Spring navigation over

Debat: Når sneen falder på J-dag, bør tiøren falde på Christiansborg

Læs fælles debatindlæg fra Kræftens Bekæmpelse og flere andre organisationer.

Foto af Mette Lolk Hanak, der er forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse
Stop for markedsføring af alkohol lyder anbefalingen fra Mette Lolk Hanak, Forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse og en række andre sundhedsaktører i dette debatindlæg.

Debatindlægget er bragt første gang i Politiken d. 6. november 2026.

Blå nissehuer, den velkendte jingle og nedtællingen til, at ”sneen falder”. 

På J-dag har alkoholindustrien opnået noget, de fleste reklamebureauer kun kan drømme om: At gøre lanceringen af et produkt til en national begivenhed. Hvis nogen er i tvivl om, hvor lidt regulering markedsføringen af alkohol er underlagt i Danmark, skal de blot se sig om på gaden i dag, tænde for TV’et eller kigge på sociale medier. J-dag blev lanceret af Tuborg i 1990 med et formål: at sælge øl. Her, knap 40 år senere, er dagen blevet til en årligt tilbagevendende drukfest. Bryggerierne har fået deres egen mærkedag i kalenderen.

Det er dygtigt reklamearbejde og sikkert ikke billigt. Men den egentlige regning for den massive annoncering havner hos vores unge, deres familier, sundhedsvæsenet – os alle sammen.

Derfor er det på tide, at vi tager et opgør med den massive markedsføring af alkohol, vi ser i Danmark.

Ambulancer og politi ruster sig til J-dag

I flere danske byer, fx København og Slagelse, opstiller man en mobil behandlingsplads til J-dag for at hjælpe tilskadekomne og aflaste ambulancer og akutmodtagelser. Og flere politikredse skruer op for bemandingen.

Når beredskabet må ruste sig til en øl-lancering, er det på tide at skrue ned for hypen og markedsføringen af alkohol, som J-dag er et eksempel på. 

J-dag sætter spot på danskernes alkoholkultur. En alkoholkultur, der har store menneskelige, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser, og som ikke begrænser sig til én fredag i november. Hver måned dør i gennemsnit ét ungt menneske på grund af alkohol. Og hvert år har skadestuerne omkring 30.000 alkoholrelaterede henvendelser fra unge. Alvoren rækker i øvrigt langt ud over ungdomsårene. Alkohol øger risikoen for en lang række sygdomme, herunder hjertekarsygdomme og mindst syv kræftformer. Og ifølge Sundhedsstyrelsen kan 2.500 dødsfald om året i Danmark tilskrives alkohol.

Derfor er der brug for at se på, hvad der former vores alkoholvaner, og hvad vi som samfund kan gøre for at forebygge skaderne.

Får os til at drikke mere

Her spiller markedsføring en rolle, for det er veldokumenteret, at markedsføring af alkohol får os til at drikke mere.

Når øl, vin og spiritus igen og igen forbindes med fest, sport og gode oplevelser, bliver alkohol fremstillet som en uadskillelig del af det sociale liv. Det gælder for os alle. Men især for børn og unge er den kommercielle påvirkning med til at forme forestillingen om, hvad der skal til for at være med i fællesskabet. 

Vi har allerede et forbud mod markedsføring af alkohol rettet mod unge under 18 år, men reklamer rammer alligevel mindreårige, fx ved sportsbegivenheder, festivaler, reklamesøjler og merchandise på caféer og restauranter. Alkohol bliver ofte og massivt markedsført som vejen til fest, gode oplevelser og socialt tilhørsforhold. Det påvirker unge, både over og under myndighedsalderen, i en livsfase, hvor vaner tager form, og nye fællesskaber får betydning.

Det er urimeligt at lægge ansvaret for at ændre alkoholkulturen over på de unge, når vi samtidig tillader virksomheder at tjene penge på at fastholde den. Hvis vi vil gøre det lettere at drikke mindre og sige nej, må vi begrænse den kommercielle påvirkning, der trækker i den modsatte retning.

Danskerne bakker op

Forebyggelse kræver mere end information om, hvor mange genstande vi højst bør drikke. Det kræver også politiske beslutninger om de rammer, vi som samfund sætter for alkoholforbruget. Et oplagt sted at sætte ind er markedsføring af alkohol. Der er solid evidens for, at begrænsninger i markedsføring kan bidrage til at reducere alkoholforbruget og de skader, der følger med.

WHO peger på tre veldokumenterede greb, der har vist effekt på tværs af lande: højere priser, begrænset tilgængelighed og restriktioner på markedsføring. Flere af vores nabolande har allerede taget skridtet. Norge, Litauen og Island har totalforbud mod alkoholreklamer, mens Sverige, Finland og Estland har indført forskellige begrænsninger. I Finland er der fx begrænsning på, hvilke typer alkohol der må markedsføres, mens Sverige har forbudt markedsføring målrettet alle under 25 år. 

Danmark har dermed mulighed for at trække både på forskning og konkrete erfaringer fra lande omkring os.

Den gode nyhed er, at danskerne bakker op om at begrænse markedsføringen af alkohol. I Alkohol & Samfunds kommende befolkningsundersøgelse støtter 66 procent af danskerne et forbud mod markedsføring af alkohol på sociale medier, og 52 procent bakker op om et forbud mod markedsføring og sponsorater ved sportsbegivenheder. Kun henholdsvis 12 og 19 procent er imod.

Der er således et folkeligt flertal for at stramme reglerne. Og politikerne behøver ikke engang kigge ud over Danmarks grænser for at finde eksempler på lovgivning, der prioriterer folkesundheden over kommercielle interesser. Det har Folketinget allerede gjort med forbuddet mod reklamer for tobak og nikotinprodukter.

Hvorfor ikke gøre det samme med alkohol?

Tid til politisk handling

Vores anbefaling til Folketingets politikere er klar: Afskaf markedsføringen af alkohol, fx på sociale medier, i tv, streaming og radio og reklamer i det offentlige rum. Myndighederne skal samtidig have de nødvendige ressourcer til at håndhæve forbuddet.

Der er ingen logik i at markedsføre produkter, som koster menneskeliv. Vi har evidensen. Vi har erfaringerne fra vores nabolande. Og vi har danskernes opbakning til at begrænse markedsføringen. Nu mangler vi politisk handling. 

Det mener Kræftens Bekæmpelse om unge og alkohol

Unges alkoholforbrug skal reduceres markant. Derfor anbefaler vi fem indsatser, bl.a. en 18-års aldersgrænse for salg af alkohol.

Læs om vores politiske holdninger her