Børn som pårørende: En voksen skal være én, man kan stole på
Vi skal som forældre og nære voksne turde at være ærlige over for børn, når mor, far eller en søskende har kræft. Det er ikke let, men det er vigtigt. Børn kan tåle meget – men de kan ikke tåle at blive holdt uden for fællesskabet, fortæller Kræftens Bekæmpelses børne- og ungechef Per Bøge.
’Det vigtigste er, at den voksne er én, jeg kan stole på.’
Sådan svarer mange børn, der er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, når Kræftens Bekæmpelse spørger, hvad de ønsker af voksne omkring dem. Derfor er det bedste, vi kan gøre som forældre og nære voksne til et barn, der lever med alvorlig sygdom i hjemmet, at involvere børnene – og at turde fortælle sandheden.
Per Bøge, børne- og ungechef i Kræftens Bekæmpelse, siger:
- Vær ærlig. Det er det vigtigste råd, jeg kan give. Vi er pinedød nødt til at sige sandheden. Det er ikke det samme, som at vi skal fortælle barnet alt hvad vi ved. Der vil være masser af mellemregninger, der ikke giver mening for et lille barn. Men dét, vi fortæller til børnene, skal være sandt. Det går ikke at lyve eller lade være med at sige noget, siger Per Bøge.
Børn mærker forandringerne
Næsten 35.000 børn oplever hvert år, at mor eller far bliver indlagt med en alvorlig sygdom. 24.000 børn lever med en kræftsyg forælder. Børnene bliver påvirkede af truslen om sygdom og død – men de påvirkes lige så meget af de forandrede forhold i hjemmet, som sygdommen fører med sig. Hverdagsnære ting, der pludselig ikke er, som de plejer at være.
- Børn kan ikke lide, når det velkendte hverdagsliv i familien forandres. Derfor gør forældre og nære voksne omkring barnet ofte alt, hvad de kan for, at tingene skal blive ved med at være, som de plejer for barnet, siger Per Bøge og uddyber:
Børn kan tåle meget – men de kan ikke tåle at blive holdt uden for fællesskabet. Og det er desværre sådan de oplever det, hvis de ikke kan stole på, at mor og far taler sandt. Så oplever de at blive holdt uden for det vigtige og alvorlige, der sker i familien lige nu.
- Man vil skåne barnet mest muligt. Det er en naturlig reaktion for os som forældre, at vi vil beskytte vores børn. Derfor sker det også i den kærligste mening, når man ikke fortæller barnet, hvor alvorlig sygdommen er. Men selv om det er bliver gjort i den kærligste mening, så er resultatet desværre, at barnet mistrives.
En del af fællesskabet
Mange børn, der er pårørende til en alvorligt syg forælder, trives dårligere end deres jævnaldrende og har øget risiko for langsigtede følger som blandt andet depression, alkoholmisbrug og ensomhed senere i livet. Derfor er det afgørende at de bliver inddraget i det, som fylder i familien nu.
- Børn kan tåle meget – men de kan ikke tåle at blive holdt uden for fællesskabet. Og det er desværre sådan de oplever det, hvis de ikke kan stole på at mor og far taler sandt. Så oplever de at blive holdt uden for det vigtige og alvorlige, der sker i familien lige nu, forklarer Per Bøge.
Selv om de ikke altid giver udtryk for det, er børn er gode til at fornemme de ændringer, sygdommen medfører i hjemmet. Er den syge forælder synligt mærket af sygdommen, vil børnene samtidig kunne se, at mor eller far ser anderledes ud end normalt eller har det dårligt.
- Børnene vil gerne være en del af det, der sker i familien. Og de vil gerne prøve at forstå, hvad det er, de kan se og mærke, at der foregår. Hvis de ikke får alderssvarende information derhjemme, danner de i stedet deres egne forestillinger og prøver måske også at opsøge viden andre steder. Desværre er det vores erfaring at børnenes egne forestillinger og ensomheden omkring selv at skulle finde svar, altid er mere belastende og skadelige for barnet, end at høre sandheden, siger Per Bøge.
Man kan spørge sine børn om næsten alting. De vil måske ikke altid svare. Men man skal altid være den, der åbner op for, at man kan snakke. Det er den voksnes ansvar. Hvis vi som voksne tier stille om det, der er svært, så lader vi barnet bære sine bekymringer alene.
Du kan spørge om alt
Per Bøge anbefaler at starte med at spørge barnet, om der er noget, han eller hun gerne vil spørge om. Det kan også være en idé at starte med at fortælle hvordan man selv har det. Og så spørge til barnet.
- Man kan spørge sine børn om næsten alting. De vil måske ikke altid svare. Men man skal altid være den, der åbner op for, at man kan snakke. Det er den voksnes ansvar. Hvis vi som voksne tier stille om det, der er svært, så lader vi barnet bære sine bekymringer alene, siger Per Bøge og tilføjer:
- Jeg ved godt, at det her ikke er let. På ingen måde. Det er benhårdt at være alvorligt syg og bange for måske at skulle dø fra sine børn. Hvordan taler man med sit barn om det? Og hvornår er det gode tidspunkt? Jeg plejer at sige, at det ikke bliver lettere end lige nu. Men forældrene skal naturligvis ikke stå alene med ansvaret. Det er vigtigt, at de kan få god støtte og hjælp udefra. Det kan være bedsteforældre, andre nære pårørende, venner, skolen, daginstitutionen – eller os i Kræftens Bekæmpelse.
Læs også:
Børn som pårørende: Hjælpen kom fra ildsjæle - ikke systemet