Skip navigation

Jeg tvinger mig selv til at se alt det positive

14-årige Catharina har haft kræft det meste af sin barndom. Det er en barsk omgang – men alligevel skriver hun hver aften en liste med alt det gode, der sker i hendes liv. Og den er heldigvis lang.

Catharina med kasket på
Som femårig fik Catharina konstateret en tumor i hjernen. Siden har operationer og læger været en stor del af hendes unge liv. Privatfoto.

Et essay i skolen, klassisk klavermusik, en bog af Svend Brinkmann og en god lang gåtur. 

Det er ikke nødvendigvis opskriften på en fed dag for en typisk 14-årig. Men Catharina Tarne er heller ikke typisk på nogen måde. For hende er alle de ting så fantastiske, at de jævnligt ender på de positivlister, som hun hver aften udgiver på Instagram. 

Catharina har lært at sætte pris på de små ting i livet. Siden hun som femårig fik konstatereret en tumor i hjernen, har operationer, nåle, læger og medicin været en fast del af hendes barndom. Og teenageårene ramte hun i en døs af kemo og smerter. 

Alligevel insisterer Catharina på at holde fast i alt det skønne. 

– Positivlisterne hjælper mig til at få øje på alle de gode ting, der sker hver dag – også selvom jeg har ondt eller er ked af det. Jeg skal bare vælge at se dem, forklarer hun. 

Og ja – Catharina ved godt, at nogen sikkert tænker, at det er mærkeligt for en 14-årig pige at putte ’skrive essay i skolen’ på sådan en liste. Men for hende er lektier ikke bare en sur pligt. 

– Der var lang tid, hvor jeg slet ikke kunne lave skolearbejde. Så for mig er det lidt vildt, at jeg nu er kommet så langt, så jeg kan skrive et helt essay. Seriøst, det skal da fejres, griner hun. 

Instagram-opslag med Catharinas positivlister. Privatfoto.
Positivlister blev en vigtig del af Catharinas bearbejdelse. De er nemlig med til at huske på alle de gode ting, der sker hver dag. Privatfoto.

Narkosen er det værste

Catharina husker ikke ret meget fra dengang, da hun blev syg første gang. Hun har selvfølgelig fået det fortalt i detaljer senere hen. Men i hendes hoved står oplevelserne dengang mest som løsrevne scener og brudstykker: Hun ligger på gulvet i klassen og skriger, fordi hun har ondt i hovedet. Hun står foran hylden med bamser og skal vælge, hvem hun vil have med på hospitalet.  

– Jeg tror, at selvom sindet ikke husker, så husker hjertet og kroppen. Nogle gange får jeg flashbacks, for eksempel når jeg er i en medicinsk situation. Så føler jeg, at jeg har prøvet det før, fortæller hun. 

Jeg havde dødsangst og var bange for, at jeg aldrig ville vågne op igen
Catharina

Da lægerne første gang opdagede tumoren i hendes femårige hoved, var den på størrelse med en voksen mands hånd. Den skulle ud med det samme, og hun blev lagt i fuld narkose. 

– Da jeg vågnede, var min synsnerve beskadiget, og en god del af mit syn var ødelagt. Heldigvis kom en del af det tilbage. Men det er noget af det, jeg husker fra dengang, siger hun. 

Efter operationen fik familien at vide, at tumoren højst sandsynligt ikke ville røre på sig igen, før Catharina blev voksen. Men det gjorde den alligevel, og allerede som otteårig skulle hun endnu en gang igennem hele møllen. Og igen som 12-årig.

– Anden og tredje gang vidste jeg, hvad jeg skulle igennem. Hver gang tog det årevis at komme tilbage til en almindelig hverdag, så jeg for eksempel kunne løbe i skolegården uden at få ondt i hovedet. Og da jeg så skulle igennem det igen sidste gang, reagerede jeg rimelig hårdt, fortæller hun.

Men det værste var alligevel tanken om narkosen og alle de nåle, hun skulle stikkes med. Catharina er angst for nåle, og tanken om det totale kontroltab under narkosen var næsten ikke til at holde ud. Så de voksne måtte fysisk holde hende fast inden bedøvelsen, sidste gang hun skulle opereres.  

– Det var utroligt voldsomt. Jeg havde dødsangst og var bange for, at jeg aldrig ville vågne op igen. Det var den der følelse… Alt det, jeg troede, jeg kendte til, sivede som sand mellem hænderne på mig. Og jeg vidste, at de skulle skære i mig... det gjorde mig virkelig bange! 

En trist Catharina efter kemobehandling
Efter operationen forventede man ikke, at tumoren ville røre på sig igen før Catharine blev voksen. Dog skulle hun som otteårig og 12-årig igennem endnu en operation. Privatfoto.

Alt for mange bivirkninger

Ni måneder efter den sidste operation kunne lægerne konstatere, at tumoren mod forventning var vokset igen. Derfor blev det besluttet, at Catharina skulle starte i kemo. 

– Siden jeg var fem år gammel, har kemoen været som et spøgelse, der lå under min seng parat til at hoppe frem når som helst. Jeg havde alle mulige skræmmende forestillinger om, hvordan det ville være. Så på en måde var det en lettelse for mig at komme i gang – sådan ’okay, så kom dog med det, lad os få det prøvet for pokker’.

Kemokuren stod på i halvandet år. Catharina fik stort set alle bivirkninger i bogen – og endda nogle, som hendes læger aldrig havde set før. På et tidspunkt blev hun bedt om at skrive dem alle sammen ned. Men der var så mange, at hun mistede overblikket. 

