Spring navigation over

Debat: Alvorligt syge skal ikke kæmpe med transporten

Læs fælles debatindlæg fra Kræftens Bekæmpelse og Ældresagen.

Opfordringen til sundhedsministeren fra de to direktører Jesper Fisker og Bjarne Hastrup  fra hhv. Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen  er klar: Skriv befordringsreglerne helt om, start forfra og tag udgangspunkt i patienternes behov og lav en simpel model. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Opfordringen til sundhedsministeren fra de to direktører Jesper Fisker og Bjarne Hastrup fra hhv. Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen er klar: Skriv befordringsreglerne helt om, start forfra og tag udgangspunkt i patienternes behov og lav en simpel model. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Debatindlægget er bragt første gang 17. september 2026 i Avisen Danmark.

Forestil dig, at du er i et langvarigt behandlingsforløb f.eks. med alzheimers eller kræft, hvor overskuddet i forvejen er væk. Du skal til undersøgelser og behandling flere gange om ugen, men er i tvivl om, hvem der betaler for transporten, hvilke skemaer der skal udfyldes, og hvorfor svaret på spørgsmål om transport er ét i din kommune og et andet på hospitalet. Den slags fortællinger hører vi alt for ofte i såvel Kræftens Bekæmpelse som i Ældre Sagen.

Når man er alvorligt syg, skal kræfterne bruges på sygdommen og på at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke på at kæmpe med uklare regler. Transport er ikke et ekstra gode, men en forudsætning for, at patienter kan gennemføre behandling, rehabilitering og et værdigt palliativt forløb.

Tilskud til transport bør være en enkel hjælp i et svært forløb. I stedet er reglerne forældede og uforståelige og praktiseres vidt forskelligt rundt om i landet. 

Uigennemskuelige regler  

Det nuværende system for befordring er præget af undtagelser, særregler og lokale fortolkninger. Konsekvensen er, at patienter kan få forskellige svar på samme spørgsmål alt efter hvor de bor, og hvor de modtager behandling. 

Mange patienter bruger tid og kræfter på at finde rundt i reglerne, andre betaler af egen lomme, og i værste fald opgiver nogle behandling og rehabilitering, fordi de ikke kan overskue transporten. Det er ikke et rimeligt udgangspunkt for alvorligt syge mennesker. 

Når sundheds- og kirkeminister Ida Auken ser på befordringsreglerne som led i sundhedsreformen, er det en oplagt mulighed for at gøre dem bedre for patienterne. Opfordringen herfra er klar: Skriv befordringsreglerne helt om, start forfra og tag udgangspunkt i patienternes behov og lav en simpel model, der er lettere at håndtere administrativt, med tydelig ansvarsplacering mellem regioner og kommuner og klare rettigheder, som kan prøves ved en klage. Derudover skal der være klare krav til kvaliteten og patientsikkerhed. Dette forudsætter også krav til uddannelse af personalet, der varetager opgaven.

Transport må ikke være et forhindringsløb for alvorligt syge. Det skal dette eftersyn rette op på. 

Sårbare betaler prisen

Patienter med færrest ressourcer rammes hårdest, når transport bliver uoverskuelig. Mennesker med begrænset digitalt overskud, svage netværk eller lav indkomst er mest udsat, når de ikke kan finde rundt i regler og økonomi. For nogle bliver usikkerheden om transport afgørende for, om de faktisk møder op til behandling.

Der skal mere etik og værdighed ind i reglerne. Patienter oplever forhindringer, når de har behov for at have en pårørende med på hospitalet, fordi det kan være noget nær umuligt at få bevilget en ledsager selvom personalet anbefaler det.

Reglerne giver heller ikke ret til transport til nye behandlingstilbud så som nærklinikker, sundheds- og omsorgspladser samt rehabiliteringspladser, som i stigende grad forventes at blive en del af fremtidens sundhedsvæsen. Det bør der sikres en ret til. 

Patienter med behov for palliativ behandling har ikke ret til transport til hospice på tværs af regioner, uanset om det er tættere på familie og pårørende. Det er ikke godt nok.

Enkelhed og stærkere retssikkerhed

Uigennemskuelige regler og forskellig praksis bør høre fortiden til. 

Både patienter og personale bruger for meget tid på at bøvle med og finde den billigste rejse på Rejseplanen for at kunne beregne tilskud til transport. Indfør i stedet en fast kilometertakst. Og skriv en national vejledning, som kan guide både patienter, klinikere og administrative medarbejdere. Se blot på Norge, som har forenklet tilskud til transport og gjort sig umage med at forklare reglerne til patienterne. Det bør inspirere sundhedsministeren. 

Der er ikke afsat ekstra penge til eftersynet af reglerne, men tilskud til transport bør være af en rimelig størrelse og modsvare patientens udgift.
 
Slutteligt mener vi, at det var en stor fejl, at patienterne fik frataget retten til at klage over afgørelser om transport. Genindfør klageadgangen, så patienter kan få deres sag vurderet, hvis de oplever fejl eller urimeligheder. 

""

Kend dine rettigheder som patient

Som kræftpatient har du ret til at vælge mellem alle offentlige sygehuse i landet. Der er maksimale ventetider for både undersøgelser, behandling og efterbehandling. Få viden om alle dine rettigheder her.

Patientrettigheder
""

Praktisk hjælp til hverdagen under kræftforløbet

Hvordan klarer du det praktiske i hverdagen under et kræftforløb? Ofte vil familie og venner gerne hjælpe og støtte, og nogle får i perioder også brug for hjælp fra det offentlige. Læs om dine muligheder.

Praktisk hjælp