70-årige Bente Kølle har haft kræft to gange - senest i år, hvor hun blev behandlet for livmoderhalskræft. I dag er hun kræftfri og ekstremt taknemmelig over den behandling, hun har fået.
Bente står på badeværelset. Stirrer vantro ned i bomuldstrusserne.
- Nej, det her kan simpelthen ikke være rigtigt! Det giver ingen mening, tænker hun forvirret.
Hun er for længst færdig med overgangsalderen. Alligevel ser det ud, som om hun har fået menstruation igen. Jo, det er blodpletter, hun ser.
I ti år har hun været kræftfri. Nu mærker hun, hvordan angsten for den Sørens sygdom kommer krybende igen. Resolut hiver hun bukserne op, og få sekunder senere står hun i dagligstuen. Det er lørdag aften i hjemmet i Maribo. Ægtemanden Helge nyder en stille stund i lænestolen foran tv’et.
Det var ham, der uden at kny overtog alle Bentes opgaver i hjemmet, dengang hun blev for syg til at handle, lave mad, gøre rent og vaske tøj. Det var ham, der støttede og hjalp hende igennem deres livs største krise. Hun håber, at han griber hende igen nu.
- Jeg bløder, får Bente sagt.
- Hvorfra? spørger Helge lettere forbløffet.
- Ja DERFRA, siger Bente og peger ned mod skridtet.
Helge og Bente har været sammen i over 48 år. De forstår hinanden uden flere ord. Ikke noget med at slå det beroligende hen.
- Du må til lægen hurtigst muligt og blive tjekket, siger Helge. Bente får en hastetid mandag morgen.
Sidste gang hun mærkede samme frygt, var tilbage i 2013. Ved den rutinemæssige screening for brystkræft – et tilbud, som alle kvinder mellem 50 og 69 år får hvert andet år – fandt lægerne en lille kræftknude i venstre bryst. Den var heldigvis på et tidligt stadie. Hun fik både en brystbevarende operation og 15 kemobehandlinger. Og hun følte, at hun fik skænket livet på ny, da den venlige kræftlæge dengang gav hende den gode nyhed om, at hun var kræftfri.
Nu, mandag morgen efter weekendens trusse-situation på badeværelset, undersøger hendes egen læge underlivet for tegn på, at kræften er retur. Bente håber, at det er falsk alarm. Men hun tror ikke helt på det.
- Alt ser ved første øjekast fint ud, siger lægen. Grundet pletblødningen sender den praktiserende læge hende alligevel videre i et kræftpakkeforløb. Og så går det hele meget stærkt.
Fredag samme uge får hun en tid på det lokale sygehus på Lolland. Her bliver hun undersøgt igen, og lægen tager celleprøver fra livmoderen. Det er de maksimale ventetider og såkaldte forløbstider i kræftpakken, der bl.a. sikrer, at Bentes symptomer behandles som ’akut sygdom’. Hurtig diagnose og behandling har nemlig stor betydning for, hvilken slags behandling Bente kan få – og dermed sikre hende de bedste chancer for at overleve.
Ugen efter, midt i en sildemad til frokost, ringer Bentes mobil. En venlig læge beklager, at han må fortælle hende, at der er fundet kræftceller i et tidligt stadie i Bentes livmoder.
- Jeg bliver enormt ked af det, som jeg sidder der alene hjemme og får den besked. Man skal altså ikke have sin diagnose at vide over telefonen. Det er det eneste, som jeg har at udsætte på noget som helst under hele mit sygdomsforløb, understreger Bente.
Hun skal opereres på Roskilde Sygehus få uger senere. Så to dage inden nytår bliver hele hendes livmoder og begge æggestokke fjernet. Kirurgerne tager også vævsprøver fra lymfeknuder i nærheden af livmoderen.
Efter operationen får Bente at vide, at lægerne ikke regner med, at der er mere kræft tilbage. Men ugen efter er der alligevel dårligt nyt.
Lægerne har fundet bittesmå metastaser i vævsprøverne fra lymferne. Bente synes ikke, at hverken hun eller lægerne kunne have handlet hurtigere. Hun gik til lægen efter første blødning, fik en hurtig diagnose og behandling – og alligevel nåede kræften at sprede sig.
- Tid er bare så afgørende, når du har kræft, siger hun.
Opgørelser viser, at kun halvdelen af alle kræftpatienter får diagnosen, når kræften som hos Bente er i et tidligt stadie. Mange når desværre først frem til behandling, når deres kræft har udviklet eller spredt sig
- Hvis min fortælling kan få bare én anden til at gå tidligt til læge, når der er noget, der minder om kræftsymptomer, så har jeg ikke fortalt den forgæves. Så bliver jeg glad, siger Bente.
For at få kål på metastaserne foreslår kræftlægerne på sygehuset seks gange kemoterapi. Det siger Bente ja tak til. Hun er 70 år, mor til tre, mormor til tre børnebørn og slet ikke færdig med livet.
