Monica arbejder frivilligt ved siden af sit fuldtidsjob
For 48-årige Monica er et fuldtidsjob hos Banedanmark ingen undskyldning for ikke også at smøge ærmerne op som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Kolding. - Vigtigt, at alle tager del i frivilligheden, siger hun.
- Jeg var 11 år, da min mor blev ramt af brystkræft. Kræften vendte tilbage i hendes knogler, da jeg var 16 år. Hun var med i en masse forsøg, men hun døde desværre, da jeg var 19 år. Det har fyldt meget i mit liv.
Sådan lyder ordene fra 48-årige Monica Batz, som mistede først sin mor og siden sin moster til kræft. Desuden har hun oplevet, at fire andre familiemedlemmer har fået kræft. Det har fået hende til at ønske, at gøre en forskel for kræftsagen.
For tolv år siden meldte Monica sig derfor som indsamler for Landsindsamlingen. I alle tolv år har hun gået den samme rute i Kolding.
- Børnene var små på det tidspunkt, så det var det, jeg havde overskud til. Men jeg vidste, at lige så snart de blev større, og jeg ville få mere tid og overskud, så ville jeg gøre noget mere for kræftsagen. Jeg anede bare ikke lige hvad, fortæller Monica.
Læs, hvordan du kan melde dig som frivillig til Landsindsamlingen:
Alle hænder er en stor hjælp
En dag for godt to år siden meldte svaret sig.
Over en kop kaffe sad Monica og bladrede i Ugeavisen Kolding, da hun fik øje på en annonce fra Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Kolding. Butikken søgte frivillige.
- Jeg tænkte: Hvorfor ikke tage ned og snakke med dem? Jeg arbejder som byggelederassistent hos Banedanmark, og har sjældent nogle møder fredag over middag. Og så har jeg mulighed for at 'flexe'. Jeg tænkte: hvis jeg nu arbejder lidt ekstra de andre dage, så kan det måske gå op i en højere enhed. På det tidspunkt var min datter fyldt 17 år, og min søn 14 år, så jeg havde klart fået mere overskud, fortæller Monica og fortsætter:
- Jeg tog ned i butikken og havde en super god snak med Frank (distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug Kolding, red.) og han sagde: Alle hænder er en stor hjælp. Så vi aftalte, at jeg skulle starte på eftermiddagsholdet om fredagen.
Folk er der fordi de virkelig vil det
Hvor mange andre danskere går på weekend fredag eftermiddag efter en hel arbejdsuge, tager Monica altså lige en frivillig tørn i genbrugsbutikken kl. 13-17, inden hun kan gå på en velfortjent weekend.
- Det er SÅ fantastisk. Der er sådan en special ånd i butikken. Folk er der jo ikke for at tjene penge, men fordi de virkelig vil det. Og det kan man bare godt mærke. Alle er så søde og glade, siger Monica og tilføjer:
- Og så bliver jeg bare bekræftet i, at hvis en dame på 90 år kan rende rundt i butikken i over 30 år og være frivillig, så kan jeg også. Jeg ville ønske, at mange flere meldte sig. Der er jo mange, der har tidligt fri om fredagen, som måske godt kunne tilbyde deres arbejdskraft til fordel for et godt formål.
Ifølge Monica er det dog ikke kun Kræftens Bekæmpelse, som nyder godt af hendes frivilligindsats. Hun får selv meget ud af det.
- Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville give mig så meget. Jeg har fået mange gode venskaber, og vi hygger os. Og så er der jo kaffe og kage, griner Monica.
På de to år Monica har været genbrugsfrivillig, er der flere ting, der har gjort et indtryk på hende:
- En dag kom der nogle ned fra en forening og købte alt, hvad vi havde af brugte senge, dyner, puder, betræk osv. Det skulle bruges til de ukrainske flygtninge. Det var dejligt, at vi kunne hjælpe dem, og også dejligt at de tænkte på at finde det brugt, mindes Monica.
Hun kan også berette om en kortklub, som var gået i opløsning. De vidste ikke helt, hvad de skulle gøre af de penge, klubben havde i overskud.
- De kom ned og afleverede 5.000 kr. Det var flot, at de tænkte på Kræftens Bekæmpelse. Så er det pludselig ekstra sjovt at være frivillig, fortæller Monica.
Vigtigt at tage del i frivilligheden
På hjemmefronten får Monica masser af opbakning til også at gøre plads til frivilligt arbejde i sit arbejdsliv.
- Min mand og børn tager hatten af for det og synes, at det er megafedt, at jeg gør det. Jeg håber også, at jeg kan præge børnene, så de en dag bliver frivillige. Jeg synes det er så vigtigt, at alle tager del i frivilligheden. Der er jo ikke meget, der kan fungere uden frivillige. Min mand har også været frivillig fodboldtræner i mange år, fortæller Monica.
Hvor der er vilje er der vej
Også distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Kolding, Frank Nissen, tager hatten af for Monicas frivilligindsats.
- Jeg synes, det er imponerende, at Monica har et fuldtidsjob og så alligevel prioriterer at komme og hjælpe til hver fredag. Det er i den grad en fornøjelse at se hendes engagement og drivkraft, og det viser bare, at så længe man har lysten og viljen til at arbejde frivilligt, så kan det som oftest godt lade sig gøre, lyder det fra Frank Nissen.