk er der konkrete råd til gymnasieledelsen, undervisningsforløb til introguides og sociale udvalg, inspiration til alkoholfri arrangementer, forældrematerialer og meget andet. Materialet er udarbejdet i samarbejde med forskere fra Statens Institut for Folkesundhed og testet på gymnasier landet over.

Hele materialet kan ses på hjemmesiden for 'Gymnasier Fuld af liv':
www.Gymnasierfuldafliv.dk

Af Af Christine Lind Behrens Sidst ændret 09.01.2023
Kræft er ikke for børn Støt nu