Kræftdiagnosen ændrede ikke bare toårige Eddies og hans families liv, men også deres syn på tid, og hvordan den udnyttes allerbedst. Så længe sygdommen tillader det, prioriterer de at komme ud på oplevelser sammen. Det giver overskud i en hverdag, hvor sygdommen er allestedsnærværende.
Ved første øjekast ligner familien en helt almindelig børnefamilie. Det er de på mange måder også. De tæller i alt fire. Mor Camilla, far Jimmi og de to drenge Eddie på to år og Charlie på fem år. De bor i et hyggeligt lille hus i Solrød Strand, som ligger 30 km fra København. Til daglig skal to fuldtidsstillinger passes, og børnene skal i børnehave og vuggestue. Udefra helt almindelige. Og så alligevel ikke. For seks måneder siden slog deres liv nemlig en kolbøtte.
Eddie havde haft feber i nogen tid, men det kunne jo være så meget, og måske skyldtes det også skoldkopperne, som han og broren Charlie havde haft ugen inden. Selvom Camilla i første omgang slog det hen, besluttede hun alligevel at tage et smut forbi lægen, da Eddie blev blegere.
Dagen efter blev diagnosen stillet. Eddie havde leukæmi. ’Kræft i blodet’ sagde lægen, der havde tilset ham på sygehuset.
”Jeg husker tydeligt, da vi kørte ind på børnekræftafdelingen. På opslagstavlen hang der beskeder, hvor der stod ’Kære børnekræftfamilier’. Der tænkte jeg bare, at det er ikke os, vi er ikke en børnekræftfamilie”, fortæller Camilla.
Det første døgn lå lidt i tåge for Camilla. For det gik stærkt. Sådan rigtig stærkt.
Eddie var egentlig ikke hårdt ramt fra start. Men så kom kemobehandlingerne, som startede smerterne i benene og betød, at han i en periode ikke kunne gå uden støtte.
Det har gjort ondt, og det har været benhårdt for ham, men han smiler undervejs, når han kan
Eddie rager med sine små 80 centimeter ikke højt op i landskabet, men hans viljestyrke og livskraft er kæmpestor, forklarer Camilla:
”Alt i alt har han været rigtig sej og god igennem de seneste seks måneder, hvor vi har været i behandling. Det har gjort ondt, og det har været benhårdt for ham, men han smiler undervejs, når han kan, og det er kæmpesejt i mine øjne.”
Forude venter halvandet års behandling. Heldigvis kan Eddie i dag få behandlingen hjemmefra og skal kun forbi sygehuset, hvis feberen melder sin ankomst. Og det er dejligt og giver mulighed for igen at være sammen som familie, understreger Camilla. For med medicinen under armen drager de på nye eventyr, når Eddies sygdom tillader det.
”Det har altid være vigtigt for os at komme ud og få oplevelser sammen. Og det satte Eddies sygdom en stopper for i en periode, da han grundet smitterisiko ikke måtte være sammen med andre”, fortæller Camilla og fortsætter:
”Han måtte dog gerne være ude i den friske luft, og dér så vi vores snit til at holde fast i noget af alt det, vi kender som familie. Vi købte fluks et årskort til Bonbonland, som vi flittigt har brugt. Her kunne Eddie være i barnevognen og kigge på, mens Charlie kunne prøve ting. Og vi har været på små ferier på forskellige campingpladser. På den måde puster vi ud, og i de stunder handler det ikke om sygdommen, men om os,” fortæller hun.
Sygdommen kom som en kile ned i et dejligt liv med masser af optimisme og drømme om fremtiden. Og Eddies sygdom har i den grad gjort det endnu tydeligere, hvad der er vigtigt for familien. For i takt med sygdommen har bevidstheden om tiden fået en fast plads hos dem.
”Eddies sygdomsforløb har helt sikkert rykket ved noget og forandret os som familie. Selvom vi stadig står midt i det, prioriterer vi tiden helt anderledes nu. Vi er meget mere til stede i øjeblikket, og vi er spontane, når helbredet tillader det. For tiden er blevet en anden nu”, siger Camilla.
Selvom der et par gange om ugen er ’Panodildage’ for at lindre smerterne i benene, og selvom trætheden melder sig hurtigere end før, går det heldigvis i den rigtige retning for Eddie.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.