Spring navigation over

Filmkonkurrence: Unge skal sætte alkoholkulturen under lup

Gymnasier landet over deltager i filmkonkurrencen ’Drik mindre – oplev mere’.

Billede af Mette Lolk Hanak.
I løbet af en skoledag skal eleverne i små grupper idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort film på en mobil eller iPad.

I de kommende uger skal 1.g’ere på 30 gymnasier landet over lave film om alkohol og festkultur i den landsdækkende filmkonkurrence ’Drik mindre - oplev mere’. Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag konkurrencen, der skal give unge mulighed for at reflektere over alkoholkulturen på en ny måde.

- Vi håber, at filmene kan sætte gang i refleksioner blandt unge om alkoholens betydning og konsekvenser og inspirere til fest og fællesskab, hvor alkohol ikke spiller hovedrollen, siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.

Nej tak til alkohol skal accepteres

Mange unge ønsker en anden alkoholkultur end den, vi ser i dag. Ifølge en rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden mener 89 pct. af de 15-25-årige, at det skal være acceptabelt at sige nej tak til alkohol. Alligevel oplever kun 37 pct., at det i dag er acceptabelt at sige nej tak.

- Det er tydeligt, at de unge ønsker en anden og mere rummelig alkoholkultur, end den der hersker i dag. Det skal vi bakke op om ved at skabe nogle gode rammer, så det bliver lettere at bryde ud og skabe en alternativ norm, hvor alkohol ikke nødvendigvis fylder så meget i ungdomslivet, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse.

Filmkonkurrencen er en del af Fuld af liv, som er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden. Indsatsen arbejder for at udskyde alkoholdebuten, reducere alkoholforbruget og skabe en sundere alkoholkultur blandt unge i Danmark.

Film på én skoledag

I løbet af en skoledag skal eleverne i små grupper idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort film på en mobil eller iPad.

- Filmene er et kreativt rum, hvor de unge selv har mulighed for at udtrykke sig og komme til orde – både over for hinanden og over for os andre, siger Søren Stokholm Thomsen.

Med filmene får eleverne mulighed for at sætte fokus på alkoholkulturen og på, hvordan alkohol kan påvirke fællesskabet. Hver skole stemmer om, hvilken film der skal repræsentere gymnasiet i den videre konkurrence, og en jury kårer til sidst den bedste film på landsplan. Vinderne får 5.000 kr. til et arrangement på skolen, fx en DJ til festen eller et indslag til en caféaften.

Unge mennesker

Lommefilm

Mere end 6 ud af 10 unge fortæller, at deres alkoholforbrug steg, da de startede på en ungdomsuddannelse. Men sådan behøver det ikke at være. Her på siden kan I finde gode forslag og værktøjer til, hvordan I kan skabe en gymnasietid med mere fællesskab fremfor fuldskab for jeres elever.

Læs mere

Fuld af liv

Fuld af livs mål er at udskyde alkoholdebuten, reducere alkoholindtaget og skabe en sundere alkoholkultur blandt unge i Danmark.

Læs mere