Brian gik til lægen med sin hoste: - Tænk, hvis jeg ikke var blevet undersøgt

I slutningen af oktober 2021 ringer et ukendt nummer til Brians mobil. Han er hjemme hos sin svigermor, hvor han bor med sin kone Kitt, mens de renoverer deres nye lejlighed.

- Jeg er ked af det, men jeg har en dårlig besked til dig, siger lægen.

Brian sætter sig ned på sengen.

- Det er desværre kræft Du har en knude på 10 x 8 cm. ved højre lungeklap.

Lige der, på sengen hos svigermor, falder Brians verden sammen.

Irriterende hoste

Et år forinden begynder Brian at hoste. Det er sådan en irriterende hoste, der kildrer i halsen og ikke er til at komme af med. Om morgenen, når han står i bruseren, hoster han slim op.

Når han taler med kollegerne, skal han hele tiden hoste. Hans kone lægger også mærke til det. De har væres sammen i 37 år, så hun kender ham. Han drikker en masse vand, og om aftenen drikker han te. Det hjælper ikke.  

Først tænker han, at det nok går over af sig selv. Han har aldrig røget, så hvorfor skulle han få noget med luftvejene?

”Det skal trænes væk,” tænker han. 

Efter et halvt år går han alligevel til lægen. Men han bliver sendt hjem igen – der er ikke noget at høre på lungerne. 

Brian har aldrig rigtig fejlet noget. Bortset fra i 2016, hvor Kitt opdager et modermærke, da hun en aften nusser hans ryg. 

- Den ser lidt mærkelig ud, den der – den tror jeg lige, du skal gå til lægen med, siger hun.

Det gør Brian, og det viser sig at være modermærkekræft i mild grad. Lægerne fjerner modermærket og kræften, og han bliver erklæret kræftfri.

Fingre som trommestikker

Hosten fortætter, og Brian begynder også at få ondt i benene. Han kan næsten ikke rejse sig fra sengen om morgenen, og dagens første skridt er som at træde på syle. 

- Må jeg lige se, spørger Kitt en dag. 

Hans fingre er hævede i spidsen og ligner trommestikker. Brians kone er sådan en, der slår alt op på nettet, og hun finder ud af, at hævede fingerspidser kan være tegn på, at der er noget galt med lungerne.

Brian tager igen til lægen. Fordi de er flyttet, er det denne gang en anden end sidst.

- Jeg kan ikke høre noget på dine lunger… men du skal ikke gå og hoste sådan. Jeg sender dig til røntgen, siger lægen.

Røntgenbilledet viser en plet på Brians lunge. Det skal undersøges nærmere, og han kommer til udvidet røntgenundersøgelse og biopsi på et større hospital. 

Det er svaret fra denne undersøgelse, som han modtager på sengen hos sin svigermor en uge senere.

Den svære besked

Brian sætter sig ud i bilen og kører ind for at hente Kitt på arbejdet. Hun er til et stort arrangement, så egentlig passer det virkelig dårligt. På vejen henter han også deres to sønner på 23 og 27 år. Sammen kører de hen til den nye lejlighed, for lige nu har de har brug for bare at være de fire sammen.

Lejligheden er fyldt med byggestøv, værktøj og afdækningsplast. Vandrør stikker op af gulvet, og klumper af puds ligger spredt rundt omkring. De sætter sig på nogle skamler, og Brian siger: 

- Min tidligere modermærkekræft har spredt sig til lungen, og jeg skal behandles med noget, der hedder immunterapi. Det ser skidt ud, og lægerne kan ikke stille nogen garantier. Ingen ved, hvordan det kommer til at gå, vi kan kun håbe på det bedste. 

De snakker og græder, inden de til sidst skilles.

De første nætter sover Brian ikke. Det gør Kitt heller ikke. Selv om det er svært, bliver de nødt til at snakke. Også om døden. For hvad nu, hvis det lige pludselig går stærkt?

Den stærke far

I november begynder Brian på behandling med immunterapi på Herlev Hospital. Han skal også have scannet sit hoved, for modermærkekræften kan sprede sig til hjernen. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Oliver, Brians ældste søn, vil med på hospitalet. Han har brug for at være hos sin far og vide, hvad der er galt med ham. Han har et hav af spørgsmål, som Brian ikke kan besvare. Men det kan sygeplejersken, der lægger droppet med immunterapi heldigvis. Det giver Oliver ro at få viden om sin fars sygdom og behandling. 

Den yngste søn Magnus håndterer det anderledes. Han er den stærke og positive i familien. En dag er det ovenikøbet ham, som trøster sin storebror. 

Brian gør de ting, han plejer: Tager ud at spise med venner, rydder op og køber ind. Ingen kvalme, intet ubehag, intet hårtab, som han har hørt om fra kemopatienter. 

Han fortsætter også på sit spinninghold. En gang om ugen mødes han med nogle venner til en spinningtime, andre gange går han alene. Han fortæller instruktøren, hvordan det er fat med ham:

- Hvis jeg pludselig falder af cyklen, så er det altså, fordi jeg er i kræftbehandling.

Men han falder ikke af. Han har det glimrende. Fysisk i hvert fald. Men han er ked af det, og tænker meget. 

- Du må altså også godt græde nogle gange, siger Kitt.

Det gør han også en gang imellem sammen med hende. Men overfor sine børn spiller han stærk, for han vil gerne skåne dem. 

