Familien Troelsgaard fører stafetten videre for Steen: - Det vigtigste for min far var, at familien holder sammen
Lottes far Steen oprettede et hold til Stafet For Livet, men døde af lungehindekræft, før han nåede at deltage. Her fortæller hun, hvad stafetten betyder for den sportsglade familie.
Lotte Troelsgaards far Steen havde haft ondt i skulderen nogle måneder. Men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, og han havde været til både fysioterapeut og kiropraktor uden resultat.
I december 2012 blev Steen henvist til scanning på sygehuset af sin praktiserende læge, og præcis en måned senere fik hele familien Troelsgaard - de fire voksne børn, hustruen Jytte og Steens søster - en nedslående besked:
Scanningen viste, at Steen havde lungehindekræft i stadie fire. Altså en aggressiv form for kræft.
Opretter holdet sammen
De næste måneder får familien deres faste gang på kræftafdelingen på Vejle Sygehus.
En dag kommer Lotte og Steen forbi Kræftrådgivningen, der er tilknyttet sygehuset, og finder nogle flyers for Stafet For Livet.
- Og så tænker vi: ’Det skal vi da.’ For vi kendte allerede dengang mange, der havde kræft, fortæller 37-årige Lotte Troelsgaard.
- Min far er selv med til at oprette holdet på hjemmesiden, og vi bestiller en gul Fighter-trøje sammen. Meningen er, at han skal gå forrest med vores store familie bagved.
Holdet kalder de Steen T’s Fightere, og familien vil gå og løbe for Steen og andre kræftramte og familier i Vejen, hvor de bor.
Bed smerter i sig
Troelsgaard-familien har altid været en aktiv familie.
Alle fire børn - de enæggede tvillinger Lotte og Sanne og storebrødrene Martin og Morten - har spillet fodbold på højt plan.
Når Steen ikke var på arbejde som taglægger, trænede han brødrene, mens moren passede jobbet som dagplejemor i det gule murstenshus i Vejen.
I dag bor Lotte stadig i barndomsbyen med sin mand Kasper og deres to børn Matheo på halvandet og Mathilde på 5.
Lotte var en del af landsholdet, indtil hun stoppede sin fodboldkarriere i 2019. I dag arbejder hun som skolepædagog og er influencer.
Tvillingesøsteren Sanne fortsatte på kvindelandsholdet og har spillet for AS Roma, indtil hun sidste år vendte snuden mod Danmark, hvor hun i dag spiller for FC Midtjylland.
- Så det er bare naturligt for vores familie, at vi laver noget aktivt, når vi er sammen, forklarer Lotte Troelsgaard.
Derfor var det også svært for Steen, da han blev syg og ikke kunne være så aktiv, som han plejede. Men han nægtede at gå glip af datteren Sannes landsholdskampe og stod ved hendes side til det sidste.
- Han var nok ikke helt ærlig over for os i forhold til, hvor ondt, han havde. Han var sådan én, der bed smerten i sig - det er nok meget typisk for sådan nogle sportsmænd, siger hun.
Ind og ud af sygehuset
Det næste halve år bliver turbulent.
- Vi skulle se min søster spille for kvindelandsholdet, og der var EM i Sverige den sommer. Vi talte frem og tilbage med lægerne, som sagde, at vi godt måtte tage afsted med vores far, selvom han var syg, fortæller Lotte.
Familien får lov at tage af sted, hvis de medbringer ekstra ilt, og Lotte kører bilen, agerer sygeplejerske og doserer hans medicin undervejs.
Men de når aldrig til Sverige. En uge før, de skal afsted, får Steen det rigtig skidt under et besøg hos Sanne i træningslejren.
Han kollapser, og på bilturen hjem må Lotte og moren erkende, at det ikke er forsvarligt, at Steen kommer med hjem.
Så på vejen kører de ind til Vejle Sygehus. Her løber Lotte op på den afdeling, faren er tilknyttet, og fortæller, hvor slemt han har det, og to sygeplejersker kommer for at hente ham.
Men Steen vil ikke med ind.
- Jeg tror godt, han selv ved, hvor slemt det står til på det tidspunkt. Men det gør vi andre jo ikke, fortæller Lotte.
Går hurtigt til sidst
Da Sanne nogle dage efter spiller landskamp i Vejle, falder Steen igen om og må tilbage på sygehuset. Dagen efter har familien en samtale med lægen og får at vide, at Steen nok har mere ondt, end han har fortalt.
Ugen efter – den 2. juli 2013 – dør Steen på Vejle Sygehus omgivet af sin store familie, 61 år gammel.
- Det går så hurtigt til sidst. Vi havde fået en plads til ham på Hospice i Vejle, men det når vi ikke. Vi får i stedet lov til at invadere hans hospitalsstue, hvor vi sidder med dyner og puder, og vi går ikke fra ham, husker Lotte.
- Fars eneste ønske var, at vi blev sammen med ham, og det gjorde vi. Vi kunne ikke ønske os mere, og det kunne han heller ikke, selvom det jo var ubeskriveligt hårdt, fortæller Lotte.
Det tætte sammenhold i familien blev ekstra tydeligt i de dage.
- Vi er en meget, meget tæt familie med et stærkt familiebånd. Jeg tror, man rykker endnu tættere sammen, når man går igennem sådan et forløb
Bliv en del af fællesskabet
Til Stafet For Livet møder du andre i dit lokalområde, der har kræft inde på livet og gerne vil vise deres opbakning - både frivillige og deltagere. Oplev det særlige fællesskab på en stafet nær dig.
Vær med til Stafet For Livet