Debat: Priserne på tobak og nikotin skal have et hak opad
Det går den forkerte vej med unges cigaret- og nikotinforbrug. Prisen på tobak og nikotin bør få et ordentligt hak opad, mener formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke og adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.
Debatindlæg af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, og Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse. Bragt i Politiken d. 2. april 2023.
Der er flere unge, der ryger cigaretter i 2022 end i 2020. Ikke færre. Flere.
Det kunne man for nyligt læse om her i Politiken. Og kort tid efter kom så den næste nedslående melding: Flere børn og unge end nogensinde bruger røgfri nikotinprodukter, og det er nu tæt på hver tiende 15-29-årige, der bruger nikotinprodukter hver dag. Nikotin kan i sig selv skabe permanente skadelige forandringer i børn og unges hjerne.
Derudover er der næsten 16.000 tobaksrelaterede dødsfald årligt, som ikke kun skyldes lungekræft, men også mange andre kræftformer i for eksempel nyre- og urinvejene samt hjertekarsygdomme.
Det bør få alle alarmklokker til at ringe. Det er den helt gale vej, det går, og vi bør som samfund sætte alle sejl ind for at beskytte vores børn og unge mod tobak og nikotin, og dermed helbredsskader samt risiko for tidlig død, ligesom det naturligvis er vigtigt, at befolkningen har godt helbred og kan bidrage på arbejdsmarked.
Men forebyggelse er også helt afgørende, når det handler om at modvirke yderligere pres på sundhedsvæsnet i fremtiden. Forekomster af kræft, hjerte-kar-sygdomme, KOL og andre livsstilssygdomme kan nedbringes betydeligt, hvis færre ryger.
Det kan få stor betydning i et sundhedsvæsen, som allerede i dag ikke har de ressourcer, der skal til for fortsat at løse opgaverne på det niveau, vi kender.
Derfor er der brug for effektive tiltag, der fremover kan forebygge livsstilssygdomme i befolkningen, og derfor vil Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse tage det op i Sundhedssektorens Prioriteringsråd, hvor vi sidder sammen med en række andre aktører.
Prisen på tobak og nikotin skal have et ordentligt hak opad. Vi mener, at en pakke cigaretter skal koste over 100 kroner. Det vil være et kæmpe spring i den rigtige retning for at få færre rygere fremover.
Læs også:
Intet fald i andelen af rygere
Så når statsminister Mette Frederiksen i sin redegørelse til Folketinget i starten af året fortalte, at det er et mål for den nye regering, at flere sygdomme skal forebygges, så bør højere priser på disse produkter ligge først for.
Lad os slå ring om børn og unge og beskytte dem mod produkter, som undergraver deres helbred, og lad os på sigt lette belastningen i sundhedsvæsenet. At sætte prisen på nikotinprodukter op slår to fluer med et smæk: Vi beskytter vores børns sundhed, og vi hjælper sundhedsvæsenet til at kunne bruge kræfterne på de mange andre patienter, der har brug for behandling.