Skip navigation

’Indefra’ med Anders Agger: Når forældre oplever den største sorg

Tre forældrepar sætter i DR 2-programmet ord på den altoverskyggende sorg, de kæmper med: At miste et voksent barn. Seerne inviteres også med ind i den sorggruppe i Kræftens Bekæmpelse, forældrene er en del af.

I aften torsdag 25. november sender DR 2 programmet om sorggruppen kl. 21, men kan allerede nu streames på www.dr.dk. Det giver et indblik i den sorg, som rammer, når forældre mister et voksent barn – og i Kræftens Bekæmpelses arbejde med sorg i kræftrådgivningerne. Foto: Pressefoto DR

I aften torsdag 25. november sender DR 2 programmet om sorggruppen kl. 21, men kan allerede nu streames på www.dr.dk. Det giver et indblik i den sorg, som rammer, når forældre mister et voksent barn – og i Kræftens Bekæmpelses arbejde med sorg i kræftrådgivningerne. Foto: Pressefoto DR

To ud af tre af os bliver i løbet af livet pårørende til en kræftpatient. Hvert år dør op mod 15.000 danskere af kræft herhjemme. Heldigvis er det sjældent, at vi mister vores børn, men hvordan håndterer vi det, hvis det ulykkelige skulle ske? Kan vi nogensinde komme videre?

Råd til pårørende

Det er nogle af de spørgsmål, som journalist og dokumentarist Anders Agger på rørende vis kredser om sammen med de tre sørgende forældrepar i programmet ’Indefra med Anders Agger: Sorggruppe.’ Seerne kommer helt tæt på – og ind under huden på - forældrene, som på hver deres måde forsøger at håndtere den enorme sorg, det er at miste sit voksne barn.

Rigtig god og tryg oplevelse

En stor del af programmet er filmet i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning Hejmdal i Aarhus. Her kommer flere af forældrene fra programmet i en netværksgruppe, hvor de sammen bearbejder tanker og følelser under ledelse af rådgiver og psykoterapeut Anette Fenger Beck 

Anette Fenger Beck fortæller, at det har været en rigtig god og tryg oplevelse at være med i programmet:

 - Det er et sårbart emne at åbne op for, men det har været en respektfuld og ydmyg proces hen mod det færdige program. Man har lyttet meget til deltagerne, og de har set afsnittet og har kunnet komme med kommentarer, før det blev vist i tv, siger hun.

Se programmet on demand
Indefra med Anders Agger: Sorggruppe

Anette Fenger Beck har været ansat i Kræftens Bekæmpelse siden 2015. Gennem årene er det blevet til rigtig mange samtaler med mennesker i sorg. Både i individuelle samtaler og i gruppeforløb og som supervisor for frivillige rådgivere.

- Det er tydeligt for mig, at sorg og sorgforløb er meget individuelle – og at der ikke er en rigtig eller en forkert måde at sørge på, fortæller hun.

Brug for at tale med os om din sorg?
Find et rådgivningstilbud nær dig

Samhørighedsfølelse. Fællesskab. Jeg kan se forskel fra, når man kommer første gang i grupperne, og når man har været der fire-fem gange
Rådgiver Anette Fenger Beck

Sorg er individuelt – men vi skal også være fælles

- Det, som er så fint ved programmet, er, at det viser os hvor forskelligt, vi sørger. Sorg kan ikke gradbøjes. Sorg er individuelt. Og vi har forskellige ståsteder i sorgen. Men alligevel er min erfaring, at der er noget, vi er fælles om. Nemlig ønsket om at kunne spejle os i andre i samme situation og møde ligestillede. Det kan være vældigt ensomt at gå rundt alene med sin sorg, siger Anette Fenger Beck

Det virker også godt på sorgbearbejdelse at tale med andre. Det er tydeligt at se, fortæller hun. 

- Samhørighedsfølelse. Fællesskab. Jeg kan se forskel fra, når man kommer første gang i grupperne, og når man har været der fire-fem gange. Man lukker mere glæde ind. Det er også min rolle i de hér forløb. At skabe balancen mellem det at fordybe sig i sorgen og samtidig finde lyset frem. Det er ikke sjældent, jeg hører en bruger sige: ’Hvor har det bare været rart være med i dag og tale med andre, der har det som mig,’ fortæller Anette Fenger Beck

Opretter grupper ved behov

Sorggruppen i Kræftrådgivningen i Aarhus opstod, fordi der var et behov for den i området. Gruppen er som alle tilbud i Kræftens Bekæmpelse gratis at deltage i. Man behøver ikke være medlem af foreningen for at være med.

- Der var flere der henvendte sig til os, og det gjorde det muligt. Sådan er det generelt med vores tilbud. Vi lytter til brugerne og forsøger at dække de behov, der opstår. Jeg kan fortælle, at vi netop nu åbner op for et online-forløb for forældre, der har mistet et voksent barn – med mig som gruppeleder. 

Interesseret i at møde andre i digitale samtalegrupper?
Kræftens Bekæmpelses landsdækkende digitale samtalegrupper

Står du i samme ulykkelige situation som forældrene i programmet – og har mistet et voksent barn og har svært ved at komme videre – så kontakt Kræftens Bekæmpelse på aarhus@cancer.dk for at undersøge muligheden for at kunne deltage i helt nyt landsdækkende onlineforløb for forældre, der har mistet et voksent barn til kræft. 

Du kan også ringe på telefon: 70202689 i dagtimerne mellem 10-16