Skip navigation

Senfølgekurset har været guld værd for mig

Efter sit kræftforløb oplevede Hanne, at hun stod meget alene med en lang række senfølger. Det ændrede et senfølgekursus i Kræftrådgivningen i Roskilde på.

Hanne på Kræftrådgivningen i Roskilde, hvor hun har deltaget i senfølgekurset.

Før jeg fik brystkræft, havde jeg et meget aktivt liv. Jeg havde en god stilling, og jeg var meget kreativ og social. I dag er jeg kræftfri, men jeg har mange senfølger efter forløbet.

Det var fantastisk at få at vide, at jeg var kræftfri - for jeg er vanvittigt glad for livet. Men det er et andet liv, jeg har i dag. Jeg har mange gener, som jeg i tiden efter kræftforløbet ikke vidste, hvad var: tarmproblemer, træthed, smerter i knogler og led og føleforstyrrelser. 

Svært at tale om

I begyndelsen var det svært at tale med andre om, fordi jeg jo var rask. Jeg var faktisk lidt flov over, at jeg ikke bare sprang rundt og gik i gang med at arbejde. Jeg havde en forventning til mig selv om, at det burde jeg kunne.

Når du har kræft og er i kræftbehandling, er der hele tiden nogen, der er opmærksomme på dig. Men derefter står du meget alene. Heldigvis kom jeg med på et senfølgekursus i Kræftrådgivningen i Roskilde. Det var guld værd for mig. Her var der pludselig nogen, der havde styr på livet efter kræftbehandlingen. Og samtidig mødte jeg andre, der havde det ligesom mig.

Efter kurset har jeg fået en større accept af mit liv.
Hanne Thøisen, senfølger efter brystkræft
""
Under kræftbehandlingen oplevede Hanne, at der var stor opmærksomhed fra læger og sygeplejersker, men efterfølgende følte hun sig meget alene med at håndtere senfølgerne. Foto: Privat

Ikke noget galt med mig

På kurset havde vi hver vores kræftsygdom, men vores senfølger var helt de samme. Det var en god følelse. Her fandt jeg ud af, at der ikke var noget galt med mig. Jeg har senfølger - men det er helt almindeligt.

Efter kurset har jeg fået en større accept af mit liv. Jeg er blevet meget bedre til at sætte ord på og anerkende, at jeg har senfølger. Og jeg er stadig vanvittigt glad for livet.

I videoen fortæller Hanne om de senfølger, hun lever med, og hvad senfølgekurset har betydet for hende. Video: Nanna Kathrine Riiber

Tæt på Kræft: Det gode kræftforløb

Artiklen stammer fra vores medlemsmagasin Tæt på Kræft, der netop er landet i postkasserne. I anledning af den kommende Kræftplan V har vi sat fokus på 'det gode kræftforløb'. Du kan bladre i den digitale version her.

Læs hele magasinet her