Skip navigation

'Det er jo forfærdeligt at skulle sprøjte sig selv i lillemanden'

Lars Emil Hinrichsen mistede potensen, da han blev opereret for prostatakræft i en ung alder. Sammen med sin hustru Laila måtte han finde en ny vej ind i det intime – med planlægning og hjælpemidler.

Han kunne se det på scanningsbillederne, inden den tyske læge sagde det. Det kan ikke lade sig gøre at udføre en nervebevarende operation. Knuden i prostata er for stor. Den operation, der er mulig, kan fjerne kræften, men den vil ødelægge hans evne til at få rejsning. For altid.

Klokken er 15 onsdag eftermiddag, da Lars Emil Hinrichsen fletter ind på den tyske Autobahn i nordgående retning. Han kører de 900 km. til Solbjerg ved Aarhus næsten uden at sige noget. I ti timer sidder han med hænderne på rattet og øjnene mod asfalten, mens de sorteste tanker fylder hans sind. Skiltene skifter fra tysk til dansk, og dag bliver til nat, før han svinger ind i carporten.

Det var en slem tur. Jeg sov næsten ikke, da vi kom hjem. Jeg havde det skidt. Rigtig skidt. Jeg vidste godt, hvad der ville ske, når jeg blev opereret. Jeg ville ikke. Lige på det tidspunkt stod livet og potensen lidt over for hinanden. Og det var nok det sidste, der vejede mest i vægtskålen. Det var sådan, jeg havde det lige dér, husker han.

Lars ligger i en hospitalsseng og vinker til kameraet
I dag hader jeg Randers. Bare du nævner den by, kan det mærkes på mig. Jeg vil helst undgå at tage den afkørsel, hvor hospitalet ligger. Jeg får helt kuldegysninger og husker mange af de ting, der skete deroppe.

Ikke den bedste læsning

Lars får prostatakræft i 2015. Han er 47 år, arbejder i et stort transportfirma og er gift med Lajla. De mødte hinanden mellem filurdrinks og fluorescerende lys på Crazy Daisy i Aarhus. Siden er dansegulvet skiftet ud med villa i en børnevenlig forstad, skolehjemsamtaler og madpakker til tre piger på 7, 9 og 11 år.

- Jeg havde ikke set det komme. Heller ikke selv om det er noget, vi har i min familie. Jeg tænkte, at det nok bare var blærebetændelse eller noget. Så blev det en realitet, og jeg gik i sort. Røg ned i et hul med tanker om, hvad der skulle ske med min familie, hvordan de skulle komme videre, hvis… jeg var jo kun 47!

Han går selv i gang med at søge information om sygdommen.

- Jeg googlede som en vanvittig. Lå og læste artikler om natten. Dér fandt jeg ud af, hvad det egentlig var, jeg stod over for. Det var ikke altid den bedste læsning. … at man ikke kunne præstere mere, og alt det man skulle gøre for at få gang i sexlivet igen.

’De problemer skal jeg ikke ind i,’ tænker Lars. Han tager til en klinik i Tyskland for at få undersøgt en ekstra gang, om kræften kan fjernes med en særlig nervebevarende operation. Men ligesom lægerne i Danmark tør klinikken ikke gøre det. Og en måned efter turen til Tyskland bliver han lagt i narkose på Skejby Sygehus, hvor kirugen foretager det indgreb, der vil ændre hans liv for altid.

Lars Emil og hustruen Lajla smiler til hinanden
Lajla sagde: »Det her klarer vi sammen, jeg er med hele vejen.« Hun var med på alle turene til hospitaler i Randers, Skejby, Tyskland. Vi har altid været gode til at tale sammen, men min sygdom – og konsekvenserne - gør det endnu mere nødvendigt.

Nye brikker

Efter operationen er Lars meget nervøs og bange for, hvordan det skal gå. Hvordan tingene vil blive derhjemme.

- Sexlivet har en betydning. Det kan vi ikke komme udenom. Forhold går jo mange gange i stykker, hvis det ikke fungerer. Jeg havde en tanke om, at det var noget, der kunne ske. Også selv om jeg vidste, hvor Lajla stod. Hun tog det stille og roligt. ’Det finder vi ud af’, sagde hun.

Det står også lidt stille til at starte med. Lajla og Lars har snakket om, hvordan deres samliv kan foregå. De er gode til at tale sammen. Fra hospitalets sexolog har de fået gode råd om, hvad der er muligt. Men det er langt fra alt, hvad der er muligt i teorien, der fungerer i praksis, opdager Lars.

Hans sexliv er et skakbræt, hvor alle brikkerne er skubbet væk. Han må finde nye brikker og se, hvordan de bruges. Om de kan bruges. Det er med at prøve sig frem.

- Det er en helt ny værktøjskasse, du skal hive frem. Og så kommer alle de grænseoverskridende ting. Der kan godt være et forspil, men så bliver jeg nødt til at stoppe op og gøre noget, for at komme videre… tage en pille eller en sprøjte eller noget. Det at skulle sprøjte sig selv i lillemanden, det er jo forfærdeligt. Selv efter syv år bliver det aldrig en vane. Det gør det bare ikke.

Heldigvis kan han få hjælp af Lajla, der er fysioterapeut og vant til lidt af hvert, når det kommer til kroppens funktioner. Så heldige er det ikke alle, der er.

