Morens sidste ord til Laurits: - Du må aldrig tænke, at du ikke var der nok

Den dag hans mor dør, er familien samlet hos hende. Laurits sidder og klimprer på sin guitar. Uden mange ord er de forenet med hende og med hinanden.

- Rummelighed og kærlighed er alt det, jeg vil huske min mor for. Ligesom hun gjorde, skaber musik et nærvær, der bringer os tættere sammen, når vi føler os mest alene, fortæller han. 

Efter hendes død bliver musikken også et sted at gå hen med sorgen. Først som en flugt fra skyldfølelse og savn. Senere som en måde at forstå og acceptere det, han ikke kan ændre.

Det arbejde har nu fundet vej til albummet ’leo’. Her har Laurits – under kunstnernavnet Lalu – omsat de følelser, stemninger og tanker, der fyldte i de sidste tre måneder af hans mors liv og i tiden efter hendes død, til musik og tekst.

Albummets titel er dannet af hans mors initialer, Lotte Essebo Olsen, men kan også høres som at leve.

- Mit projekt begyndte som en måde at håndtere og forstå min egen sorg. Senere voksede det til et ønske om at skabe et fællesskab, der rummer det, der kan være svært at sætte ord på. For hvad siger man, når man mister den, du elsker? 

Mor på plakaten

Før han blev musikeren Lalu, var han bare Laurits. Eller rettere Lalu.

Navnet opstod, fordi hans lillesøster ikke kunne udtale Laurits. I stedet kaldte hun ham Lalu, og det navn blev hængende.

Han voksede op i et parcelhus i Aarhus med sin mor, far, storebror og lillesøster. Musikken fyldte i hjemmet, men ingen havde forestillet sig, at den en dag skulle blive hans levevej.

- Vi lyttede meget til musik derhjemme, men det var min mor, der fik mig til at gå til guitar, selv om jeg egentlig ikke gad. Vi var tætte. Tegnede, lavede mad, sang og var kreative sammen. Jeg elskede at være sammen med hende, fortæller Laurits.

Det var først som 10-årig, at han fandt ud af, at hans mor engang havde været forsanger i bandet ArtyPop. Den dag han så sin mor på en gammel koncertplakat, opstod tanken om, at han også skulle noget med musik. Måske kunne han en dag stå der ved siden af hende på plakaten?

I dag er han 25 år og læser musikvidenskab. Musikken fylder det meste af hans hverdag. Han skriver, spiller og synger i forskellige sammenhænge og har blandt andet arbejdet med både albumproduktioner, reklamemusik og liveoptrædener. Derudover synger han i Vor Frue Kirkes kantori og Det Jydske Musikkonservatories Vokalensemble.

Musikken blev den vej, han valgte. Og plakaten kom han på.

- Det var nok ikke sket uden min mor, siger han.

Langt væk i Japan

I 2022 var Laurits i Japan på rejse med et par kammerater fra efterskolen, da hans far ringede og fortalte, at hans mor havde fået konstateret kræft. Det ramte ham, men lige der tænkte han ikke på at miste hende. Mere på, hvordan hun havde det? I den næste tid kom hun på kemo og var selvfølgelig ramt af det, men fungerede stort set som altid. Hun skal nok blive rask igen, tænkte han.

Som resten af familien var Laurits bekymret, men han havde også travlt med så meget andet. For eksempel et halvt års ophold på Rødding Højskole, hvor han ikke var meget hjemme i Århus. Her mødte han sin kæreste, og da højskolen sluttede, tog de sammen ud at rejse. Igen sad han i Japan i et rum med bambusmåtter, da opkaldet fra hans far kom.

- Pludselig var kræften blevet meget værre. Lægerne havde erklæret min mor terminal, og vi var nødt til at komme hjem med det samme. Hvis I venter to uger mere, er hun her måske ikke længere, sagde min far.

Rejseforsikring, nye billetter og angst for at komme for sent. Panikken var stor, men efter mere end et døgns kaotisk rejse uden søvn stod Laurits på Skejby Sygehus ved sin mors seng. Det blev starten på hendes sidste 3 måneder, men også på hans følelse af skyld over ikke at have været der nok. Skulle han aldrig være taget på højskole, og var det egentlig okay at rejse så langt væk? Hvorfor havde han ikke bare sat alt andet til side? 

Lotte blev 55 år og gik bort i april 2024.

Lev dit liv, sagde hun 

- Min mor havde selv mistet sine forældre som ung, så hun genkendte måske følelsen. Kort før hun døde, sagde hun i hvert fald til mig: Du må aldrig tænke, at du ikke var der nok. Det var du. Jeg får det ikke bedre af, at du ikke lever dit liv. Tværtimod. 

Hans mors ord ramte meget præcist. For Laurits blev det en vigtig livsindsigt at forstå, hvordan du mister den, du elsker, uden at miste dig selv. At en stor sorg godt kan rumme en begyndelse på det, der kommer efter. I hans tilfælde den musik, han nu har skabt i sin mors navn.

- Undervejs har jeg oplevet, hvor svært det er at tale sammen om døden. Folk omkring dig vil gerne, men ved ikke hvordan. De er bange for at virke påtrængende eller for at gøre dig ondt. Og du holder sig selv tilbage, fordi du ikke vil dumpe dine svære tanker på andre, siger han.

Musikken kan hjælpe os med at være i det. Uanset om du bidrager eller lytter, er vi sammen om noget, der skaber mening for alle. Ikke nødvendigvis den samme mening, men med et fælles udgangspunkt.