Skip navigation

Kræftens Bekæmpelse gør opmærksom på vildledende markedsføring

En udenlandsk webshop markedsfører sig på at donere penge til Kræftens Bekæmpelse ved salg af særlige bh’er, der angiveligt skulle mindske risikoen for brystkræft. Kræftens Bekæmpelse har intet samarbejde med shoppen, og man kan ikke forebygge brystkræft ved at bruge specielle bh'er.

Kræftens Bekæmpelse er blevet opmærksom på, at webshoppen Brystets angiver, at man ved at købe shoppens særlige ’innovative’ bh'er uden bøjler støtter kampen mod kræft i form af et bidrag til Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse har ingen relation til eller samarbejde med Brystets og modtager ingen donationer fra firmaet.

Webshoppens produkter, tekster og grafiske udtryk ligner til forveksling det, der i maj blev præsenteret i webshoppen Frejanita og i marts i webshoppen Junelise.

Kræftens Bekæmpelse indgav en klage over Junelise til Forbrugerombudsmanden. Klagen skyldtes webshoppens vildledende markedsføring og de ukorrekte oplysninger, der stod på shoppens hjemmeside.

Kræftens Bekæmpelse bad desuden webshoppen fjerne de vildledende og ukorrekte oplysninger.

Efterfølgende har Kræftens Bekæmpelse kontaktet med Forbrugerombudsmanden og politiet.

Bh'er giver ikke brystkræft 

Brystets skriver et sted på sin hjemmeside, at 'forskning viser, at regelmæssig brug af bh'er med bøjle kan øge risikoen for brystkræft.' Et andet sted skriver Brystets, at der er nogle undersøgelser, der antyder, at 'underwire kan øge risikoen for brystkræft, selvom der ikke er tilstrækkeligt bevis for at bevise det.'

Det sker ind imellem, at Kræftens Bekæmpelse får spørgsmål om bh’er og kræftrisiko. Det er typisk spørgsmål om, hvorvidt stramme bh’er giver brystkræft, og om bøjle-bh’er gør det.

Bh’er giver ikke brystkræft. Der er ikke videnskabelig dokumentation for, at bh'er øger risiko for brystkræft.

Vi ved fra billedkunsten, at brystkræft har eksisteret, længe før bh'en blev opfundet, fordi der findes billeder af kvinder med forskellige former for kræftsvulster langt tilbage i tiden.

Årsagerne til, at mennesker udvikler kræft, findes i vores livsstil, i miljøet og i arvelige forhold. Oftest er der tale om et samspil mellem flere faktorer. Hormoner (østrogen) spiller en afgørende rolle for udviklingen af brystkræft. Arvelighed er også en faktor.

Derudover har forbruget af alkohol, kost- og motionsvaner, visse sjældne sygdomme, samt hvornår man eventuelt føder, og hvornår man går i overgangsalder også betydning for risikoen for brystkræft.