Skip navigation

20 år med genbrugsguld i Roskilde

Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Roskilde fylder 20 år, og det har særligt Alice og Grethe god grund til at være stolte af. De har været frivillige lige siden butikkens spæde start.

I 20 år har Alice og Grethe smøget ærmerne op i den frivillige sags tjeneste i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Roskilde. Foto: Lone Kindberg

I denne uge er det 20 år siden, at Kræftens Bekæmpelse åbnede en genbrugsbutik i Roskilde. Ud af butikkens i alt 125 frivillige er 77-årige Alice Petersen og 80-årige Grethe Hansen de eneste, som har været med i alle årene. Men hvordan startede frivilligrejsen for de to kvinder, og hvorfor er de blevet hængende i så mange år?

- Min datter havde set et opslag hos den lokale købmand om, at Kræftens Bekæmpelse søgte frivillige til en genbrugsbutik i Roskilde. Jeg var lige stoppet som smørrebrødsjomfru og havde tid til overs, så jeg tænkte: hvorfor ikke? mindes Alice.

-Jeg havde lige mistet mit job som sparekasseassistent og havde aldrig været i en genbrugsbutik før, så jeg var lidt skeptisk. Men det var hammersjovt at være med til at starte butikken. Der var sådan en rigtig pionerånd, mindes Grethe.

- Ja, vi havde en fantastisk tid med at bygge butikken op, supplerer Alice.

Kræft inde på livet

Kræftsagen er begge kvinders helt store mærkesag, dog på en trist baggrund. Grethe og Alice har nemlig hver især oplevet at miste et barn til kræft.

- En dag faldt Thomas (Grethes søn, red.) om. Min mand og jeg troede, at det var stress eller et epileptisk anfald. Desværre viste det sig at være en hjernesvulst, og til sidst døde han, fortæller Grethe, som mistede sin yngste søn året inden, hun meldte sig som frivillig.

Til forskel fra Grethe havde Alice ikke haft kræft tæt inde på livet, da hun startede i butikken. Men efter godt ti år som frivillig ville skæbnen, at hendes datter også fik uhelbredelig kræft i hjernen.

- Det er ni år siden, hun døde. Hun havde en uhelbredelig tumor, og selvom hun fik kemo i fuld styrke, så var der ikke noget at stille op. Hun kom på hospice, og så gik det hurtigt, fortæller Alice.

Frivilligarbejdet har været den bedste terapi

Tabet af en datter og en søn har naturligvis vendt op og ned på Grethes og Alices liv. Det var de ugentlige vagter i genbrugsbutikken, der for alvor hjalp dem igennem den ubærlige sorg.

- Efter jeg startede i butikken, havde jeg ikke længere behov for at gå til psykolog. Man får talt med så mange skønne mennesker i butikken. Og for mig har det at tale med og lytte til andre, der også har været igennem et kræftforløb, været den bedste terapi, fortæller Grethe.

- Oven på min datters død var det godt at komme væk hjemmefra. Vi frivillige har et godt fællesskab og bliver aldrig uvenner. Men også kunderne snakker jeg godt med. Og nogle af dem har selv mistet en søn eller datter til kræft, fortæller Alice.

- Det er næsten umuligt ikke at knytte nogle stærke venskaber. De sidste mange somre har jeg været på sommerferie med 4-5 af de andre frivillige, tilføjer Grethe.

Det gode sammenhold i butikken og lysten til at støtte kræftsagen gør, at de to kvinder heldigvis ikke har tænkt sig at stoppe i genbrugsbutikken i nær fremtid. 

Ros til de frivillige

Vi har en velbesøgt butik, som er blevet udvidet flere gange, men vores 20-årige succes skyldes først og fremmest de frivilliges indsats. Det er dem, der får hjulene til at dreje rundt. Og der skal selvfølgelig lyde en helt særlig tak til Alice og Grethe for deres mangeårige frivilligindsats, siger Lars Jessen, distriktschef for den 800m2 store butik.

70 millioner på 20 år

På de 20 år, butikken har eksisteret, har de frivillige solgt for 70 mio. kr. kvalitetsgenbrug. Overskuddet af pengene er gået til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.

.