Spring navigation over

Debat: Indfør differentieret moms på sunde fødevarer

Læs debatindlæg fra Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

En sundere befolkning med bedre livskvalitet betyder ganske enkelt noget for udbuddet af arbejdskraft, som Danmark også i fremtiden får mangel på. Foto: Unsplash

Debatindlæg af Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen, og Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, bragt i Avisen Danmark den 18. november 2024.

Der er i disse år et stort fokus på sundhed i Danmark. Vi bliver ældre og ældre, og presset stiger derfor på sundhedsvæsenet – både i hospitalsregi og i den nære sundhed ude i kommunerne. Vi er derfor på alle tænkelige fronter nødt til at overveje, hvor der kan sættes ind med tiltag, som kan fremme sundheden blandt danskerne og dermed lette noget af presset.

Et af de mange forslag, som blandt andre vi i Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse har bragt på bane, er indførelsen af differentieret moms på sunde fødevarer. Danmark har som et af de eneste lande i EU ikke indført differentieret moms, selv om det kan være med til at fremme sundheden blandt befolkningen.

Skatteministeren synes, det er et ”sympatisk” forslag. Vi synes, det er et nødvendigt forslag. Vi er nødt til at vende udviklingen i forhold til usunde kostmønstre, stigende overvægt og forekomsten af kroniske sygdomme.

Sænkes momsen og dermed prisen på eksempelvis frugt og grønt, stiger mængden af sunde fødevarer, som forbrugerne lægger i indkøbskurven. Det vil dermed være en direkte vej til at fremme sundheden og samtidig mindske risikoen for de store folkesygdomme.

Og der er virkelig god grund til at sætte sundhedsfremmende tiltag i værk. Kun 12 procent af den danske befolkning har et sundt kostmønster, vi bliver tungere og tungere, og flere lever med svær overvægt. Hvis udviklingen fortsætter, vil andelen af danskere med et BMI på 30 eller derover stige fra cirka hver femte til omtrent hver tredje i 2040.

Danskerne har samtidig det højeste slikforbrug i verden. Når indkøb af slik, chokolade, kage, is, snacks, desserter, snackbarer og sukkerholdige drikke bliver lagt sammen, køber danskerne i snit 35 kilo søde sager og 127 liter søde drikke om året, viser en analyse fra DTU fra marts 2022. For voksne danskere svarer det til, at indtaget af slik og chokolade er mere end tredoblet, og at indtaget af sodavand er fordoblet over de sidste 30 år, hedder det i samme analyse. Det er ikke en verdensrekord at være stolt af og derfor også en verdensrekord, vi bliver nødt til at tage hånd om.

Hvis vi for alvor skal hjælpe danskerne til en sundere livsstil, skal vi derfor også gøre usunde fødevarer som sodavand og slik dyrere
Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen, og Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Hvis vi for alvor skal hjælpe danskerne til en sundere livsstil, skal vi derfor også gøre usunde fødevarer som sodavand og slik dyrere. Vi så således gerne, at man kombinerede lavere moms på frugt og grønt med højere afgifter på de varer, danskerne bør købe mindre af.

De højere afgifter ville samtidig være et rigtig godt supplement eller alternativ til skattestigninger til at mindske det hul i statskassen, som en sænkelse af momsen på sunde fødevarer ville bevirke. Denne mulighed har Skatteministeriet dog indtil videre undladt at tage med i deres overvejelser. Vi ved imidlertid fra litteraturen, at afgifter på fx sukkersødede drikke og slik flytter forbruget i en sundere retning.

Ministeriet offentliggjorde til gengæld i oktober en analyse, som viste, at en nedsættelse af momsen på frugt og grønt ud over at koste statskassen 2 mia. kr. ville medføre et samlet samfundsøkonomisk tab på 125 mio. kr. Det skyldes, at selvom der er positive effekter og besparelser i sundhedsvæsenet, vil det blandt andet også betyde flere administrative omkostninger for både erhvervslivet og Skatteforvaltningen, og disse omkostninger står ikke helt mål med de gevinster, man har valgt at fokusere på i analysen.

I samme analyse har man heller ikke set på den gevinst, der vil kunne ses i arbejdsudbuddet ved en sænkelse af momsen på sunde fødevarer. Ifølge en forbrugerøkonom vil den være 9-10 gange større end de direkte gevinster i sundhedssektoren. Produktivitetsgevinsterne omfatter sparede omkostninger for arbejdsgivere i forbindelse med sygemeldinger, sparede omkostninger for det offentlige til førtidspensioner, refusion af sygedagpenge samt gevinster for den enkelte, som undgår at gå ned fra en god løn til førtidspension. Så det er meget vigtigt, at også disse faktorer belyses og tælles med i det samlede regnskab.

Hvis man sænker momsen på frugt og grønt, vil danske børnefamilier få flere penge mellem hænderne
Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen, og Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

En sundere befolkning med bedre livskvalitet betyder ganske enkelt noget for udbuddet af arbejdskraft, som Danmark også i fremtiden får mangel på. I Danmark kommer vi i reparationsalderen adskillige år inden pensionsalderen.

Ud over de produktivitetsmæssige gevinster er det vigtigt at have fokus på ulighed i sundhed. Ministeriets analyse viser, at hvis man sænker momsen på frugt og grønt, vil danske børnefamilier få flere penge mellem hænderne. Vi ved, at hvis vi på samfundsniveau skaber rammer og prisstrukturer, der hjælper hele befolkningen, vil det kunne fremme lighed i sundhed.

Den videnskabelige litteratur fortæller, at det kan hjælpe på den sociale ulighed inden for overvægt og folkesygdomme, hvis man sætter et afgiftssystem op, som kan hjælpe til at træffe sundere valg. Det bakkes op af WHO, som har peget på, at netop det at beskatte fedt, salt og sukker og nedsætte skatten på frugt og grønt er et af de mest omkostningseffektive og ulighedsreducerende tiltag mod usund adfærd.

Og danskerne reagerer tydeligvis positivt på en regulering af momsen på sunde fødevarer. Da 365discount i en uge i slutningen af januar i år ”fjernede” momsen på frugt og grønt, steg salget af frugt med 43 procent og salget af grønt med 37 procent. Tilsvarende så Lidl en markant stigning i salget af frugt og grønt, i forbindelse med at discountkæden i februar og marts reducerede prisen på frisk frugt og grønt med 20 procent. En meget klar indikation på, at danskerne gerne lægger sunde fødevarer i indkøbskurven, hvis momsen sættes markant ned eller fjernes helt.

I en undersøgelse fra november 2023, som Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Nationalt Center for Overvægt står bag, bakker otte ud af ti danskere også op om ideen om at sænke prisen på sunde fødevarer for at fremme et sundere liv.

Opbakningen i befolkningen er således på plads, og de gode argumenter for at sænke momsen på sunde fødevarer står i kø, så det er vores håb, at skatteministeren vil lytte til disse argumenter og foranledige en regulering af momsen i nær fremtid og samtidig overveje at lægge afgifter på nogle af de usunde fødevarer.

Det vil ikke kun være en gevinst for den enkelte, men samtidig give et vigtigt løft til folkesundheden.

""

NYHEDSBREV

Tilmeld dig nyhedsbrevet til patienter og pårørende. Her finder du inspiration, støtte og sidste nyt på kræftområdet. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere og tilmeld dig nyhedsbrevet