Konference sætter fokus på børns overvægt
Nordiske kræftforeninger går sammen om at præsentere politiske forebyggelsestiltag.
Overvægt øger risikoen for mindst 15 forskellige former for kræft samt en lang række af andre fysiske og psykiske sygdomme. Derfor er kræftforeninger fra Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland gået sammen om at præsentere en række evidensbaserede politiske anbefalinger til de nordiske politikere. De bliver fremlagt på en konference onsdag d. 13. november 2024 på Christiansborg.
Der er i alle de nordiske lande brug for, at politikerne tager et større ansvar for at forebygge overvægt hos børn og unge.
Børn og unge med overvægt har markant højere sandsynlighed for at bære tilstanden med ind i voksenlivet. Derfor er der unægtelig behov for at forebygge overvægt blandt børn og unge.
I Norden stiger forekomsten af overvægt hos børn og unge, og der er stor social ulighed i risikoen for at udvikle overvægt. Årsagerne til overvægt er komplekse, og ifølge Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, er det for snævert at anskue tilstanden som et individuelt problem.
- Det nytter ikke udelukkende at lægge ansvaret over på barnet selv og dets familie. Forskningen viser tydeligt, at det er strukturelle ændringer, der for alvor kan skabe forandring i samfundet. Der er i alle de nordiske lande brug for, at politikerne tager et større ansvar for at forebygge overvægt hos børn og unge, siger Mette Lolk Hanak og fortsætter:
- På konferencen præsenterer vi en værktøjskasse med de politiske tiltag, der kan forbedre børn og unges sundhed og trivsel, og som på sigt også kan være med til at mindske uligheden i sundhed.
Politiske anbefalinger og befolkningens opbakning
På konferencen præsenterer de nordiske kræftforeninger fem evidensbaserede anbefalinger til politiske tiltag, der kan bidrage til at forebygge overvægt blandt børn og unge i Norden. Anbefalingerne er udviklet på baggrund af en omfattende litteraturgennemgang, hvor erfaringer fra hele verden er gennemgået systematisk.
Ud over anbefalingerne præsenteres tal fra en større nordisk befolkningsundersøgelse blandt 5.008 respondenter, der viser den nordiske befolknings holdninger til de forskellige anbefalinger.
På navnelisten over deltagere til konferencen er bl.a. administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, generalsekretær i Norges kræftforening Ingrid Stenstadvold Ross og sundhedsordfører Monika Rubin (M). Derudover deltager repræsentanter fra de andre nordiske kræftforeninger og nordiske politikere, og selve konferencen modereres af Nynne Bjerre Christensen.
Konferencen foregår på engelsk og vil også blive live streamet til de deltagere, der ikke er der fysisk. Tilmeldingsfristen for konferencen er 31. oktober 2024, og tilmeldingen skal foregå igennem følgende link:
Conference: Preventing childhood overweight and obesity in the Nordic countries