Skip navigation

Filmkonkurrence sætter fokus på festkultur og drikkepres

I den landsdækkende filmkonkurrence ’Drik mindre – oplev mere’ skal 1.g-elever lave små film med deres bud på, hvordan man skaber en festkultur, hvor høje promiller ikke er omdrejningspunktet. Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag konkurrencen.

Foto: Adobe Stock

I dag lyder startskuddet til filmkonkurrencen ’Drik mindre - oplev mere’, der har til formål af inspirere unge til en festkultur, hvor der er plads til forskellighed og til at sige nej tak til alkohol. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholindsats ’Fuld af liv’ står sammen med virksomheden Lommefilm bag konkurrencen, som 1.g’ere fra 30 gymnasier landet over deltager i.

Hele årgangen skal bruge en dag på at producere film med fokus på festkultur og drikkepres. Eleverne skal prøve kræfter med at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm på en mobil eller iPad. Eleverne bliver desuden klædt på med viden om unge og alkohol, som skal danne baggrund for filmenes handling.

Workshoppen afsluttes med, at eleverne stemmer om, hvilken af de mange film, der skal repræsentere netop deres gymnasium i den videre konkurrence. Konkurrencens bedste film kåres i sidste ende af en jury.

Unge ønsker en mere rummelig festkultur

Drikkepres er en problemstilling, der fylder meget blandt unge i Danmark. Det fremgår af rapporten ”Unges alkoholvaner i Danmark 2021”. Seks ud af ti 15-25-årige har én eller flere gange oplevet, at deres venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til, mens næsten hver tredje selv har forsøgt at få en ven til at drikke mere alkohol, selvom personen har sagt nej. Hele 88 pct. mener dog, at vi skal have en alkoholkultur, hvor alle accepterer et ’nej tak’ til alkohol.

»Vores undersøgelser viser, at et stort flertal af unge ønsker en ny og mere rummelig festkultur, hvor alkohol ikke er en forudsætning for at være med i fællesskabet.  I filmkonkurrencen giver vi unge mulighed for at komme med deres kreative bud på, hvordan vi kommer derhen, « siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.

Indsats skaber refleksion

Det er 8. år i træk, at filmkonkurrencen afholdes – og hvis man spørger eleverne, giver konkurrencen grobund for ny viden og øget refleksion over den danske alkoholkultur. Efter at have deltaget i konkurrencen i 2020 svarer 39 pct. af eleverne nemlig, at de ved mere om unge og alkohol, mens 70 pct. af eleverne tilkendegiver, at deltagelsen i konkurrencen har fået dem til at tænke mere over alkoholkulturen i Danmark. Derudover ytrer 7 pct. af de elever, der drikker alkohol, at de vil drikke mindre til kommende fester.

»Vi håber, at konkurrencen kan give inspiration til unge og være med til at sætte fokus på, at fest og farver ikke nødvendigvis går hånd i hånd med alkohol. Måske bliver man endda sjovere og hyggeligere at være sammen med, hvis man skruer lidt ned for alkoholindtaget eller slet ikke drikker,« siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.