Uhelbredelig kræft eller et liv uden mén: Tidlig diagnose kan gøre forskellen

Birgit

Jeg mærkede en knude i 2014, og det var sådan set var helt normalt for mig. Jeg har et meget tæt og knudret brystvæv, men lige netop denne her knude virkede alligevel større, end hvad jeg tidligere havde mærket, så jeg kontaktede min læge og blev indkaldt til en mammografi.

Efter mammografiscreeningen fik jeg at vide, at der ikke var den mindste grund til bekymring. Jeg var glad og lettet over de gode nyheder, men faktisk også en smule overrasket. Jeg er selv læge og var egentlig ret sikker på, at jeg havde brystkræft, men stolede selvfølgelig alligevel på beskeden fra eksperterne. Det var dejligt at få at vide, at jeg var sund og rask.

Diagnosen blev stillet i 2017. I mellemtiden var jeg blevet indkaldt til den rutinemæssige mammografi ligesom alle andre kvinder over 50 år, og her havde jeg endnu engang fået at vide, at alt var, som det skulle være.

Jeg havde svært ved at få det til at give mening og blev mere og mere mistroisk i løbet af de følgende måneder, men jeg stolede alligevel på de højt specialiserede radiologer, der havde kigget scanningsbillederne igennem. De ved, hvad de laver, tænkte jeg.

Men jeg kunne ikke ryste den nagende følelse af mig, og et halvt år efter mammografien satte jeg foden ned og krævede en ny undersøgelse. ”Jeg skal have en tid på fredag, for jeg har brystkræft,” sagde jeg i telefonen. ”Det kan man ikke bare sådan lige få,” svarede stemmen i røret, men jeg insisterede. Jeg var efterhånden blevet fuldkommen overbevist om, at der var noget galt.

Det var en anden læge, der gennemførte undersøgelsen denne gang, og han var ikke et sekund i tvivl, da han så scanningsbillederne. Jeg havde en seks centimeter stor knude i brystet og en helt masse mistænkelige lymfeknuder i armhulen.

Elisabeth

Jeg mærkede en knude, imens jeg stod under bruseren i Bellahøj svømmehal en fredag eftermiddag i 2022. Jeg havde lige været inde at svømme og troede først, at det var en klump størknet sæbe. Men så snart jeg fik mærket grundigt efter, var jeg ikke et sekund i tvivl. 

Jeg har tit mærket på brystet, der har masser af knuder, men denne her var anderledes hård, så jeg greb telefonen og ringede til lægen, så snart jeg kom hjem. Og så gik det stærkt. Jeg fik tid hos min egen læge allerede om mandagen, og om torsdagen blev jeg scannet, og der blev taget vævsprøver. Så kunne jeg ikke gøre andet end at tage hjem og vente

Diagnosen blev stillet efter 14 ulideligt lange dage, hvor tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Allerede da lægen havde taget en vævsprøve i forbindelse med scanningen, sagde han, at det var kræft. Så spørgsmålet var nu, hvilken type, der var tale om. 

Jeg var plaget af uvisheden om, hvordan behandlingen ville komme til at påvirke mig. Min største frygt var, at jeg aldrig ville komme til at svømme igen, og tanken var svær for mig at acceptere. Det er noget af det allervigtigste for mig.

Birgit

Brystkræften blev opdaget alt for sent, og i dag er jeg uhelbredeligt syg med metastaser i underlivet. Jeg har det relativt godt og ikke særligt mange smerter, men er alligevel mærket af at have gennemgået en lang række opslidende behandlinger. Lige nu er jeg i behandling med kemoterapi, men hverken lægerne eller jeg har særligt store forhåbninger.

Jeg har desuden nefrostomi på grund af spredningen til underlivet. Det er et kateter i mit nyrebækken, hvor urinen kan løbe ud, fordi den ikke kan løbe ned til blæren. Med en nefrostomi opsamles urinen i en pose, der er klistret uden på låret og tømmes gennem en ventil.

Lægerne fandt sygdommen alt for sent. Det var vurderingen fra Retslægerådet i 2022, der var medvirkende til, at jeg endelig fik tilkendt erstatning efter en lang og sej kamp.

I rådets udtalelse står der blandt andet, at mammografiscreeningen i 2014 ikke levede op til ’almindelig anerkendt lægelig standard’, fordi scanningsbillederne viste en tiltagende fortætning af kirtelvævet i mit bryst.

Den burde have medført en indkaldelse til en ny undersøgelse, hvor man højst sandsynligt ville have opdaget brystkræftsygdommen, konstaterede rådet.

Ankenævnet vurderer, at min behandling er blevet mere omfattende, at mine gener er blevet værre, og at min overlevelseschance er forringet på grund af den forsinkede diagnosticering og behandling.

Elisabeth

Brystkræften blev opdaget tidligt, og efter en vellykket operation og tre ugers strålebehandling var jeg stort set så god som ny. Det betyder utroligt meget for mig at være sund og rask og stadig havde mulighed for at dyrke min passion for svømning, der har givet mig så mange fantastiske oplevelser og sendt mig til konkurrencer i hele verden. 

Lægerne fandt sygdommen hurtigt, og operationen gik rigtig godt. Ti dage efter operationen måtte jeg gå i vandet, inden jeg skulle starte i strålebehandling. Jeg var lidt nervøs, da jeg trådte ned i bassinet, men efter et par baner kunne jeg ånde lettet op. Det går jo faktisk meget godt, tænkte jeg. Jeg måtte slet ikke svømme under strålebehandlingen, fordi de var bange for infektion, men da jeg endelig fik lov, vendte jeg tilbage med fuld styrke. 

