Debat: Danskerne vil drikke mindre – det er et politisk ansvar at hjælpe dem

Debatindlægget er bragt første gang i Sundhedsmonitor d. 29. juni 2026.

Når 14 unge hvert år dør som følge af alkohol, når tusindvis af familier lever med konsekvenserne af alkoholproblemer, og når der i hver skoleklasse er to børn, der vokser op med misbrug tæt inde på livet, så er det ikke et individuelt problem. Det er et samfundsproblem. Og det er et politisk ansvar. Vi ved, hvad der virker. Nu er det Folketingets ansvar at omsætte viden til handling. 

Danmark er fortsat det land i Europa, der har den højeste forekomst af rusdrikning. Og konsekvenserne er omfattende. Det gælder både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

Hver syvende dansker drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefaling på højst ti genstande om ugen. Blandt mænd gælder det mere end hver femte. Hver tiende dansker drikker ugentligt mere end fem eller flere genstande ved samme lejlighed. Og danske unge starter tidligere og drikker mere end deres jævnaldrende i resten af Europa.

Omkring 2.500 dødsfald årligt kan tilskrives alkohol, og hvert år dør i gennemsnit 14 unge mellem 15 og 25 år på grund af alkohol – typisk i forbindelse med ulykker. Alkohol øger risikoen for en lang række sygdomme, heriblandt kræft, hjertekarsygdom og demens, og over 32.000 indlæggelser og mere end 100.000 ambulante kontakter i sundhedsvæsenet har alkohol som årsag eller medvirkende faktor hvert år.

Konsekvenserne stopper ikke ved den enkelte. Hvert tiende barn vokser op i et hjem med alkoholproblemer. Det øger risikoen for mistrivsel, psykiske problemer, skolevanskeligheder og vold.

Det er med andre ord ikke en marginal udfordring. Det er en folkesundhedskrise, der samtidig er dybt socialt skæv. Alkoholrelaterede dødsfald forklarer en betydelig del af den voksende sociale ulighed i dødelighed i Danmark.

Vi ved, hvad der virker

Det bemærkelsesværdige er, at vi ikke står uden løsninger. Tværtimod. Evidensen – og WHO – peger entydigt på tre virkemidler, der reducerer alkoholforbrug og skader: højere priser, nedsat tilgængelighed og begrænsning på markedsføring. Det er ikke teoretiske greb. Det er veldokumenterede politiske redskaber, der virker på tværs af lande og befolkninger.

Når alkohol bliver dyrere, drikker folk mindre. Når det bliver sværere at få fat i, falder forbruget. Og når markedsføringen begrænses, særligt over for unge, reduceres forbruget, og debutalderen stiger.

Alligevel har Danmark et af Europas mest tilgængelige alkoholmarkeder med en af Europas laveste aldersgrænser, med priser, der bliver stadig lavere i forhold til indkomsten og med en markedsføring, der ikke bare er synlig i mange af de rum, hvor børn og unge færdes, men lader til at være direkte målrettet dem.

Det er ikke, fordi vi ikke ved, hvad der virker. Vi har bare valgt ikke at bruge det konsekvent. Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at danskerne er langt mere parate til forandring, end den politiske debat afspejler.

Tre ud af fire danskere mener, at alkoholforbruget i Danmark er for højt. Et flertal støtter højere aldersgrænser og begrænsning af markedsføring. Og mange – også blandt dem, der selv drikker for meget – ønsker at drikke mindre.

Det udfordrer forestillingen om, at strukturelle tiltag er upopulære. Det er de ikke nødvendigvis. De kan tværtimod være en hjælp til den adfærdsændring, mange allerede ønsker.

Ikke et frit valg

Danskerne vil drikke mindre – hvem skal hjælpe? Sådan lød titlen på en af de mange debatter om danskernes høje alkoholforbrug på Folkemødet 2026. Minut for minut blev det stadig mere tydeligt, at det ikke kun er et spørgsmål om den enkeltes vilje, men også om normer, forventninger og rammer, og dermed også et politisk ansvar.

Et af de mest sigende øjeblikke var, da en paneldeltager fortalte om en ung kvindelig bekendt, der på et tidligere folkemøde endnu ikke var klar til at fortælle sine kolleger, at hun var gravid. For at undgå spørgsmål og kommentarer og fortsat være en del af fællesskabet så hun sig nødsaget til at tage sin øl med ud på et toilet, hælde øllen ud og fylde æblejuice i bægeret.

Det er en fortælling, der siger noget grundlæggende om dansk alkoholkultur. For mange er det ikke et frit valg, men et socialt pres at drikke. Reducerer vi diskussionen til et spørgsmål om individets ansvar alene, går vi derfor galt i byen.

Nej tak til løftede pegefingre

I den offentlige debat om alkohol bliver løsninger ofte reduceret til individuelle valg: drik mindre, tag ansvar, kend dine grænser. Men det er en tilgang, der overser noget centralt: at valg ofte træffes i en social kontekst. Når alkohol er normen til studiestart, fredagsbarer, firmaarrangementer og i bylivet, bliver fravalget ikke neutralt – det bliver afvigende.

Derfor er det heller ikke flere løftede pegefingre, vi har brug for, men en hånd i ryggen. En hånd i form af rammer, der gør det lettere at gøre det, mange allerede ønsker: at drikke mindre.

Hvis Danmark for alvor vil reducere alkoholskaderne, er der behov for en ambitiøs folkesundhedslov, der tager de nødvendige virkemidler i brug.

Det kræver først og fremmest et nationalt mål om at reducere alkoholforbruget, og dermed andelen af danskere, der overskrider Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Et sådant mål vil give retning og ansvar på tværs af stat, kommuner og civilsamfund.

Men mål alene gør det ikke. Der er brug for konkrete strukturelle greb: En højere aldersgrænse på 18 år for salg af al alkohol. Begrænsning af tilgængelighed gennem færre salgssteder og kortere åbningstider. Højere priser gennem afgifter og en minimumspris per genstand. Et opgør med alkoholmarkedsføring – særligt på sociale medier og i de arenaer, hvor børn og unge færdes. Og en styrkelse af alkoholfrie fællesskaber i skoler og ungdomsuddannelser.

Det er ikke radikale forslag, men velkendte forebyggelsesværktøjer, som andre lande allerede bruger med dokumenteret effekt.

Politisk ansvar

Der er en tendens til at acceptere alkoholskader som et uundgåeligt vilkår i dansk kultur. Men det er en fejlslutning.

Danskerne har allerede vist, at de er klar til forandring. Nu er det op til det nyvalgte Folketing og den nye regering at vise, at de vil handle på den viden, vi har, og på den opbakning, der faktisk er i befolkningen.

For vi kan ikke være det bekendt at lade en kultur fortsætte, som vi både ved skader, og som vi ved, vi kan ændre.