Årets eksryger i Køge
I slutningen af 2024 modtog Karina et opkald fra et ukendt nummer. ”Du er blevet udnævnt som årets eksryger i Køge og bliver inviteret ind på Rådhuset for at modtage prisen,” sagde stemmen i den anden ende af røret og afslørede, at det var Karinas ældste datter, Anna, der havde skrevet til kommunen for at nominere sin mor.
”Min mor har røget siden hun var helt ung, men efter et forløb hos jer er hun stoppet og har ikke rørt cigaretterne siden. På trods af sygdom og dødsfald i familien har hun formået ikke at ryge en smøg, selvom det har været hendes måde at dulme svære følelser på. Jeg synes, hun er så sej, og jeg tror, det er de færreste, der er lige så stædige og viljestærke som hende,” skrev datteren blandt andet i en mail.
Karina blev meget rørt, da hun læste nomineringen, hvor datteren blandt andet satte ord på en ualmindelige barsk periode i Karinas liv. Tidligere samme år havde hun mistet sin far, og hendes kun fem år ældre søster var kommet på plejehjem efter en hjerneskade.
- Jeg blev stolt over at læse nomineringen og Annas anerkendelse af, at jeg kunne holde rygestoppet trods en masse modgang. Hun var selvfølgelig med, da jeg skulle modtage prisen. Jeg er født og opvokset i Køge, men har aldrig været inde på rådhuset, så det var en stor oplevelse at blive inviteret ind på borgmesterens kontor for at blive hædret og drikke kaffe, siger hun.