Skip navigation

Stafet For Livet: Boom i tilmeldinger til populært kræftevent

Antallet af tilmeldte til Stafet For Livet overrasker positivt. Du kan også være med.

Over halvdelen af stafetterne havde i 2023 fokus på senfølger. I år skal temaet bredes ud til endnu flere stafetter. Foto: Hans Bach

Der bliver masser af glade deltagere, når dette års sæson af Stafet For Livet, et event til fordel for kræftsagen, går i gang. Alt tyder nemlig på, at deltageropbakningen vil overstige forventningerne. Ifølge de nyeste tilmeldingstal er der lige nu 15 pct. flere tilmeldte på landsplan end på samme tid sidste år. 

- Det er virkelig positivt at se, der er så mange tilmeldte allerede så tidligt. Nu håber vi på, at vi kan holde kadencen hen over året, siger fortæller Mette Nielsen, der er projektleder for Stafet For Livet. 

I lyset af, at sæsonen i år starter senere, og at der er færre forårsstafetter, så tegner det rigtig godt, fortæller hun.

Mette Nielsen glæder sig til at besøge stafetter rundt i landet, og især to stafetter er hun ekstra spændt på at følge: Stafetterne i Ølgod og Næstved genopstår nemlig for første gang efter corona. 

- Det er så fedt at se det gåpåmod og initiativ, de lokale viser. I det hele taget glæder jeg mig til at opleve den opfindsomhed, der er på de enkelte stafetter, siger hun.

Nye initiativer og gode traditioner

Den store deltageropbakning er også noget, som stafetarrangørerne i Ribe har lagt mærke til. For selvom stafetten først afholdes sidst på sæsonen, er holdlisterne allerede lange. 

- Vi har helt sikkert bemærket en stor interesse i år. Der er både gengangere, men også flere nye hold, der har tilmeldt sig, siger Betty Madsen, formand for stafetten i Ribe.

Som noget nyt håber hun at kunne arrangeret en 24 minutters børnestafet for de små. Derudover har Stafet For Livet i Ribe også fået fondsmidler til at danne et hold for mindrebemidlede børn og unge og deres familier. 

- Stafet For Livet er for alle, og derfor vil vi også gerne give dem med knap så mange penge mulighed for at deltage, siger Betty Madsen og tilføjer: 

Vores erfaring siger, at nye initiativer både er med til at tiltrække nye deltagere, men også gør det sjovt at blive ved med at være frivillig. Samtidigt er det vigtigt at holde fast i de ting, der virker godt.   

Noget, man i Ribe holder fast i, er den store opmærksomhed på Fighterne, som er de kræftramte deltagere. I Ribe får de bl.a. gratis morgenmad og frokost, og sidste år var der et foredrag om senfølger i løbet af stafetten. Det var et stort hit, som bliver gentaget i år.

Betty Madsen, formand for Stafet for Livet i Ribe, er en af dem, der oplever stor interesse for at deltage.. Foto: Privat