Han sætter i endnu højere grad end tidligere pris på sin hustru, sønner og svigerdøtre.

Beskeden 

En uge efter første behandling ligger Brian og Kitt en aften i hver deres sofa og ser tv, som så ofte før. 

- Hov! Du hoster ikke mere, siger Kitt. 

Hun har ret. Hosten er væk. Og det er smerterne i benene også.

Brian får immunterapi fem gange, før han i januar skal scannes og lægerne se, om behandlingen har virket. 

Det er midt under corona, og alle bærer mundbind. Brian prøver at fange sin læges øjne over det blå stof – kan han aflæse noget? Er der lidt rynker ved øjnene? Smiler han under mundbindet?

- Hvad så, Johannes, spørger han til sidst.

- Det er meget sjældent, at vi efter tre-fire-måneder kan sige ”Du er kræftfri” til en patient. Men din knude er skrumpet. Den er ikke aktiv mere, svarer han.

Al ængstelse og frygt forlader Brians krop med et ’pfft’, som luften i en ballon, der slippes.

Lettelse

På vej ud skal de forbi venteværelset, hvor der sidder meget syge patienter og venter på at tale med lægen. Ikke alle vil få den samme positive besked som Brian, så han holder sine følelser inde. 

Men lige så snart de er kommer rundt om hjørnet, væk fra venteområdet, forsvinder benene under ham. Han synker sammen. De krammer og græder, og da de kommer ud fra hospitalet, råber og skriger de. I bilen prøver de at snakke sammen, men de er så glade og rørte, at ordene vælter ud hulter til bulter. 

Først ringer de til Oliver og Magnus, der også græder. Bagefter til resten af familien og venner.

- Det skal fejres, råber en af vennerne ned i telefonen og bestiller bord til dem på en restaurant.

- Hvad fejrer I, spørger tjeneren, da de senere bestiller en 10-retters menu med vin på en almindelig tirsdag aften. 

Da køkkenchefen hører anledningen, kommer han med drinks på husets regning og ønsker tillykke.

En overraskelse

Nogle uger senere er lejligheden færdig, og Kitt og Brian flytter ind. Oliver ringer og siger, at han kommer forbi. Da han kommer, er hans kæreste Maria også med.

- Vi har lige en indflytningsgave til dig, siger Oliver, og rækker Brian en pakke, mens de står i det nye køkken.

Brian pakker den op. Det er en bog. ”Verdens bedste bedste – når dine børn får børn,” hedder den. Brian griber fat i bordpladen for ikke at falde sammen endnu engang.

- What! Skal jeg nu også opleve det! Hvor heldig kan man være, tænker han.

Samme uge som Brian blev syg, besluttede Oliver og hans kæreste, at han skulle nå at blive farfar, og i august bliver Ludwig født. 

Brian skal have flere omgange med immunterapi, men han begynder at få diarré og høje levertal, så lægerne stopper behandlingen. I juni opererer de knuden og den ene lungelap ud. Nu er al kræft væk.

Tak

Brian og Kitt har altid været glade for at tage på ferie sydpå. Gerne Kreta. Så ligger de ved poolen og læser en god bog. Hvis deres venner spørger, om de skal rejse sammen, siger de:

- Det er fint. Men vi er røvsyge at rejse med. Vi ligger bare nede ved poolen.

Sådan er det stadig. Men nu booker de plads på hoteller, der er lidt mere luksuriøse. Bestiller en ekstra drink. Brian kan også finde på at invitere sine sønner på dyr restaurant eller tage hele familien med til koncert. Har han råd, så gør han det. Der er nogle ting, han skal have gjort, inden han rigtigt går bort.

Oliver, Magnus og en gruppe af kammerater tager altid ind og ser fodboldlandskampe. De inviterer Brian med, så nu står han på tribunen sammen med de unge og en fadøl, når Danmark spiller i Parken. 

Han gider ikke længere blive sur, fordi Kitt har glemt at lægge sine bukser ind i skabet. Det er livet for kort til. 

Et par gange om året mødes han med gamle fodboldkammerater. De har kendt hinanden siden de var helt små. Så spiller de fodbold og spiser sammen. 

De mødes i november, lige efter Brian er blevet syg. Han aner ikke, om det er sidste gang, han ser dem. Da han er blevet kræftfri mødes de igen. Under frokosten rejser Brian sig og slår på glasset.

- Det kan godt være, I synes, det er mærkeligt, men jeg vil gerne sige tak. Tak for alle de oplevelser, vi har haft sammen igennem tiden. Tak for venskab.

I dag er Brian stadig kræftfri. Siden 2024 er der kommet endnu et barnebarn til, et tredje er på vej og Brian glæder sig til endnu et lille menneske i familien. Sygdomsforløbet har været livsændrende for Brian og lært ham at sætte endnu større pris på det helt almindelige liv.

- Vi har kun lige nu, og jeg vil tage alle de oplevelser med, jeg kan. Ludwig har kun én sommer, hvor han er fire år. Den vil jeg nyde sammen med ham, og det samme vil jeg med alle de år, der følge, siger han.

- Jeg er glad for, at vi reagerede på symptomerne. Det har jo givet mig tid. Tid til min familie. Tid til at blive farfar. Hvis jeg skal sige det helt enkelt: jeg lever lidt mere nu, end jeg gjorde før.