Hun ved, at kemobehandlingen bliver hård og drænende ligesom sidste gang. Men det kan hun klare igen – sammen med de gode kemosygeplejersker på Roskilde Sygehus, hendes optimistiske kræftlæge, de opbakkende ’kræftvenner’ fra støttegruppen og ikke mindst: Sammen med sin Helge.
- Den store kærlighed fra de mange fantastiske mennesker i mit liv har båret mig igennem. Kræftens Bekæmpelse siger, at ingen skal stå alene med kræft – og det har jeg sandelig ikke gjort, siger Bente.
I sommeren 2024, efter endt kemobehandling, bliver Bente igen erklæret kræftfri. Men det er svært at være rigtigt glad.
- Det er jo ikke en tragedie, at jeg mister min livmoder i en alder af 70 år. Der er andre, der dør af den sygdom, og som har langt værre skæbner end min. Alligevel føler jeg ikke helt, at jeg kan ånde lettet op, siger hun.
Kræftens Bekæmpelse har tilbud om gratis psykologhjælp i kræftrådgivningerne landet over – også på Frivilligcenteret i Maribo, hvor Bente har sin vante gang. Men Bente vælger en anden vej.
- Jeg bruger min præst rigtig meget, når jeg har bekymringer. Sådan har jeg altid har gjort, fortæller hun.
Bente døjer også med fysiske gener efter behandlingerne.
- Jeg går fra at have hår nok for to til ikke at have noget hår grundet kemoen. Det er sværere, end jeg troede. Trods min fine paryk generer det mig, siger Bente.
Igen får hun god hjælp og vejledning. Til de ugentlige genoptræninger, som hun får af kommunen straks efter behandlingen, er der en ganske særlig fysioterapeut.
- Jeg får nærmest julelys i øjnene, når jeg tænker på min træner. Hun er virkelig en gave. Mens jeg genoptræner min krop, får vi også vendt mine hår-frustrationer. Det er bare så godt, forklarer Bente.
I 2025 vil der være cirka 400.000 kræftoverlevere i Danmark, og mere end halvdelen vil opleve fysiske eller psykiske senfølger, for eksempel opslidende træthed, angst eller seksuelle problemer.
Undersøgelser viser, at mange patienter aldrig får den hjælp til deres senfølger, som de har brug for. Enten fordi de ikke har fået at vide, at hjælpen findes, eller fordi de uheldigvis bor et sted, hvor kommuner og regioner ikke har prioriteret at lave et tilbud.
Fra sit tidligere brystkræftforløb ved Bente, at de smerter og føleforstyrrelser i fingre og fødder, som hun i dag døjer med, er en udbredt senfølge efter kemoterapi.
Derfor har hun allerede vendt generne med sin praktiserende læge.
- Jeg vil ikke drage mine senfølger i langdrag, hvis de kan ordnes. Min læge har udskrevet nogle piller imod smerterne og føleforstyrrelserne. Vi håber, at de virker – ellers må jeg høre, om der er andet, vi kan forsøge, siger hun.
Under hele kræftforløbet har Bentes praktiserende læge været et afgørende anker for hende.
- Hun har ikke sluppet mig, og det er jeg så taknemmelig for. Det har været en kæmpestor tryghed og hjælp, når hun flere gange har ringet for at høre, hvordan jeg havde det, siger Bente.
Desværre er det ikke alle kræftpatienter, der er lige så heldige som Bente. I en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse svarer kun hver tredje af de adspurgte patienter, at de var i kontakt med deres praktiserende læge, mens de var i behandling mod kræft.
Samtidig oplevede 38 procent af patienterne, at sygehuset ikke havde talt med dem om, hvordan den praktiserende læge kunne hjælpe dem i forbindelse med deres sygdom.
På intet tidspunkt i løbet af Bentes to kræftforløb har hun følt, at der ’ikke var styr på det’. Tværtimod har hun kun stor ros tilovers for det sundhedsvæsen og de mennesker, hun har mødt på sin vej.
- Jeg har fået en fantastisk god behandling hele vejen rundt. Og jeg føler mig meget heldig, fordi jeg har overlevet kræft to gange, siger hun.
Selvom hun stadig har senfølger at kæmpe med, ser Bente i dag tilbage på begge sine kræftforløb med en stor taknemmelighed:
- Jeg kommer ikke til at savne behandlingen, men de mennesker, som jeg har mødt på min vej. De har givet mig så meget venlighed og varme, og de har været vidende og dygtige. Jeg vil så gerne sige tusind tak til dem alle.
Artiklen stammer fra vores medlemsmagasin Tæt på Kræft, der netop er landet i postkasserne. I anledning af den kommende Kræftplan V har vi sat fokus på 'det gode kræftforløb'. Du kan bladre i den digitale version her.
Læs hele magasinet her