Her bliver døden aldrig hverdag

- Jeg er helt rundt på gulvet. Jeg vågnede og kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg var?

Inge kigger sig forvirret omkring, mens den sidste del af sætningen flagrer som et spørgsmålstegn rundt i rummet. Normalt står hendes seng helt op ad hendes mands, men nu ligger hun alene på en fremmed stue.

- Jeg kan slet ikke finde ud af det, siger den ældre dame ulykkeligt.

- Sådan ville jeg også have det, hvis jeg var dig, svarer sygeplejerske Anne-Mette Hansen og tager hende beroligende i hånden.

Anne-Mette forklarer, at de er på Palliativ Afdeling på Frederikssund Hospital, hvor Inge kom ind i går aftes på grund af smerter. Og mens sygeplejersken trækker gardinerne fra, så morgensolen kan strømme ind, småsnakker de videre om dato, klokkeslæt, Inges kræftsygdom og dagens undersøgelser.

Da Anne-Mette et par minutter senere går ud for at hente en kop te til Inge, sidder hun afslappet op i sengen og ser  morgenfjernsyn.

- Tak, fordi I er så søde ved mig, siger hun, inden døren går i bag Anne-Mette.

En god sidste tid

Klokken er 07.14, og Anne-Mette har netop afløst nattevagten. Hun har arbejdet her på afdelingen, siden den første gang slog dørene op i 2006. Selvom hun dengang fik at vide, at hun nok ikke skulle regne med at blive hængende i mere end fem år, fordi det simpelthen var for hårdt i længden – så er hun her endnu. Og der er intet udbrændt over den 58-årige sygeplejerske.

- For mig er det en gave at få lov at komme så tæt på mennesker i den allersidste fase af livet. At høre deres historier og tale med dem og deres pårørende. Det er meningsfuldt arbejde, fortæller hun på vej ned ad gangen.

Palliation er det sundhedsfaglige ord for lindring. Det stammer oprindeligt fra det latinske ’pallium’, der betyder tæppe eller kappe. Så i sin essens handler Anne-Mettes arbejde om brede et kærligt tæppe af pleje ud over uhelbredeligt syge mennesker, så de har det så godt som muligt, mens de er her.

I begyndelsen var afdelingen udelukkende for kræftpatienter, som enten havde mange smerter, eller som af en eller anden grund var ekstra udfordrede i livet. I dag er gruppen udvidet, så mennesker med for eksempel uhelbredelige hjerte- eller lungesygdomme også kan blive lindret.

- For nogle er det endestationen. De er meget syge, når de kommer ind første gang, og dør efter nogle dage. Men langt de fleste kommer hjem igen. For dem er det måneder eller år, det handler om, fortæller Anne-Mette.

Mens de er hjemme, får de jævnligt besøg af afdelingens udkørende team. Og får de det dårligt, kommer de ind på sygehuset igen for at ’blive rettet op’. Måske skal de have ny medicin, eller også er det mest af alt ro og pleje, de har brug for.

- Hos os behandler vi ikke folk, for at de skal blive raske. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at de har det så godt som muligt i den tid, de har tilbage, forklarer Anne-Mette.

Her er plads til otte patienter. Lige nu er seks af sengene fyldte, og Anne-Mette har ansvaret for to. 

Humoren er der stadig

Lars ligger helt stille under dynen med lukkede øjne, da Anne-Mette stikker hovedet ind til ham ved ottetiden. Den unge familiefar blev indlagt på palliativ afdeling første gang for nogle måneder siden. Dengang var han forholdsvis frisk, og efter et par uger kom han hjem igen. Men det er gået ned ad bakke, og kræften har spredt sig.

Da han blev indlagt igen for et par dage siden, kastede han op næsten uafbrudt. Anne-Mette og kollegaerne har fået styr på hans kvalme, men hovedpinen er ikke til at holde ud her til morgen. Hun tager hans blodtryk og noterer, at han skal have mere smertestillende.

- Der er ikke noget i vejen med blodtrykket. Du kan godt komme op og danse i dag, driller hun.

- Nej tak. Men jeg kan alt! Jeg har også lige pruttet, kommer det tørt fra sengen.

- Så løft dynen ovre i den anden side, griner hun og går ud for at hente kakaomælk til ham.

- Det kan godt være, han holder øjnene lukket. Men humoren er der stadig. Han er lige inde bagved, siger hun på vej ud i køkkenet.

Medicinrummet

Der er tryk på i det lille medicinrum, hvor tre sygeplejersker og et par studerende et par minutter senere er i gang med at finde bakker med morgenmedicin frem.

Lars’ morgencocktail består af en potent blanding af morfin, binyrebarkhormon og fentanyl, der hjælper mod smerter og kvalme. Samt diverse væsker og piller, der holder maven i gang, stabiliserer blodtrykket og forebygger kramper. Mange af patienterne her på afdelingen kæmper også med angst – men det er han heldigvis forskånet for.

- Personalet på for eksempel onkologisk afdeling kan selvfølgelig også give smertestillende medicin. Men de har ikke den samme palet, som vi har. Hvis noget ikke virker, har vi næsten altid et skud mere i bøssen, så patienterne ikke skal være forpinte. Det er noget af det, vi er specialister i her, forklarer Anne-Mette, mens hun hælder en mikstur op i et lille glas.

Det når vi nok ikke

Lidt op ad formiddagen kommer lægen ind på Inges stue. Den ældre dames mave skal scannes, men først sætter lægen sig ned for at snakke. Det viser sig, at Inges mand også er syg, så nogle gange er hverdagen hård derhjemme.

