Gerda Wennermo har oplevet meget i sit 84-årige liv. Hun har desværre begravet begge sine børn og lever med en kræftdiagnose og senfølger fra strålebehandling. Men det stopper ikke livsglade Gerda, som på trods af at sidde i kørestol, stadig er frivillig to gange om ugen i Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Helsingør. Og så har hun valgt at betænke Kræftens Bekæmpelse i sit testamente.
At hjælpe andre falder helt naturligt for Gerda. Hun var i mange år leder af et krisecenter for udsatte kvinder og børn, hun tog sig af sin multihandicappede søn hele hans liv, og så var hun den allerførste frivillige i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Snekkersten. Butikken flyttede siden til Helsingør, hvor Gerda stadig på 18. år har sine faste vagter to dage om ugen. Det har ikke ændret sig, på trods af at Gerda er endt i en kørestol undervejs på grund af en fejlslagen hofteoperation.
- Jeg har hele mit liv skullet lave noget meningsfyldt. Jeg skal føle, at jeg yder noget og giver noget til andre. Jeg elsker mit job i Kræftens Bekæmpelse Genbrug. Jeg kan slet ikke undvære mit arbejde i butikken og alle de skønne kolleger, jeg har. Jeg har altid kun haft skønne arbejdstimer og fantastiske kolleger gennem alle årene. Det giver mig så meget, fortæller Gerda.
Gerda var faktisk den første frivillige, der meldte sig til, da Kræftens Bekæmpelse åbnede en butik i Snekkersten i 2005. Hun havde ikke selv haft kræft inde på livet på det tidspunkt, men slog straks til ved muligheden for at hjælpe til med en vigtig sag. Hun var netop gået på efterløn og havde derfor tid til butikken.
- Jeg så en annonce i dagbladet og ringede fluks på nummeret. Dengang boede jeg i hus på Strandvejen, og butikken lå jo nærmest i min baghave. Det var et eventyr at være med til at starte butikken op. Vi arbejdede flere dage helt til midnat og stod med alt fra at indrette butikken, til at sortere varer og samle stativer til tøjet, fortæller Gerda.
Da butikken flyttede til større lokaler i Helsingør, flyttede Gerda med. Hun har også skiftet huset i Snekkersten ud med en lejlighed i Helsingør.
Jeg har hele mit liv skullet lave noget meningsfyldt. Jeg skal føle, at jeg yder noget og giver noget til andre.
Også på hjemmefronten har Gerdas lod i livet været at hjælpe andre. I 1967 blev Gerda mor til en lille dreng. Claes blev født under en stor influenzaepidemi, og lægerne advarede om at passe ekstra godt på den lille ny, som var mere modtagelig for smitte.
- Min søn fik desværre en slem omgang meningitis, da han var helt lille, som efterlod ham multihandicappet og lam i hele kroppen. Han var indlagt i tre måneder. Lægerne på Rigshospitalet sagde til mig, at han aldrig ville opleve sin 2-års fødselsdag, og de ville beholde ham der. Det ville jeg ikke være med til – han havde da netop brug for at komme hjem og blive plejet af sin mor. Han blev 23 år. Han var den smukkeste dreng med store brune øjne, brune krøller og et grin, der kunne lægge alle ned, siger Gerda med et smil.
Årene med et sygt barn var krævende, men Gerda ville ikke lade andre passe ham. Det var hårdt, men helt utroligt givende, og hun fortryder ikke en eneste dag, de fik sammen. Året før Claes døde tog de afsted på en 3-ugers telttur til USA sammen med Gerdas kæreste, som desværre ikke lever længere.
- Alle vi mødte var så helt utroligt gæstfrie. Flere steder vi kom frem, insisterede folk på, at vi skulle sove i deres hus, mens de sov i vores telt. Nogle gange kunne vi ikke afslå, selv om vi altså foretrak vores telt, griner Gerda.
Især én episode gjorde et stort indtryk på Gerda.
- Vi var landet i en lille bitte by, og jeg stod midt på hovedgaden med to store sække vasketøj og ledte efter et vaskeri. Claes brugte jo ble, og alt hans undertøj skulle vaskes. En dame dukkede op og tilbød at tage alt mit vasketøj med hjem og ordne det. Hun bad mig om at komme tilbage til samme sted om et par timer, så ville hun klare det. Jeg var bange for, at vi aldrig ville se vores tøj igen, men sørme om hun ikke kom tilbage med alt nystrøget og lagt pænt sammen, smiler Gerda.
Gerda fik også en datter, Janne, som desværre gik bort som 51-årig. Hun havde dårligt hjerte. Der går ikke en dag uden at Gerda tænker på og savner dem begge.
- Jeg kan savne dem, jeg kan tænke på dem, og jeg kan tage på kirkegården. Men alt, hvad jeg ikke kan gøre noget ved, har jeg en evne til at deponere, fortæller hun.
Det vigtigste er at følge sin mave og gøre det, der føles rigtigt.
Gerda sidder ikke derhjemme og græder over det, hun ikke kan ændre. I stedet fokuserer hun sine kræfter mod at gøre en forskel. Derfor har Gerda også valgt at betænke både Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen i sit testamente.
- Det er vigtigt for mig, at pengene ender det rigtige sted. Jeg har arvet fra min far, som overtog og udvidede min farfars virksomhed. Jeg vil gerne donere til de sager, der betyder noget for mig. Det kom bag på mig, at jeg selv fik kræft. Alle kan komme i den situation. Derfor skal pengene gå til at støtte der, hvor de kommer mange til gode, siger Gerda.
Og især børn er Gerdas mærkesag. At være mor til syge børn har sat sine spor.
- Jeg kan slet ikke have det, når børn bliver syge. Vi voksne kan tage de knubs, der kommer vores vej, men børn skal ikke være alvorligt syge. Det har de slet ikke fortjent. Derfor har jeg også flere gange valgt at donere til Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet, som giver en tryg base til familier med alvorligt syge børn, fortæller Gerda og fortsætter:
- Det vigtigste er at følge sin mave og gøre det, der føles rigtigt. Man kan virkelig gøre meget godt selv med en lille pose penge. Det er vigtigt at støtte forskningen, så vi kan komme videre.
Så kan du få arveguiden, og blive klogere på arvereglerne, hvordan du opretter et testamente, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles MED og UDEN testamente.
Få arveguiden nu