Scanningsbillede af tumoren før kemo

– Jeg tror, vi endte på 30 forskellige bivirkninger. Nogle måneder tog jeg meget på, fordi jeg ikke kunne bevæge mig. Andre gange tabte jeg mig helt vildt. Når blodværdierne var lave, var jeg dødbleg. Jeg tabte håret og fik smerter i knogler og kæbe – og det fortsatte bare, husker hun. 

Længe talte Catharina ned til den dag, hun skulle have den sidste omgang kemo. Hun var sikker på, at det ville føles som at blive sat fri. Men da dagen endelig oprandt for to måneder siden, var det et stort antiklimaks. 

Catharina uden hår efter kemobehandling

– Jeg var jo ikke rask, som jeg havde gået og glædet mig til. Tumoren var der stadig, den var bare blevet stabiliseret. Mit syn var ikke bedre, håret var væk, og alle nerveskaderne, trætheden og angsten var der endnu. Jeg var forvirret og overvældet. Og det er jeg på sin vis stadig. Men jeg får det heldigvis lidt bedre hele tiden, fortæller hun. 

Én ting er heldigvis blevet markant bedre, efter Catharina stoppede på kemo. Hun er tilbage i skolen på fuld tid. Og det er virkelig noget, der fyrer op under humøret. 

Vigtige venner

Catharina har altid elsket det faglige. Så det gjorde ondt gå glip af store dele af syvende og ottende klasse, hvor skoleskemaet var skåret helt ind til benet. Kun de fag, som er nødvendige at komme i gymnasiet, var prioriteret. 

– Jeg er virkelig ærgerlig over, at jeg har misset alle de andre fag – for hvad nu, hvis jeg havde elsket geografi eller samfundsfag? Måske ville mit liv se helt anderledes ud, og jeg ville ende med at blive biotekniker, funderer hun.  

Men sygdommen er en del af Catharinas historie, og det har hun accepteret. 

– Det betyder måske bare, at mit liv tager en anden vej – og det er der jo heller ikke noget forkert i. Jeg har for eksempel skrevet meget, mens jeg var syg, og det elsker jeg virkelig. Så nu drømmer jeg om at blive journalist. Det ville være sindssygt spændende, siger hun. 

Catharinas lærere mener heldigvis ikke, at der er nogen problemer: Hun er 100 procent med i alle de fag, som hun har fulgt. Og resten kan hun indhente. 

– Det er nok bare mig, der er perfektionistisk helt ud til fingerspidserne og har mange krav til mig selv. Jeg vil gerne kunne det hele. Men det har jeg været nødt til at slappe lidt af med, smiler hun. 

Catharinas skoleopgaver
Igennem forløbet har Catharina skrevet meget, hvilket har udviklet sig til en drøm om at blive journalist. Privatfoto.

Catharina har netop overstået en måneds indlæggelse på et neurocenter, hvor hun har fået sat speed på genoptræningen. Men nu er hun endelig tilbage i skolen på fuld tid. Og det betyder heldigvis også, at hun får lov at tilbringe mere tid med klassen og veninderne. 

– Jeg er meget social, og 99 procent af tiden healer jeg bedst ved at være sammen med andre mennesker. Så det betyder meget for mig at være tilbage, fortæller hun. 

Kammeraterne er gode til at give Catharina plads til at være anderledes. For med de ting, hun har været igennem, er hun bare ikke nogen helt gennemsnitlig teenager. Der er op- og nedture, og især de psykiske gener kan være meget tunge og svære at forstå. 

Men mine venner ved godt, at de ikke skal sige, at de forstår mig. I stedet kan de sige, at det ikke lyder rart og tilbyde hjælp
Catharina

– Nogle dage tænker jeg, at de ikke aner, hvordan det føles inden i mig. Jeg har en masse ar, som gør mig anderledes. Men mine venner ved godt, at de ikke skal sige, at de forstår mig. I stedet kan de for eksempel sige, at det ikke lyder rart – og tilbyde deres hjælp. Det betyder meget for mig, at de accepterer den del af mig, forklarer hun.  

Der er dog ét sted, hvor hun gerne deler både op- og nedture uden filter. Og det hjælper hende meget. 

Positivlister 

Bivirkninger. Angst. Kemo-gener. Catharina deler det hele på Instagram. Og hver gang får hun en mindre lovestorm tilbage.  

– Jeg nyder at skrive og dele mine tanker med andre. Det letter det hele for mig, siger hun. 

Catharina nyder at skrive og dele hendes tanker på hendes personlige Instagram-profil. Og hun oplever altid, at få en masse kærlighed fra dem der følger hende. Privatfoto.

Det var faktisk en anden ung kvinde, der selv var i et kræftforløb, som inspirerede Catharina til at gå i gang. Det betød meget for hende at se, at hun ikke var den eneste, der gik igennem alle de her ting. 

– Det gav mig ro og styrke at se, hvordan hun klarede tingene. Og det gik op for mig, hvor meget vi egentlig kan hjælpe hinanden ved at være åbne og ærlige, forklarer hun.  

Positivlisterne var egentlig psykologens idé. Hun bad på et tidspunkt Catharina skrive tre ting ned hver aften, som havde været gode. Men lynhurtigt kunne Catharina mærke, at det slet ikke var nok. For der var jo altid meget mere end tre ting at glæde sig over, når bare hun mærkede efter.  

– Og da jeg begyndte at lægge dem på Instagram, tog det bare fart. I efteråret var jeg med i Knæk Cancer-showet, og det var helt vildt. Der var simpelthen så mange mennesker, der skrev til mig bagefter, at de var blevet meget inspireret af min historie. Og mange gik selv i gang med at lave positivlister. Da gik det op for mig, hvor meget jeg kan opnå ved at bruge min stemme – hvor meget positiv energi, jeg kan sprede. Det er jo fantastisk, siger hun.