- Vi havde diamantbryllup for nogle år siden, og der var brev fra dronningen og alting. Næste gang er det krondiamantbryllup. Men det når vi nok ikke, konstaterer Inge uden større sindsbevægelse.

Hverken lægen eller Anne-Mette virker, som om de har travlt – de tager sig tid til at lytte og spørge. For alt det her er vigtig viden, når man skal beslutte, om man skal sætte gang i et større indgreb på en ældre, afkræftet kræftpatient.

Scanningen afslører, at der er væske i Inges mave. Men ikke helt så meget som frygtet.

- Jeg ved, at det generer dig. Men omvendt kan der også opstå problemer ved at tømme den. Du er jo ikke den største dame i verden, så det er ikke sikkert, dit system kan klare det, forklarer lægen.

- Åh, det er svært at vurdere, hvad der er bedst, siger Inge.

- Bare rolig, vi skal nok hjælpe dig.

Døden er ingen overraskelse

En telefon bimler, mens Anne-Mette sidder foran computeren og noterer i Inges journal. En af de andre sygeplejersker tager den. Hun lytter i lang tid, før hun byder ind:

- Hvis børnene selv har lyst, må de selvfølgelig gerne komme med og se ham, siger hun medfølende.

En patient døde i nat, og derfor står de pårørende nu midt i en livskrise. Sygeplejersken spørger forsigtigt ind – med lige dele empati og faglighed.

Omkring en tredjedel af patienterne slutter deres liv her på palliativ afdeling. Andre ønsker at dø derhjemme eller på hospice. Men lige meget hvad, så kommer døden sjældent som en overraskelse her.

- Vi er vant til at have med døden at gøre. Men den bliver aldrig hverdag. Det bliver aldrig rutine at hjælpe folk i den sidste tid. Det er så… individuelt, forsøger Anne-Mette at forklare.

- Når et ældre menneske dør efter lang tids sygdom, kan det godt være en fin ting, at de fik fred. Det er mere kompliceret, hvis det er yngre mennesker, der måske har børn og familie. Men lige meget hvad, så handler det for os om at udvise den der professionelle empati, så vi kan hjælpe patienter og pårørende så godt som muligt. Døden er aldrig ligegyldig, understreger hun.

Den svære samtale

Døren er lukket ind til Lars’ stue. Sammen med afdelingens læge har han en vigtig telefonsamtale med sin kræftlæge fra et andet sygehus.

- Han ved godt, at han er meget syg – men han holder det ud i strakt arm, fortæller Anne-Mette.

Heldigvis står der et team af psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og læger klar på afdelingen til at hjælpe både Lars og hans familie. For det er en hård tid med mange vigtige beslutninger, som de gennemgår lige nu.

- Vi må aldrig tage håbet fra en patient. Men vi har også en opgave i at gøre forløbet så skånsomt som muligt for alle parter. Og nogle gange kan det være nødvendigt at se situationen i øjnene, selv om det er svært, forklarer Anne-Mette.

Flere gange har hun hjulpet en patient med at skrive breve til sine børn. Andre gange har folk brug for hjælp til at få styr på bankkonti eller testamente. Eller måske skal de pårørende have vejledning i at søge om plejeorlov.

- Der er selvfølgelig nogen, der hverken kan eller vil tale om, at de skal dø. Vi skal aldrig presse dem, hvis de vitterligt ikke har lyst. Men vi kan godt give små hint indimellem uden at tromle dem over. De ved det jo godt, de vil bare helst ikke høre det, fortsætter hun. 

Tit opstår de små sprækker sent om aftenen, når der er ro. Hvis patienterne har brug for det, sætter Anne-Mette sig gerne ved sengekanten om natten. Det giver tryghed, og så åbner nogle af dem pludselig op for de svære samtaler.

- Vi tør altid være i det rum, de lukker op for. Om de er vrede, fortvivlede – eller måske pludselig er blevet troende. Det hele er tilladt, og intet er for stort eller småt til, at vi vil tale om det. Det åndelige og eksistentielle er en vigtig del af arbejdet, fortæller hun. 

Ny energi

Inge sover i lænestolen, da Anne-Mette kommer ind på stuen lidt før middag. Men hun vågner straks og lyser op i et smil.

- Du er virkelig en selskabspapegøje, griner Anne-Mette.

Det er Inge slet ikke uenig i. Og de hyggesnakker uafbrudt, mens Anne-Mette sætter et stativ med en pose med blod op ved siden af Inges stol.

Inge skal alligevel ikke have tømt maven for væske. Lægen er bange for, om den ældre dames krop kan holde til indgrebet. I stedet får hun en ny tid på afdelingen om 11 dage, så de kan holde øje med, om det bliver værre. Og så bliver Inge rigget til med en slange, så blodet kan løbe ind i årerne på hende.

- Så er vi klar til at give dig fornyet energi og farve i kinderne, siger Anne-Mette.

- Det trænger jeg også til! Kan jeg måske ligefrem komme hjem i dag? spørger Inge forhåbningsfuldt.

- Det tror jeg helt sikkert.

Ganske rigtigt liver Inge hurtigt op. Hun er ikke vild med kikærtegryden til frokost. Men heldigvis tilbyder en sygeplejestuderende at lave tomatsuppe til hende i stedet, og der er koldskål til dessert.

Da Anne-Mettes vagt slutter ved 14-tiden, sidder Inge rank op i stolen iført sit eget pæne tøj og venter på taxaen, der skal køre
hende hjem.

- Jeg er virkelig glad for palliativ afdeling. Personalet kommer, hver gang jeg kalder på dem. De er så søde her, understreger hun.

Inge og Lars’ navne er ændrede af redaktionen.