Otte måneder efter operationen stod jeg øverst på podiet til verdensmesterskaberne i Japan med tårer løbende ned ad kinderne. Det var første gang i mine mere end 20 år som konkurrencesvømmer, at en sejr gjorde mig så rørt. Jeg har heller ikke haft en lignende reaktion siden. 

Det var nok, fordi det var den første medalje efter mit kræftforløb. Jeg havde absolut ikke forventet at vinde, men endte alligevel med at slå en japaner med få sekunder. Det føltes som en utrolig sejr, at det lykkedes. En måned senere deltog jeg i de nordiske mesterskaber og satte to verdensrekorder i rygcrawl. 

Birgit

Min kræftbehandling har formentlig været væsentlig mere omfattende, end den ville have været, hvis sygdommen var blevet opdaget til tiden. Ankenævnet har vurderet, at jeg med overvejende sandsynlighed ville have undgået både kemoterapi og stråleterapi.

Nævnet skriver, at jeg stadig ville have fået fjernet hele mit venstre bryst, men man ville kunne have nøjes med at fjerne skildvagtlymfeknuden i venstre armhule og undgået en komplet fjernelse af lymfekunderne i armhulen.

Konklusionen er, at den mere omfattende behandling har været skyld i flere gener og forværret min chance for at overleve sygdommen.   

Siden jeg var barn, har jeg godt kunnet lide at bevæge mig og være i naturen. Jeg kommer jo også fra en generation, hvor børn legede ude hele dagen. Som ung medicinstuderende arbejdede jeg frivilligt i Bangladesh og Nicaragua, og jeg rejser stadigvæk for at opleve storslået natur, selvom min sygdom gør det sværere.

Desværre planlægger jeg ikke længere ture i fremtiden, fordi det er svært at få til at passe med alle de mange sygehusbesøg, hvor jeg skal have lavet undersøgelser og taget blodprøver. Så jeg har mistet en masse frihed og selvbestemmelse, fordi jeg er nødt til at indrette mig efter hospitalet. Jeg må f.eks. heller ikke længere gå i svømmehallen, fordi jeg har nefrostomikateter.

Jeg er stadig meget aktiv og ror blandt andet tre gange om ugen i Roskilde Roklub. Desværre er det ikke altid, at jeg kan ro ude i fjorden på grund af mine bivirkninger, men så ror jeg indenfor i romaskinerne i stedet.

Jeg gør det selvfølgelig, fordi jeg nyder det, men også fordi træning og en sund livsstil er med til at holde sygdommen for døren og sørge for, at kræften ikke spreder sig lige så hurtigt, som den ellers ville gøre.

Elisabeth

Min kræftbehandling var heldigvis nogenlunde skånsom, formentlig fordi jeg kom i behandling så tidligt. Jeg priser mig lykkelig for, at der ikke var behov for kemoterapi, og at jeg kunne beholde mit bryst efter operationen. 

Jeg fik tre uger strålebehandling på Rigshospitalet, og det var også en utroligt behagelig oplevelse. De var så søde, og jeg blev overhovedet ikke nervøs. Faktisk kom jeg helt til at savne dem, da de tre uger var gået, og behandlingen var overstået. 

Siden jeg var barn, har jeg godt kunnet lide at svømme. Jeg voksede op tæt på Østerbro svømmehal og blev opdaget af en kvinde, der havde deltaget i OL og gerne ville have mig med på svømmeholdet. Da jeg fyldte 18 år, sendte mine forældre mig til udlandet for at studere, og så var det slut med svømning.  

I en periode havde min mand og jeg en lejlighed i Portugal, hvor han byggede nogle huse. Her mødte jeg en af hans kollegaer, som fortalte mig om mastersvømning, hvor man skal være fyldt 25 år og konkurrer mod andre i samme aldersgruppe. ”Hvis du stiller op, så vinder du,” sagde han, efter han havde set mig svømme. Det tog mig et par år at samle mod, før jeg stillede op til Østdanske Mesterskaber. 

Siden har jeg sat 263 danske rekorder, 176 nordiske rekorder, 33 europæiske rekorder og 9 verdensrekorder. Og på væggen i mit soveværelse hænger 21 medaljer, jeg har vundet til Europa- eller verdensmesterskaber. 

Birgit

Jeg prøver at nyde livet sammen med mine børn og børnebørn og lade være med at tænke for meget over, at jeg nok ikke har ret mange år tilbage. Med kemoterapi og en sund livsstil kan jeg begrænse spredningen, men på nuværende tidspunkt er der ingen medicinsk mulighed for, at jeg kan blive helbredt. Det gør mig ked af det at tænke på, fordi jeg ellers er sund og rask og sagtens kunne have haft 10-15 gode år endnu.

Hvorfor fanden råbte jeg ikke op noget tidligere? Spørger jeg nogle gange mig selv, men det nytter ikke at gå og være bitter. I stedet har jeg meldt mig ind i Brystkræftforeningens bestyrelse, hvor jeg kan være med til at arbejde for at forbedre forholdene for kvinder med brystkræft og sikre, at ingen ender i samme situation som jeg.

Elisabeth

Jeg prøver at gribe enhver mulighed, som svømningen og helbredet giver mig. Jeg tænker meget sjældent over, at jeg har været syg, men når jeg tænker tilbage på det, er jeg glad for, at jeg havde en passion, der motiverede mig til at komme godt tilbage. Noget at kæmpe for. 

Jeg var til scanning for en måneds tid siden, hvor jeg fik at vide, at jeg stadig er kræftfri. Nu gælder det for mig om vinde så mange konkurrencer som overhovedet muligt, for til næste år rykker en svensker op i min aldersgruppe, og hun er bedre end mig og plejer at slå alle mine rekorder.