Skip navigation

Druk sender hvert år 30.000 unge på skadestuen

Tusindvis af unge mellem 15-24 år har været på skadestuen på grund af druk inden for det seneste år, viser ny undersøgelse. En 18-års aldersgrænse kan være med til at ændre det, mener Kræftens Bekæmpelse.

Shutterstock

Danske unge drikker for meget og starter for tidligt med at drikke alkohol, og det kan have alvorlige konsekvenser. Det mener Kræftens Bekæmpelse, og det underbygger nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Her angiver 4 pct. af unge mellem 15 og 24 år, at de har været på skadestuen på grund af alkohol inden for det seneste år. Det svarer ifølge Kræftens Bekæmpelses beregninger til ca. 30.000 årlige skadestuebesøg. Det er kun toppen af isbjerget, for 21 pct. af de 15-24-årige i undersøgelsen angiver, at de inden for det seneste år er kommet til skade på grund af alkohol.

Det er oplagt, at det bliver en del af de kommende politiske forebyggelsesdrøftelser. Det skylder vi vores børn og unge
Mette Lolk Hanak, Forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse

- Vi vidste i forvejen, at alt for mange unge får black outs og kommer til skade i forbindelse med indtagelse af alkohol, men jeg er chokeret over, hvor mange der årligt må på skadestuen på grund af alkohol, lyder reaktionen fra forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse, Mette Lolk Hanak.

Behov for politisk handling
Foruden de negative konsekvenser nu og her, øger alkohol risikoen for en lang række sygdomme på længere sigt, herunder mindst syv kræftformer. Netop sammenhængen med kræft giver Kræftens Bekæmpelse en særlig grund til at arbejde for en sundere alkoholkultur.

Mette Lolk Hanak peger på, at der først og fremmest er brug for en 18-års aldersgrænse for køb af alkohol, da det er et effektivt tiltag til at nedsætte alkoholforbruget.

- Det er oplagt, at det bliver en del af de kommende politiske forebyggelsesdrøftelser. Det skylder vi vores børn og unge, som i bedste fald får ødelagt en sjov aften, fordi de kommer til skade og i værste fald mister førlighed eller livet i fuldskab, siger hun.

Cheflæge:  Ikke overraskende
Tallene bekymrer også cheflæge Marianne Sjølin Frederiksen, der arbejder på børne- og ungeafdelingen på Herlev Hospital. Men ifølge hende er de ikke overraskende.  

- Det er desværre den virkelighed, vi møder på afdelingen. Når man er beruset, påvirker det koordination og balance, man bliver mere risikovillig og mister evnen til at træffe rationelle beslutninger. Derfor kan det have voldsomme konsekvenser, når unge drikker sig fulde, og det ser vi flere gange om ugen – både i akutmodtagelsen og på børne- og ungeafdelingen, siger Marianne Sjølin Frederiksen.

I de mest tragiske tilfælde ender det med dødsfald. Hver måned dør et ungt menneske på grund af alkohol. Det viser en tidligere undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der gennemgik dødsattester fra 15-25-årige fra en 10-årig periode.