Pludselig skal vi lægge en plan om at have sex. Det gjorde vi jo ikke før. Selvfølgelig er det et følsomt emne, det kan være supersvært. Men vi er nødt til at snakke sammen, inden det bliver noget skrammel. Jeg har hørt om flere parforhold, hvor det er gået galt efterfølgende, og de er gået fra hinanden, fordi manden ikke kunne snakke med konen om det.

""
Jeg prøvede forskellige ting. Jeg gik også pludselig ind i en sexshop og tænkte, at nu måtte jeg derind og kigge… det var jo grænseoverskridende for mig at gøre sådan nogle ting, men man er også bare nødt til det, for at få tingene til at gå.

Ingen adgang for kvinder

Da Lars bliver syg, savner han at tale med ligesindede. Lægen og Google kan han spørge til råds, men ingen forstår præcis, hvad der foregår i hans krop og tanker. Og de prostatakræftpatienter, han møder, er langt ældre og et andet sted i livet, uden små børn eller karriere.

I efteråret 2015 starter han derfor sammen med en anden prostatapatient facebooknetværket De unge prostatadrenge til mænd under 60 år, der får diagnosen. I dag har gruppen omkring 250 medlemmer.

I gruppen spørger medlemmerne hinanden til alle de udfordringer, de møder som konsekvens af kræften. Hvordan får man den op at stå, har andre også hedeture og tisser i bukserne og kender nogen til ny forskning?

- De fleste vil gerne snakke med nogen, der har prøvet det selv. Ikke med en kvindelig sygeplejerske på hospitalet. Mænd har tit svært ved at tale om følelser. Der er masser af viden i gruppen, og ofte siger mændene: ’Hold da op, de informationer har jeg aldrig fået af sygehuset’.

I gruppen er der kræftfrie og terminale. Fraskilte og ægtemænd. Opererede, strålebehandlede og mænd på hormoner. Men ingen kvinder.

Det skal være et frirum, hvor mændene tør åbne sig. Der bliver skrevet intimt – ting, man gerne vil skrive med andre mænd om, men ikke med kvinder. I starten var der kvinder med. De skrev for deres mænd, der ikke var på Facebook… nogle gange er mænd lidt lang tid om at komme ud af starthullerne. Men vi bad dem om at hjælpe deres mænd med at komme på Facebook og så gå ud af gruppen. Det var der nogen, der syntes, var lidt underligt.

Lars Emil cyklende
Cykling har altid betydet meget for mig. Turene på landevejen er et frirum, hvor jeg samler tankerne. Efter operationen gik der et halvt år, før jeg kunne cykle igen. I starten havde jeg skiftet racersadlen ud med en blød damesaddel.

Sårede løver 

To gange om året mødes De unge prostatadrenge fysisk. Der dukker 10-15 medlemmer op hver gang. Så bowler de, spiller floorball eller kører gokart. Måske er der arrangeret et foredrag og helt sikkert frokost. De snakker. Griner. Nogle gange er der en, der begynder at græde.

En af de ting, der altid kommer op, er sex og hjælpemidler. Hvad har de andre erfaringer med? Kan de anbefale noget?

Det er en mandeting. Der er mange, der går i baglås, når de ikke kan ordne konen, som de plejer. Løverne er pludselig sårbare. De kan ikke altid snakke med deres partner – så er det nemmere at snakke med dem i gruppen. Jeg får ind i mellem nogle opringninger: »Hej, det er Svend nede fra Haderslev – har du tid?» Jeg har snakket i timevis med mænd, jeg ikke kender. Om deres sexliv.

De unge prostatadrenge

Lars er medstifter af netværket ”De unge prostatadrenge”, hvor yngre mænd med prostatakræft deler erfaringer, tips og tricks med hinanden – også om seksualitet.

Lars Emil står på hospitalet

En sky, der altid er der

Kræften har ikke kun ændret Lars fysisk. Også psykisk er han en anden. Hvert halve år går han til kontrol. Eller eksamen, som han kalder det. Og frygten for at dumpe er altid til stede.

- Det er som en lille sky, der altid hænger over mig. En rygsæk, jeg aldrig kan smide. Jeg tør knap nok tage derned og blive tjekket. Og bagefter, når jeg får svar, så tuder jeg altid. For der er jo ingen tvivl om, at nu er det livet, der vejer tungest i vægtskålen… at jeg kan være der for Lajla og pigerne.

""

'Jeg skal acceptere, jeg ikke kan præstere'

Lars og Lajla har sammen fundet ud af, hvad vej de skal gå for at beholde gejsten og glæden ved hinanden. De er sammen på en anden måde. Det spontane er gået i vasken. Men Lars har sit testosteron endnu. Så han kan føle lyst, selv om han ikke kan få erektion.

Det er jeg virkelig glad for. Jeg hører jo fra mænd, at når de får hormoner, så ryger det begge steder – heroppe og dernede. I dag er jeg et sted i livet, hvor jeg ved, hvad der kan hjælpe mig. Det kan stadig være frustrerende og føles som et nederlag, når det ikke lykkes. Jeg skal som mand acceptere, at jeg pludselig ikke kan præstere mere. Det er der mange mænd, der har svært ved - det er en kæmpe ting for os.

Lars Emil sidder op ad et træ
Jeg træner bækkenbunden hver dag. Det opfordrer jeg alle andre mænd til. Bare ind på sengen, fem minutter inden jeg tager på arbejde. Det er ligesom at børste tænder efter morgenmad. En hverdagsting.

Læs om kræftsygdomme

På listen her kan du finde viden om din specifikke sygdom og behandlingen af den: