Skip navigation

Strøm til livet

Hvert sekund sender en lille maskine elektriske impulser ind i Kates hjerne for at bekæmpe den tumor, der ligger i dvale derinde.

- Jeg vil gerne give håb med min historie. Hvis andre derude sidder med min diagnose – så håber jeg, at de læser det her og bliver en lille smule mere optimistiske, siger 33-årige Kate.

Kate vågner ved, at en kvinde klapper hende ganske blidt på højre kind.

- Ved du, hvor du er? spørger kvinden.

Kate aner det ikke. Hun kan intet huske fra de foregående døgn. Det eneste, hun ved med sikkerhed, er, at hun har vanvittigt ondt i hovedet.

Noget tid efter kommer hendes mor ind i rummet sammen med nogle mennesker, som Kate heller aldrig har set før. Det går efterhånden op for hende, at det er læger og sygeplejersker. Hun må ligge på hospitalet.

I begyndelsen tror hun, at hun har været ude for en ulykke.

- Er der andre involverede, der er kommet til skade? spørger hun omtumlet.

Kun ganske langsomt går det op for hende, hvad der er sket. Hun er blevet opereret. Lægerne har fjernet en kræfttumor på størrelse med et hønseæg fra hendes hjerne. Det er ikke en sygdom, hun nogensinde skal regne med at blive helbredt for.

Ledninger fra hovedet

33-årige Kate lider af glioblastom. Det er en meget aggressiv type hjernekræft, og hun kender alt til prognoserne: Kun omkring 13 procent er i live to år efter diagnosen.

Alligevel sidder hun her i parcelhuset på Bornholm 2,5 år senere. Hendes kæreste, Martin, er ude at gå tur med deres lille datter, Agda på tre år. På mange måder er hun en helt almindelig ung mor. Og så alligevel ikke. For Kates hoved er klistret ind i nogle store plastre, og der stikker fire ledninger ud, som går ned i en rygsæk med et lille elektrisk apparat i.

Kate er med i et forsøg, hvor hun tester en ny behandling, der måske snart er på vej til glioblastom-patienter i Danmark. I lande som USA, Tyskland og Sverige er den allerede standard, og lige nu sidder Behandlingsrådet – dem, der beslutter, om nye behandlinger skal indføres i Danmark – og tager stilling til, om det skal være et tilbud herhjemme. I gennemsnit giver apparatet fem måneder ekstra levetid til dem, der bruger det.

Under plastrene sidder 36 elektroder fastgjort til Kates hovedbund. De sender uafbrudt elektriske impulser ind i hjernen, hvilket forstyrrer kræftcellerne, så de har sværere ved at dele sig, og derfor udvikler sygdommen sig langsommere.

Prisen er, at Kate skal gå rundt med tasken og elektroderne døgnet rundt. Når hun går i haven. Leger med sin datter. Når hun træner. Og når hun sover.

- Selvfølgelig er det irriterende. Men jeg har sagt fra begyndelsen, at det skal fandeme være løgn med de statistikker – jeg skal nok leve 40 år med den her sygdom. Og hvis det er det her, der skal til, for at jeg kan blive her, så er det da et lille offer, understreger hun.

En voldsom nat

I august 2021 har Kate haft hovedpine i et par uger. Selv om hun tager alt for mange Panodiler, bliver det værre og værre. Til sidst føles det, som om hendes hoved er ved at eksplodere. Men hun er ikke typen, der piber – hun kan snildt klare 60 timer om ugen på revisorjobbet, og ved siden af er hun konkurrenceroer.

Agda er under et år, da Kate bliver syg.

Det er Martin, der efter et par uger presser hende til at få det tjekket.

- Det er nok bare spændingshovedpine. Kom igen i morgen, hvis det ikke går væk, siger lægen og giver hende noget akupunktur i nakken.

- Det passer nok meget godt, tænker Kate, for hun har en datter på ni måneder, der ikke vil sove. Søvnløse nætter kan vel give hvem som helst lidt spændinger.

Resten af dagen flyder ud i en tåge. Martin har senere fortalt, at hun midt om natten pludselig sætter sig op i sengen, kaster op og begynder at tale i vildelse. Han får hende hurtigt ind på hospitalet i Rønne, hvor lægerne forsøger at scanne hendes hoved. Men de når ikke ret langt, for mens hun ligger i maskinen, går hun ud som et lys. De har dog set nok på scanningsbillederne til, at de bestiller en helikopter med det samme.

På Rigshospitalet ryger hun direkte på operationsbordet. Bagefter får hun at vide, at hvis der var gået et par timer mere, havde hun ikke levet til at se solen stå op næste morgen.

Jeg var så skuffet

Det er et voldsomt slag at få diagnosen, men Kate beslutter med det samme, at hun har tænkt sig at sprænge alle statistikkerne.

I de følgende måneder får hun en hård cocktail af kemoterapi og stråler. I mange lande ville hun være blevet tilbudt strømbehandlingen allerede nu, men den er som sagt ikke godkendt i Danmark endnu. 

Efter fem måneder skal hun til den første kontrolscanning. Den viser desværre flere nye gevækster i det område, hvor hun er blevet opereret. Så Kate skal hurtigst muligt på operationsbordet igen.

- For pokker! Nu havde jeg jo fået al den behandling – og så til ingen verdens nytte. Jeg var så skuffet, fortæller hun.

Kate på vej ind i strålekanonen - den grønne maske beskytter de dele af hendes hoved, der ikke skal rammes af strålerne.

- Jeg er ikke typen, der sætter mig ned og tuder, for det hjælper ingenting. Og jeg har aldrig været bange for at dø. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at jeg måske ville komme væk fra min datter – at jeg ikke ville få lov at se hende vokse op, og at hun skulle miste sin mor, mens hun var så lille. Det var så synd. Den tanke kan stadig få mig til at græde nogle gange.

I forbindelse med den anden operation bliver Kate spurgt, om hun vil være med i et forsøg. Et hold danske læger er i gang med at undersøge, om de kan gøre den udenlandske strømbehandling endnu bedre. Og de tester det på patienter, der ligesom Kate har fået deres første tilbagefald. En del siger nej, fordi de ikke bryder sig om tanken om at gå rundt med ledninger og maskine dag og nat. Men Kate er slet ikke i tvivl.

- Jeg var ked af at barbere mit lange hår af. Men jeg vidste bare, at jeg ville prøve alle de muligheder, der var, for at leve længere, siger hun.

Ny behandling fra udlandet

På Skejby Universitetshospital i Aarhus sidder en læge ved navn Anders Korshøj bag sit skrivebord. Her forsker han i behandling af hjernekræft – når han ikke opererer patienter i den mere praktiske del af sit job som hjernekirurg.

Det er ham, der har taget initiativ til det forsøg, som Kate er med i. 

Læge Anders Korshøj leder det første forsøg med strømbehandling i Danmark. Her står han med et eksempel på den taske og de elektroder, som hans patienter bliver tilbudt.

Anders fik i første omgang øjnene op for strømbehandlingen, som i fagsprog kaldes tumor treating fields, da han som ph.d.-studerende i 2015 var på studieophold ved Stanford University i San Francisco.

Egentlig var han i gang med at udvikle software til stimulation af hjernen ved en helt anden sygdom. Men da det firma, han arbejdede sammen med, gik nedenom og hjem, fandt han på at anvende sine metoder på den nye strømbehandling og glioblastom, som han i forvejen interesserede sig meget for.

- På det tidspunkt var tumor treating fields nyt. Det var ret tæt beslægtet med den teknik, jeg havde arbejdet med, og jeg syntes, det var vildt spændende. Så jeg tænkte: Lad os prøve at se, om ikke vi kan kombinere det med min software, så vi kan planlægge strømmen bedre og optimere kræftbehandlingen, forklarer han.

Anders Korshøj fik et godt samarbejde med firmaet bag strømbehandlingen. Og siden har glioblastom fyldt meget i hans forskning, som flere gange er støttet af Kræftens Bekæmpelse. I dag leder han en større forskningsgruppe på området.

- Glioblastom er en meget aggressiv sygdom, som vi grundlæggende ikke har nogen ordentlig behandling mod i øjeblikket. Der har kun været små fremskridt i de senere år, hvor der ellers er sket meget inden for mange andre kræftformer. Så jeg synes virkelig, de her patienter fortjener en solid indsats, siger han.

Kontroversiel metode

Tumor treating fields er en meget anderledes behandlingsform, end hvad vi er vant til i Danmark.

- Det er lidt kontroversielt, og det er ikke alle i det faglige miljø, der mener, det er en god idé. For der er naturligvis store omkostninger for patienterne forbundet med at bære rundt på sådan et apparat hele tiden, forklarer Anders Korshøj.

- Forskningen viser dog, at apparatet har en effekt. Den er ikke helbredende – men næsten et halvt år er dog alligevel en betydelig levetidsforlængelse i den her sammenhæng. Og derfor har behandlingen også stille og roligt vundet indpas i nogle lande, fortsætter han.

I det nye forsøg, som Kate er med i, har han sammen med kollegaer fra hjernekirurgiske- og kræftafdelinger i hele Danmark testet, om det kan forbedre effekten af tumor treating fields, hvis man borer små huller i kraniet, hvor strømmen skal ledes igennem.

Effekten af hullerne har desværre ikke været lige så stor, som forskerne havde håbet, så de er stoppet med at tage patienter ind. Men Kate og de andre får lov at fortsætte med strømbehandlingen, og forsøget har skaffet værdifuld viden, som allerede i dag bliver anvendt rundt om i verden.

I mellemtiden er et nyt forsøg med tumor treating fields gået i gang hos Center for Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse. Her vil forskerne undersøge, om en kendt medicin, der bruges til behandling af psykotiske lidelser, kan forbedre strømbehandlingens virkning. Hvis deres tese holder vand, vil glioblastompatienter måske få bedre muligheder allerede om få år.

Sådan er det med al kræftforskning: Idéer udvikles, testes – og mange forkastes igen. Og over tid bevæger udviklingen sig i den rigtige retning.

For Kate er den forskning blevet en meget konkret del af hendes hverdag:

- For mig er det bare fantastisk, at de forsker i det. For så kommer der jo nye behandlinger. Det kan være, at der kommer noget helt nyt om to år, når jeg selvfølgelig stadig er her. Så vil jeg også være frisk på at afprøve det. Hvis det kan hjælpe mig – eller andre med samme sygdom i fremtiden – vil jeg gerne prøve.

En af Kates store drømme er en dag igen at kunne stille op i en ro-konkurrence.

Drømmen om Canada

Det allervigtigste i Kates liv lige nu er at være der for Agda. Hun henter hende tidligt fra børnehaven hver dag. Og i det hele taget prioriterer hun at være meget sammen med sin datter.

- Jeg har det sådan, at hvis nu det mod forventning skulle gå galt, og jeg dør om en måned – så vil jeg gerne have udnyttet min tid og brugt den sammen med hende, fortæller hun.

Kate har fået en pose penge fra sin forsikring. En del af dem er sat til side på en konto til Agdas ti års fødselsdag. Til den tid vil familien nemlig tage på lidt af en drømmerejse til Canada.

- Det er mine penge, så jeg er simpelthen nødt til at leve til den tid. Og ja, ukrudt forgår jo ikke så let, smiler hun.