Spring navigation over

Søsterens kræftsygdom inspirerede overlæge til forskningsprojekt

Ny undersøgelse viser, at kendt lægemiddel kan lindre fatigue efter blodkræft.

Henrik Frederiksen
Henrik Frederiksen fortæller, at det var hans egen søster Karins sygdomsforløb med æggestokkræft, som inspirerede ham til at forske i Ritalin til behandling af fatigue. Foto: Privat

En udmattende træthed, også kaldet fatigue, er en meget udbredt senfølge efter kræft og kræftbehandling. Også blandt de patienter med blodkræft, som overlæge og professor Henrik Frederiksen behandler i sit arbejde på Odense Universitetshospital.

Desværre er det svært for lægerne at hjælpe patienterne. Faktisk bliver fatigue af patienter med blodkræft beskrevet som det største og hyppigste problem, som de har svært ved at få hjælp til.

Det var derfor en god nyhed, som Henrik Frederiksen i lørdags (14. juni 2025) kunne præsentere på de europæiske blodkræftlægers årsmøde i Milano. 

Her fortalte han om resultaterne af sin nye undersøgelse, der viser, at lægemidlet methylphenidat kan lindre fatigue ved kræft i blodet. Et lægemiddel, som er bedre kendt som Ritalin, der bruges til behandling af opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD. 

- Jeg synes, det er vigtige resultater, fordi det er svært at behandle fatigue. Vi har nogle patienter, som oplever en træthed, som ødelægger deres livskvalitet, og vi har ikke så mange behandlingsmuligheder, siger Henrik Frederiksen.

Han tilføjer, at der findes behandlingsmuligheder uden medicin, eksempelvis er det vigtigt at sikre gode søvnvaner.

- Der kan også være god effekt af kognitiv terapi og især træningsprogrammer. Men de ting er ikke for alle, så for nogle patienter kan Ritalin være en ekstra mulighed for behandling, tilføjer Henrik Frederiksen.

Træthed var en begrænsning

Henrik Frederiksen fortæller, at det var hans egen søster Karins sygdomsforløb med æggestokkræft, som inspirerede ham til det nye forskningsprojekt. Før sygdommen var hun et aktivt menneske med et rigt socialt liv. 

- Hun levede i mange år med sin kræftsygdom, men i en periode var hun begrænset i sin tilværelse af den træthed, som hendes sygdom og behandling medførte, fortæller Henrik Frederiksen.

På et tidspunkt nævnte han det for sin svigerinde, som er en erfaren palliationssygeplejerske.

- Hun foreslog, at min søster skulle have Ritalin, som de nogle gange bruger i palliationen til lindring af træthed hos alvorligt syge. Så jeg prikkede min søsters kræftlæge på skulderen, og lang historie kort så endte det med, at min søster fik det her lægemiddel udskrevet. Hun sagde selv, at hun havde glæde af det i en periode, fortæller Henrik Frederiksen.

Karin døde af sin kræftsygdom i 2016. Men Henrik Frederiksen huskede, at hun havde oplevet en virkning af Ritalin mod sin træthed, og det inspirerede ham til, at han to år senere gik i gang med et forskningsprojekt, der skulle undersøge effekten hos de patienter, han selv behandler, nemlig patienter med blodkræft.

- Der var allerede lavet nogle undersøgelser, hvor man havde afprøvet Ritalin som behandling af fatigue blandt patienter med kræftsvulster. Kun sjældent var der patienter med blodkræft med i studierne, og resultaterne var blandede. I visse situationer virkede det udmærket, i andre situationer knap så udmærket, siger Henrik Frederiksen.

152 patienter med i undersøgelsen

I den nye undersøgelse er behandlingen afprøvet på 152 patienter med forskellige former for kræft i blodet. Undersøgelsen sammenligner Ritalin med placebo, og alle patienter får begge dele i to forskellige behandlingsforløb à seks uger. Patienternes træthed måles på en særlig træthedsskala, og undersøgelsen viser, at patienterne som gruppe oplever mindre træthed, når de får Ritalin – målt på træthedsskalaen.

Nogle patienter får kvalme og mundtørhed som en bivirkning og ikke alle oplever effekt af medicinen.

- Der er ikke så mange, der har alvorlige bivirkninger. Men her skal man huske, at det, vi behandler, er et symptom. Og vi vil nødig udskifte ét symptom med et nyt. Man kan måske bedre tåle en bivirkning, hvis man får den for at holde en alvorlig sygdom i ro. Hvis man prøver at behandle noget for at få en bedre livskvalitet, har man en lavere tolerance over for bivirkninger, siger Henrik Frederiksen.

Han understreger, at undersøgelsen er foretaget blandt patienter med blodkræft og derfor ikke siger noget om virkningen hos andre kræftpatienter. Derudover vil der være patienter, som ikke kan få Ritalin, hvis de for eksempel får andre lægemidler, som ikke kan kombineres med Ritalin. 

Næste skridt

Henrik Frederiksen har nu fremlagt de nye resultater i et foredrag ved den hæmatologiske kongres. Næste skridt bliver at udgive en videnskabelig artikel, og derefter vil eksperterne i Danmark diskutere, om behandlingen skal være en del af retningslinjerne for behandling af fatigue efter blodkræft.

Henrik Frederiksen har orienteret sine kolleger på de danske afdelinger, der behandler patienter med blodkræft, om resultaterne, og hvis man som patient med senfølger efter blodkræft er interesseret i behandlingen, skal man tale med sin egen kræftlæge.