Debat: Kampmetaforen giver nogle syge håb. Det må vi efterlevende leve med

Debatindlægget er bragt i Politiken 18. september 2026

Om lidt er det 13 år siden, vi tog afsked med min mor. Hun døde en septembermorgen på et hospice i København, udpint af den kræftsygdom, der få år forinden var flyttet ind i hendes ellers stærke krop.

Min mor var et handlingsmenneske med enorm livsappetit. Det blev også hendes strategi i sygdommen, selv om hun vidste, at kræft i bugspytkirtlen var tæt på en dødsdom.

Det vidste min mor også. Men hun holdt fast i håbet til det sidste. Hun var en ’fighter’, selv om hun aldrig brugte ordet. Kampen var uretfærdig fra starten. Men håbet holdt hende i live længere, end lægerne troede var muligt. Det fandt vi trøst i at se som en sejr, efter den rigtige sejr udeblev.

Da hun var væk, undgik jeg i flere år positive beretninger om kræftpatienter. Jeg var ikke længere en del af et fællesskab baseret på håb.

Derfor forstår jeg Anna Paludan-Müller, der i Politiken 7. september med afsæt i Sontags ’Illness as Metaphor’ skriver om det svære i at stå tilbage med en fortælling om, at kampen er tabt.

Sontags ærinde er klart: Kræftpatienter skal ikke påføres skyld og skam af sproget om sygdommen. Derfor bør det renses for metaforer. Men spørgsmålet er, om metaforer, brugt rigtigt, ikke netop kan erstatte tabu og skam med håb og fællesskab?

Jeg ser det konstant. På Kræftens Bekæmpelses sociale medier finder syge og pårørende håb i historier om deres ’kamp mod kræft’. Til Stafet For Livet møder ’fightere’ opbakning fra lokalsamfundet, mens Støt Brysterne og Knæk Cancer skaber fællesskab og håb.

Det er brutalt at være efterlevende. Men det må være endnu mere brutalt at være den, der er syg. Hvis det at tale om sin sygdom som en kamp hjælper nogle til håb og fællesskab, også når det ser allermest mørkt ud, må vi efterlevende kunne leve med det.

Da min mor blev en del af kræftstatistikken, fik vi ikke svar på hvorfor. Danmark har i årevis haft en kedelig Europa-rekord i nye kræfttilfælde. Men kræft er kompleks, og mange tilfælde kan ikke kobles til én årsag.

Paludan-Müller citerer Kræftens Bekæmpelses adm. direktør, Jesper Fisker, for at rekorden ikke skyldes et dårligt sundhedssystem, og konkluderer, at skylden må ligge hos den syge.

Men hun overser bl.a. en aldrende befolkning og de rammer, der gør det svært at leve sundere. Tre ud af fire rygere vil f.eks. gerne stoppe, men produkterne er lette at få fat i og billige.

Behovet for strukturel forebyggelse er bredt anerkendt. Den erkendelse var ikke udbredt i 1978, da Sontag udgav sit essay.

Livet med kræft har ændret sig på snart 50 år. Det gør ikke Sontags essay mindre interessant.

Men det kan ikke stå alene som vidnesbyrd om, hvordan det er at være alvorligt syg i dag. Og hvis metaforer kan give nogle syge håb og styrke, må vi andre finde trøst i at acceptere det.