Hjælp til ryge- og nikotinstop
Ønsker du at blive røg- og nikotinfri? Her finder du råd og vejledning til ryge- og nikotinstop, samt viden om nikotinafhængighed.
Bliv røg- og nikotinfriTil cancer.dk
I ny kampagne er et usundt kæresteforhold billede på nikotinafhængighed.
Røgfri Fremtids seneste kampagne, miniserien “Nico & Tine”, stiller skarpt på afhængighed set med unges øjne. Formålet er at give unge en bedre forståelse af, hvad afhængighed er.
Mange unge ved ikke ret meget om nikotinafhængighed, viser undersøgelser fra Røgfri Fremtid.
- Unge undervurderer, hvor nemt det er at blive afhængig af nikotin, og hvor hurtigt afhængigheden får indflydelse på ens hverdag. Selvom de tænker, at de kan stoppe, når det passer dem, så er sandheden desværre en anden, forklarer Tilde Sand Christensen, projektleder i Røgfri Fremtid.
Med den nye miniserie vil Røgfri Fremtid vise nikotinafhængighed på en skæv og humoristisk måde. Tilde Sand Christensen håber, det vil hjælpe de unge til at reflektere over afhængighed og tænke sig om en ekstra gang, inden de eksperimenter med cigaretter og nikotinprodukter.
Historien om Nico og Tine er en metafor for nikotinafhængighed. Serien skildrer, hvor svært det kan være at give slip på noget, som umiddelbart føles rart, men som man godt ved, ikke er godt for én.
I serien følger vi Tine, der netop er flyttet til byen. I sin søgen efter nye venner møder hun den charmerende Nico. Selvom Tine til at begynde med ikke er interesseret i Nico, får han hende hurtigt på krogen. Gradvist bliver han en større del af Tines hverdag, og da konsekvenserne af deres forhold bliver for mange, viser det sig at være sværere for Tine at komme ud af forholdet, end hun havde forestillet sig. Præcis som med cigaretter og andre produkter med nikotin.
Røgfri Fremtid oplever, at nogle unge forsøger at holde deres rygestop for sig selv, fordi de oplever et fejlet rygestop som et nederlag. De er bange for at skuffe venner og familie, hvis de ikke kan holde rygestoppet. Tilsvarende eksisterer myter som ”jeg kan stoppe, når jeg vil” i bedste velgående blandt unge, selvom langt de færreste kan droppe en afhængighed fra den ene dag til den anden.
- Serien viser nogle af de følelser og udfordringer, der er forbundet med afhængighed, og kan hjælpe unge med at forstå alvoren. Intentionen er at give unge et sprog og nogle værktøjer til at snakke om afhængigheden, siger Tilde Sand Christensen.
Ønsker du at blive røg- og nikotinfri? Her finder du råd og vejledning til ryge- og nikotinstop, samt viden om nikotinafhængighed.
Bliv røg- og nikotinfri