Spring navigation over

Fremtidens kræftpatienter har brug for sundhedsdata

Vi skal huske, at data handler om mennesker, mindede Kræftens Bekæmpelses formand om.

Gennem fem sessioner på Kræftpolitisk Forum blev der faciliteret diskussioner om data samt fremlagt projekter, der vil definere fremtidens sundhedsvæsen med data som omdrejningspunkt. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Der var ikke en ledig plads at opdrive, da der for nylig var inviteret til det årlige Kræftpolitiske Forum.

Alle stolesæder på rækkerne og bænkene langs de imponerende vægge i Fællessalen på Christiansborg var indtaget, da Kræftens Bekæmpelse sammen med DMCG – Danske Multidisciplinære Cancergrupper - og DCCC - Danish Comprehensive Cancer Center – afholdt den årlige konference. 

Endda var det for flere interesserede ikke muligt at deltage, da gæstelisten for længst var fyldt op.

- Jeg tror ikke, at det er sket før, lød det fra konferencens moderator kliniske professor, Michael Borre.

- Men det understreger bare, hvor vigtigt emnet er. Data skal have en helt central rolle for, at vi kan skabe en mere effektiv og sammenhængende patientbehandling.

Det kunne alle fremmødte forskere, fagfolk og formænd i fællessalen samstemmende nikke ja til. 

- Jeg ved, at alt for mange kræftpatienter oplever et usammenhængende forløb fra hospital til praktiserende læge og i kommunen. Men det kan vi lave om på, når sundhedsprofessionelle har adgang til relevante data – det skaber sammenhæng, tryghed og nærhed, sagde formand for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen.

Landvindinger på kræftområdet

Klog brug af sundhedsdata er helt afgørende for, hvordan man fremover kan forebygge, diagnosticere og behandle sygdom - til gavn for patienterne.

Potentialet på kræftområdet er stort. 

- Hvis forskere får adgang til sundhedsdata gennem hele kræftforløbet, kan kræft opspores tidligere, behandlingsresultaterne forbedres, bivirkninger mindskes og bruge samfundets ressourcer klogere, sagde Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Lige nu er der tegn på et gennembrud med regeringens politik, bemærkede han.

- Med sundhedsreformen, den kommende Kræftplan V og et nyt lovforslag om behandling af sundhedsdata tager regeringen vigtige skridt mod et sundhedsvæsen, der bygger på et langt stærkere digitalt og dataunderstøttet fundament.

I dag er det alt for dyrt at få adgang til data. Det er en barriere, som politikerne bliver nødt til at fjerne
Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse

Mindre ulighed

Kræftens Bekæmpelse ser positivt på lovforslaget, som foreningen på lange stræk er enige i vil skabe friere, mere og bedre forskning til gavn for patienterne og alle andre borgere i landet.

Men der er en væsentlig mangel, som skal diskuteres: den økonomiske model for adgang til sundhedsdata. 

Lovforslaget bør sikre, at ulighed i dataadgang bliver mindre, så det ikke kun er industrien med dybe lommer, der har privilegeret adgang.

Der var godt gang i debatten gennem hele konferencen. Her med Thomas Fredslund, Kurt Espersen, Camilla Qvortrup og Jesper Fisker.

Nyhedsbrev for patienter og pårørende: Få inspiration, støtte og sidste nye viden.

- I dag er det alt for dyrt at få adgang til data. Det er en barriere, som politikerne bliver nødt til at fjerne, så knap så pengestærke forskningsområder kan få adgang uden store økonomiske byrder, forklarede Fisker.

Det problem bliver ikke adresseret i det første udkast til lovforslaget - men Kræftens Bekæmpelse mener, at det er helt nødvendigt at få med.

Det er afgørende, at patienterne har tillid til, at deres data bliver brugt klogt og ansvarligt
Helen Bernt Andersen, formand Kræftens Bekæmpelse

Husk patienterne!

Gennem fem sessioner på Kræftpolitisk Forum blev der faciliteret diskussioner om data samt fremlagt projekter, der vil definere fremtidens sundhedsvæsen med data som omdrejningspunkt.

Men vi skal huske, at data er ikke bare teknik, understregede Helen Bernt Andersen flere gange:

- Det handler om mennesker. Derfor er det afgørende, at patienterne har tillid til, at deres data bliver brugt klogt og ansvarligt. Ikke kun til at sikre den bedst mulige behandling her og nu, men også til at forbedre behandlingen for kommende patienter, sagde hun.

Kræftpolitisk Forum 2025

8. maj 2025 inviterer Kræftens Bekæmpelse, DMCG.dk og DCCC til debat om, hvordan man bedre kan bruge sundhedsdata i fremtidens patientbehandling.

Læs om Kræftpolitisk Forum