Facebook
Twitter
LinkedInFN højniveaumøde om NCDs
Ikke-smitsomme sygdomme (NCD)
Regeringer verden over bliver nødt til at skride ind for at ændre NCD udviklingen, der også er med til at bremse den økonomiske vækst. Der er fortsat alt for mange mennesker som dør præmaturt af NCDs, og den negative udvikling er især faretruende for sundhedssystemerne i udviklingslandene, som har en dobbeltbyrde i form af en vedvarende og betydelig stigning i antallet af patienter med ikke smitsomme sygdomme (som kræft og diabetes), men også fortsat kæmper med de mere traditionelle smitsomme sygdomme som malaria, hiv/aids, ebola etc. I udviklingslandene er der hverken menneskelige eller finansielle ressourcer til at håndtere det hastigt stigende antal mennesker med NCDs, hvilket understreger nødvendigheden af at promovere forebyggende tiltag og informere om risikofaktorer. En uændret indsats vil ikke alene have graverende økonomiske konsekvenser; der er menneskeliv på spil. Hvis vi skal nå SDGernes ambitiøse målsætninger i 2030 er et helt andet politisk engagement og økonomisk prioritering en forudsætning.
Fra landsbyen til FN
Dagen inden højniveaumødet var DNCDA sammen med regeringerne fra Danmark, Kenya og Tanzania samt Novo Nordisk medvært på et såkaldt side-event med titlen ”Combatting NCDs from the Village to the UN”.
Tanzanias Sundhedsminister Ummy Mwalimu
Eventet havde deltagelse af flere prominente navne fra både Østafrika og det meste af verden bl.a. Tanzanias sundhedsminister (Hon. MS. Ummy Mwalimu) og en lang række interessenter fra den private sektor, internationale organisationer og fra civilsamfundet. Danmark var repræsenteret ved sundhedsministeriets departementschef Per Okkels.
Departementschef Per Okkels
Side-eventet havde fokus på patienternes historie, og på konsekvenserne af at blive ramt af sygdom i Østafrika. Edward Konzolo, en hjertepatient fra Kenya, fortalte sin rørende historie om, hvordan han oplevede ekstremt mangelfuld behandling, efter han blev ramt af et slagtilfælde, som nær kostede ham livet.
Hjertepatient Edward L. Konzolo
Med Edwards historie stod det klart, at man som NCD patient i Østafrika ikke kun har ringe adgang til behandling og information, men også ofte efterfølgende bliver udsat for stigmatisering i lokalsamfundet fordi befolkningen simpelthen ikke ved, hvorledes de skal reagere overfor folk der pludselig er blevet syge, og som i Edwards tilfælde var blevet lam i en del af kroppen. Edward forklarede også, hvorledes han fortsat har meget svært ved at acceptere, at det ikke længere er ham der forsøger familien, men at han nu bliver forsørget.
Edward er fortsat ikke i stand til at varetage et arbejde, men har til stor inspiration brugt meget af sin tid på at mobilisere et netværk for hjertepatienter i Kenya; et netværk som nu arbejder sammen med mange andre patientorganisationer i Kenyas NCD Alliance i kampen for et forbedret sundhedsvæsen
Politisk erklæring om bekæmpelse af NCD
Et af resultaterne fra højniveaumødet er en politisk erklæring fra statsoverhovederne, der anbefaler en accelereret indsats mod NCDs, så vi kan sikre et sundt helbred for nuværende og fremtidige generationer (se den fulde version HER). Set fra et civilsamfundssynspunkt er det meget positivt, at erklæringen eksplicit anerkender vigtigheden af at inkludere civilsamfundet, når der skal planlægges og udvikles nationale planer mod NCDs. Inklusion og involvering af civilsamfundet, og derigennem patienter, er nemlig afgørende for, at indsatsen bliver skræddersyet til behovene. På positiv siden skal også nævnes den kolossale opmærksomhed NCDs fik op til selve højniveaumødet og under selve generalforsamlingsugen.
Som civilsamfund kunne vi dog godt have ønsket, at den politiske erklæring var gået LANGT videre end tilfældet er. Den altafgørende udfordring, nemlig den manglende finansiering af NCDs, gøres der ikke op med. Derudover opfordres der heller ikke eksplicit til implementering af WHOs såkaldte ”best buys”, som er en række omkostningseffektive værktøjer, herunder øgede afgifter på bl.a. tobak og alkohol, til trods for empirisk evidens for virkningen. Slutteligt er det kritisabelt, at næste højniveaumøde først foreslås afholdt om 7 år. Derved gør man intervallerne mellem højniveaumøderne længere end hidtil - for en udfordring der er større end nogensinde.
Vi håber, at momentum omkring NCDs, som højniveaumødet har været med til at skabe, kan bruges til at accelerere indsatsen overfor NCDs markant. Det er helt afgørende, hvis vi skal undgå præmature dødsfald som følge af NCDs.