Morens sidste ord til Lauritz: - Du må aldrig tænke, at du ikke var der nok

Mens familien sidder samlet omkring hans mor i hendes sidste timer, finder Laurits guitaren frem. Der bliver ikke sagt meget. I stedet fylder tonerne rummet.

For Laurits er det et øjeblik, der rummer meget af det, han forbinder med sin mor.

- Rummelighed og kærlighed er alt det, jeg vil huske min mor for. Ligesom hun gjorde, skaber musik et nærvær, der bringer os tættere sammen, når vi føler os alene, fortæller han. 

Efter hendes død bliver musikken også et sted at gå hen med sorgen. Først som en flugt fra skyldfølelse og savn. Senere som en måde at forstå og acceptere det, han ikke kan ændre.

Det arbejde har nu fundet vej til albummet ’Leo’. Her har Laurits – under kunstnernavnet Lalu – omsat de følelser, stemninger og tanker, der fyldte i de sidste tre måneder af hans mors liv og i tiden efter hendes død, til musik og tekst.

Albummets titel er dannet af hans mors initialer, Lotte Essebo Olsen, men kan også høres som ordet leve.

- Mit projekt begyndte som en måde at håndtere og forstå min egen sorg. Senere voksede det til et ønske om at skabe et fællesskab, der rummer det, der kan være svært at sætte ord på. For hvad siger du, når du mister den, du elsker? 

Mor på plakaten

Før han blev musikeren Lalu, var han bare Laurits. Eller rettere Lalu.

Navnet opstod, fordi hans lillesøster ikke kunne udtale Laurits. I stedet kaldte hun ham Lalu, og det navn blev hængende.

Han voksede op i et parcelhus i Aarhus med sin mor, far, storebror og lillesøster. Musikken fyldte i hjemmet, men ingen havde forestillet sig, at den en dag skulle blive hans levevej.

- Vi lyttede meget til musik derhjemme, men det var min mor, der fik mig til at gå til guitar, selv om jeg egentlig ikke gad. Vi var tætte. Tegnede, lavede mad, sang og var kreative sammen. Jeg elskede at være sammen med hende, fortæller Laurits.

Da han var omkring 10 år gammel, faldt han over en gammel koncertplakat. På den stod hans mor som forsanger i bandet ArtyPop.

Pludselig så han hende på en ny måde.

Måske var det også muligt for ham? Måske kunne han en dag stå på en plakat ved siden af hende?

I dag er Laurits 25 år og læser musikvidenskab. Han skriver, spiller og synger, arbejder med albumproduktioner, reklamemusik og liveoptrædener og synger desuden i Vor Frue Kirkes kantori og Det Jydske Musikkonservatories Vokalensemble.

Musikken blev den vej, han valgte. Og plakaten kom han på.

- Det var nok ikke sket uden min mor, siger han.

Langt væk i Japan

I 2022 var Laurits i Japan på rejse med et par kammerater fra efterskolen, da hans far ringede og fortalte, at hans mor havde fået konstateret kræft. Det ramte ham, men lige der tænkte han ikke på at miste hende. Mere på, hvordan hun havde det? I den næste tid kom hun på kemo og var selvfølgelig ramt af det, men fungerede stort set som altid. ’Hun skal nok blive rask igen’, tænkte han.

Som resten af familien var Laurits bekymret, men han havde også travlt med så meget andet. For eksempel et halvt års ophold på Rødding Højskole, hvor han ikke var meget hjemme i Århus. Her mødte han sin kæreste, og da højskolen sluttede, tog de sammen ud at rejse. Igen sad han i Japan i et rum med bambusmåtter, da opkaldet fra hans far kom.

- Pludselig var kræften blevet meget værre. Lægerne havde erklæret min mor terminal, og vi var nødt til at komme hjem med det samme. ’Hvis I venter to uger mere, er hun her måske ikke længere’, sagde min far.

Da beskeden kom, begyndte et kapløb. Flybilletterne blev ændret. Tasken pakket. Telefonen holdt tæt i hånden gennem lufthavne, fly og ventetider. Undervejs kiggede Laurits konstant på klokken og forsøgte at regne ud, hvornår han ville nå frem. Mere end et døgn senere stod han ved sin mors seng på Skejby Sygehus.

Det blev starten på hendes sidste tre måneder, men også på hans følelse af skyld over ikke at have været der nok. Skulle han aldrig være taget på højskole, og var det egentlig okay at rejse så langt væk? Hvorfor havde han ikke bare sat alt andet til side? 

Lotte blev 55 år og gik bort i april 2024.

Lev dit liv, sagde hun 

- Min mor havde selv mistet sine forældre som ung, så hun genkendte måske følelsen. Kort før hun døde, sagde hun i hvert fald til mig: Du må aldrig tænke, at du ikke var der nok. Det var du. Jeg får det ikke bedre af, at du ikke lever dit liv. Tværtimod. 

Sorgen fyldte stadig, men den stod ikke alene. Mellem hospitalsminder, savn og ubesvarede spørgsmål begyndte nye melodier at tage form. Det, han ikke kunne ændre, kunne han skrive om. Det, han ikke kunne sige højt, kunne han synge. Til sidst blev sangene samlet på et album i hans mors navn.

- Undervejs har jeg oplevet, hvor svært det er at tale sammen om døden. Folk omkring dig vil gerne, men ved ikke hvordan. De er bange for at virke påtrængende eller for at gøre dig ondt. Og du holder dig selv tilbage, fordi du ikke vil dumpe dine svære tanker på andre, siger han.

Netop derfor blev musikken ved med at trække i ham. Hvor ordene nogle gange kom til kort, kunne sangene rumme det, der var svært at sige højt. For Laurits handler musik ikke om at løse sorgen, men om at skabe et sted, hvor den kan få lov at eksistere.