Spring navigation over

Kendte donerer tøj til Kræftens Bekæmpelses genbrugs-pop-up

Har du altid drømt om at have lige så meget attitude som dem fra Suspekt? Eller en cool personlig stil som sangerinden Aura? Så kom til Kræftens Bekæmpelses genbrugs-pop-up i København med tøj doneret af kendisser som Laura Drasbæk, Szhirley, Aura og Suspekt.

En række kendte danskere har sagt ja til at rydde ud i klædeskabet og donere deres brugte tøj til Kræftens Bekæmpelse, når foreningen i næste uge slår dørene op for en genbrugs pop up-butik i hjertet af København. Blandt de kendte danskere, som ønsker at støtte op om kræftsagen, er Szhirley, Aura, Nabiha, Lakserytteren, Victor Lander, Suspekt, Laura Drasbæk og Mathilde Norholt.

Men også professionel fodboldspiller, Pernille Harder, som til dagligt er bosiddende i England, har sagt ja til at give sit tøj nyt liv i den gode sags tjeneste. En frivillig var for nylig i England og på vej hjem til Danmark, lykkedes det at få to af fodboldspillerens kufferter med genbrugsguld med sig.

Et stærkt hold af frivillige skal fra torsdag 25. november og en måned frem sælge de kendtes tøjdonationer fra Kræftens Bekæmpelses pop up-butik. Overskuddet fra salget går naturligvis til Kræftens Bekæmpelse.

Frivillige tror 100 pct. på konceptet
En af de mange frivillige, som har meldt sig under fanen til at hente tøj hos kendte danskere og efterfølgende lange det over disken til fordel for kræftsagen, er 34-årige Kersti Bøgebjerg.

Til dagligt arbejder hun hos et eventbureau, men den næste måneds tid har hun valgt at supplere sit arbejde med frivilligtimer hos Kræftens Bekæmpelse.

-Jeg har tilbudt min arbejdskraft fordi jeg gerne vil støtte op om kampen mod kræft og fordi jeg, ligesom de andre frivillige, 100 pct. tror på konceptet. Der er virkelig meget godt tøj at komme efter, så jeg håber folk vil komme forbi og støtte op om den gode sag, udtaler Kersti Bøgebjerg, som selv har haft kræft tæt inde på livet, da hun for 8 år siden mistede sin morfar til sygdommen.

Frivillige og kendte gør en kæmpe forskel

-Vi er så privilegerede at vi på den ene side har en række dedikerede frivillige, som brænder for kræftsagen og som gerne vil tilbyde deres arbejdskraft og på den anden side har vi en række kendte danskere, som gerne vil give deres brugte tøj til kræftsagen. Dét set-up ønsker vi selvfølgelig at få mest muligt ud af. Derfor lancerer vi en pop up-butik, udtaler chef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug, Ole Saatterup.

Kræftens Bekæmpelse har i forvejen 15 velfungerende genbrugsbutikker i Danmark, men København er dog ikke med på landkortet. Så nu hvor et stort og lyst butikslokale er dukket op i indre København, er det en enestående chance for også at få Københavnerne til at købe brugt kvalitetstøj til fordel for kræftsagen.

Praktisk information om pop up-butikken:
Pop up-butikken ligger på Vester Voldgade 7, 1552 København V og holder åbent fra torsdag 25. november til og med 23. december. Butikken vil være åbent på hverdage i tidsrummet fra kl. 10-17 og lørdage fra kl. 11-14. Derudover vil der løbende være mini events i butikken i december. Det vil desuden være muligt at indlevere brugt tøj i butikkens åbningstid.

Reception
På åbningsdagen vil der være reception fra kl. 17-21 med bl.a. dj, live band, snacks og drikkevarer. Alle er velkomne.