Som delebarn, med fast adresse på Bornholm, krævede det lange behandlingsforløb en del mere koordination, og at alle hjalp til, da den 5-årige Dicte fik konstateret leukæmi. Trods de store omvæltninger – også i familiedynamikkerne – har positiviteten heldigvis været noget af det, der har fyldt mest - takket være især Dicte.
Den ellers så glade og energifyldte Dicte blev i november 2019 pludselig mere og mere ked af det og mere pylret. Der var ingen oplagte ydre forklaringer, selvom Nanna, hendes mor, virkelig granskede alle mulige grunde. Da weekenden stod for døren, og Dicte og hendes søster Karla skulle over til deres far for den kommende uge, måtte Nanna forsøge at tøjle sin stigende bekymring. Mandag morgen blev Dicte rigtig nok ringet hjem fra børnehaven. Hun var træt og ville ikke spise. Nanna var på det tidspunkt så urolig, at hun ringede til lægen og fik en tid senere samme dag.
- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vidste bare, at noget var helt galt. Fra lægen blev vi straks sendt videre til akutmodtagelsen på Bornholms Hospital. Hendes blodprocent var på 3,2 mod normalen på 7. Og klokken 15.45 sad Dicte og jeg i en helikopter på vej til Rigshospitalet, mens hendes far havde taget et indenrigsfly til København en time tidligere. Det var virkelig surrealistisk, husker Nanna.
Den 2. december er og bliver en mørk dag. På Rigshospitalet blev den endelige diagnose stillet - leukæmi – og med den fulgte en nøje behandlingsplan. Familien fik udleveret skemaer over forløbet og behandlingerne for de næste 108 uger. Tidsrammen virkede ganske uoverskuelig, men det var alligevel en stor hjælp, når der skulle navigeres i al den nye medicin, de mange tider på hospitalet samt til at tilrettelægge en hverdag, hjemme på Bornholm, for Dictes to søstre, Karla og Vilma, der dengang var 7 år og knap 1,5 år.
Klokken 15.45 sad Dicte og jeg i en helikopter på vej til Rigshospitalet fra Bornholm
Vi havde konstant en følelse af, at svigtede vi én af pigerne
- Dicte har klaret det hele så flot og har været positivt indstillet i forhold til meget, der ellers kunne være svært. Hun har ikke været bange for, at de andre børn for eksempel lagde mærke til hendes CVK, men har stolt fortalt om, hvad det var, og hvad den kunne. Og da hendes hår begyndte at vokse tilbage, måtte jeg nærmest overbevise hende om, at hun skulle lade det gro. Hun har aldrig været til hårspænder og fine ting til håret og synes, det havde været rart ikke at skulle tænke på at redde sit hår, fortæller Nanna.
Udover, at Dicte og hendes søstre hurtigt fandt melodien igen, så fandt Dicte også sit gode gå-på-mod på ny og trænede stædigt for at lære at gå igen. Hun kæmpede bravt på fysioklinikken på Rigshospitalet og blev ved derhjemme. Da hun mistede evnen til at gå, havde hun lige lært at slå vejrmøller. Nu går Dicte igen, cykler snildt 7 kilometer og kan slå to vejrmøller i træk. Og så har hun lært sig selv at stå på rulleskøjter.
- Hun klør på og giver ikke op. Det har hjulpet os voksne gevaldigt, og måske også gjort, at vi nogle gange har turde presse hende lidt. Det, samt at vi ved, at vi har en pige, som godt kan sige fra, når hun ikke kan eller vil mere. Det er ikke for sjov, at hun er rødhåret. Der er noget power bag, smiler Nanna.
Gennem behandlingsforløbet har Dictes børnehave været fantastiske til at inkludere hende til trods for hendes fravær. De sendte hende tegninger og små opdateringer fra hverdagen i børnehaven, som Nanna kunne læse for hende. Den åbenhed og interesse har helt sikkert givet Dicte en følelse af at være ønsket og velkommen og har gjort det lettere for hende at vende tilbage til børnehaven og knap 8 måneder senere, i august 2020, klare den store overgang til livet som skoleelev.
Det sidste halvandet år har betydet, at de voksne i familien har måtte samarbejde og koordinere meget mere på kryds og tværs, end hvad der ellers havde været behov for som skilsmissefamilie. Men de er sluppet godt igennem det værste, og alle har kunne holde fokus: At gøre det, der var det bedste for børnene. Foran venter en stille bearbejdning af den skræk i livet, som Dictes sygdom har givet:
- En læge har sagt, at vi godt kan forberede os på, at vi skal igennem mange almindelige forkølelser og sygdomme, før vi ikke tror, at det er kræften, der er tilbage, eller at de andre piger er syge med kræft. Vi har et par gange talt med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse. Det var især i starten, da vi stadig var lidt i chok. Ellers har vi selv forsøgt at fokusere på muligheder frem for begrænsninger. Dicte måtte for eksempel ikke bade hele sidste sommer på grund af hendes CVK, men vi tog alligevel afsted til stranden. Så kunne hun gå i til fødderne og ellers hygge sig med sit sandlegetøj. Det kan godt være man ikke kan tingene 100 procent, eller som man kunne før, men så gør man det, man kan, fortæller Nanna, og Jacob fortsætter:
- Da Dicte blev syg, besluttede vi os hurtigt for at leve med det og ikke efter det. At sige fuck, det her er noget værre lort, men så ellers være åbne og tale med alle om det. Det var også et forsøg på at normalisere det lidt, tilføjer Jacob.
Med kampagnen 'Kræft er ikke for børn' arbejder vi i Kræftens Bekæmpelse for at sikre bedre og mere effektiv behandling for de børn og unge, der rammes af kræft, et godt liv efter sygdommen med færre senfølger og for at støtte og hjælpe de næsten 50.000 børn, som lever med en kræftsyg mor eller far.