Spring navigation over

Kræftens Bekæmpelse har fået ny hjemmeside til frivillige

Hjemmesiden er et nyt, vigtigt værktøj i arbejdet for kræftsagen.

Det skal være nemt at være frivillig i Kræftens Bekæmpelse, og forhåbentlig er det nu blevet endnu nemmere. Vi har nemlig fået en ny hjemmeside til vores frivillige arbejde.

Siden er mere brugervenlig, overskuelig og mobilvenlig, så det er nemt at følge med i sidste nyt om det frivillige arbejde i Kræftens Bekæmpelse og kommunikere med andre frivillige.

Det er også blevet nemmere at finde og bruge de redskaber, som Kræftens Bekæmpelse stiller til rådighed for vores frivillige. Alle vejledninger, skabeloner, idékataloger, budskabspapirer og meget mere er nu er samlet ét sted på siden – og alt er tilgængeligt uden at man skal logge ind.

Synlighed på tværs

Samtidig har frivillige også mulighed for at se redskaber fra andre frivillig-aktiviteter end lige deres egen – og måske blive inspireret af dem eller få lyst til at bidrage inden for andre aktiviteter end deres nuværende.  

- Det er helt i tråd med vores ambition om at skabe større sammenhængskraft på tværs af vores forening, hvor frivillige fra forskellige aktiviteter kender til hinandens arbejde og ved, hvornår det giver mening at række ud og samarbejde med hinanden. Den nye synlighed på tværs af aktiviteterne understøtter denne ambition, siger Kræftens Bekæmpelses frivilligchef, Maruska La Cour Mosegaard.

Nemmere at bruge på farten

Den nye, mere mobilvenlige side er desuden også nemmere at bruge på farten – f.eks. ude på Stafet For Livet, til Lyserød Lørdag eller til et møde med en politiker, hvor et spørgsmål skal afklares hurtigt.

- Det tror vi får stor værdi. Kræftens Bekæmpelses frivillige gør et stort stykke arbejde, hvad enten de arbejder med støtte til kræftpatienter, med indsamling til kræftsagen eller med at påvirke de lokale politikere til at tage gode beslutninger. Derfor skal vi også sikre, at de er godt understøttet i det arbejde, siger Maruska La Cour Mosegaard.

På den nye side kan du også nemt blive klogere på de mange frivillige aktiviteter, hvis du er en af dem, der går og overvejer at blive frivillig for Kræftens Bekæmpelse.

- Vi er stolte af vores nye frivilligunivers, og vi håber det kan bidrage til at understøtte vores 35.000 fantastiske frivillige endnu bedre fremover i deres vigtige arbejde for kræftsagen, siger Maruska La Cour Mosegaard.

Se det nye frivillig.dk

Læs også: Oftest stillede spørgsmål om det nye frivillig.dk