Social baggrund giver ulighed i børns kræftforløb
Forældrenes uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet kan have betydning for børn med kræft. Det viser to nye undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse og Rigshospitalet. Forældrenes sociale forhold kan både føre til ulighed i det diagnostiske forløb og i behandlingen af børns kræftsygdom.
Forældre med en kort uddannelse, som har en depression, eller som ikke har noget arbejde, skal henvende sig til sundhedsvæsenet væsentligt flere gange, før deres barn får en kræftdiagnose, end mere ressourcestærke forældre skal.
Det viser den ene af de to nye undersøgelser af social ulighed blandt børn med kræft.
I den anden undersøgelse har forskerne set på, hvilken behandling børnene får, hvis de bliver diagnosticeret med akut lymfatisk leukæmi, som er den hyppigste kræftform blandt børn.
Her viser resultaterne, at børnene typisk får en lavere dosis kemoterapi, hvis de har forældre, der har en kort uddannelse eller er arbejdsløse.
Den nye forskning punkterer samtidig den myte, at årsagen til den sociale ulighed alene ligger hos forældrene. Eksempelvis fordi de er for længe om at gå til lægen med deres barn, eller fordi de måske ikke er i stand til at overholde den del af behandlingen, de selv skal stå for, hvis doserne af eksempelvis tabletmedicin, skifter.
Det mener medforfatter på studiet, Kjeld Schmiegelow, der er professor ved Rigshospitalet og en af landets førende eksperter i børnekræft.
– Denne gruppe af forældre er jo tværtimod ekstra vedholdende og går hyppigere til lægen for at få en diagnose til deres barn. Og når vi analyserer blodprøver for medicinindhold fra børnene, kan vi se, at forældrene overholder deres del af behandlingen til punkt og prikke. Det stemmer overens med det vi ser, når vi møder familierne. Der er ingen social ulighed i hvor højt man elsker sine børn, og forældre til et kræftsygt barn sjusker ikke med behandlingen, uanset hvor såkaldt ’ressourcestærke’ eller ’ressourcesvage’ de er. Så det er forkert at tro, at ansvaret for uligheden ligger hos forældrene, siger Kjeld Schmiegelow.
Resultaterne fra de nye undersøgelser ligger i tråd med tidligere forskning i social ulighed i kræft. Det fortæller Line Hjøllund Pedersen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har stået i spidsen for undersøgelserne som led i sin ph.d.-afhandling:
– Dette er endnu et eksempel på den ulighed, der er i sundhedsvæsenet. Tidligere forskning har vist, at børn af ressourcesvage forældre generelt har dårligere chancer for at overleve kræft. Vores nye undersøgelser kan ikke vise, om de flere kontakter inden diagnosen eller den lavere dosis kemoterapi har en betydning for overlevelsen, men de peger på en ulighed i børnenes sygdomsforløb, siger hun.
Bekymring hos forældre
De nye undersøgelser viser, at doserne af kemoterapi stadig ligger inden for det anbefalede område, blot i den lave ende, og de viser også, at børnenes sygdom ikke var mere fremskreden trods de flere kontakter inden diagnosen. Men der kan alligevel sagtens være alvorlige konsekvenser af de muligvis forsinkede diagnoser:
– Typisk er kræft hos børn så aggressiv, at man ikke kan gå længe med det, før det bliver opdaget. Men vi ved ikke, om den forsinkede diagnose har betydning for, om sygdommen eksempelvis vender tilbage, eller om den bliver modstandsdygtig over for behandlingen, siger Kjeld Schmiegelow. Samtidig er der ifølge ham også andre følger af, at forældrene skal kæmpe for at få en diagnose:
– Når forældrene kommer ind til os, kan vi ofte mærke, at bekymringen og frustrationen sidder i dem. Og hvis barnet bliver alvorligt sygt eller måske dør af kræft, kan det være meget vanskeligt for dem at slippe følelsen af, at det måske er, fordi der gik for længe, inden diagnosen blev stillet, siger Kjeld Schmiegelow.
Vanskelig kommunikation
Et af de store spørgsmål er, hvorfor forældres sociale ressourcer spiller en rolle for børnenes forløb.
For at få svar på det spørgsmål, har forskerne tidligere lavet en interviewundersøgelse om forældrenes opfattelse af det forløb, de var igennem inden deres barns kræftdiagnose. Svarene viste, at nogle forældre havde lettere end andre ved at blive taget alvorligt og indgå i en forhandling med lægen om at få yderligere undersøgelser af deres barn.
Det forklarer Susanne Oksbjerg Dalton, der er professor ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og leder af Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft:
– Sammen med anden viden, vi har om social ulighed i kræft, tyder meget på, at det i høj grad er et spørgsmål om kommunikation. Hvis man har en lang uddannelse og er ressourcestærk, så har man måske nemmere ved at kommunikere på en måde, der gør, at lægen sætter yderligere undersøgelser i gang, siger hun og fortsætter:
– Man kan også forestille sig, at det samme er på spil, når der bliver ordineret kemobehandling, som forældrene selv skal give til deres barn. Altså at lægen har større tiltro til, at man som mere ressourcestærk forælder kan reagere på bivirkninger af behandlingen og derfor er mere tilbøjelig til at give fuld dosis til deres børn, siger hun.
Resultaterne er offentliggjort her:
Pedersen LH et al.: Socioeconomic position and maintenance therapy in children with acute lymphoblastic leukemia: A national cohort study. Pediatric Blood & Cancer, 21 December (2021)
Pedersen LH et al.: Socioeconomic position and prediagnostic health care contacts in children with cancer in Denmark: a nationwide register study. BMC Cancer. 21(1):1104 (2021).
'Kræft er ikke for børn' sætter fokus på og samler penge ind til forskning, forebyggelse og patientstøtte i relation til børn, unge og kræft. Læs mere om kampagnen og se hvordan du kan støtte: