Spring navigation over

Knæk Cancer 2026: Her er projekterne, der får støtte

Nu får 41 nye forskningsprojekter støtte fra årets Knæk Cancer-indsamling.

Siden 2012 har i alt 635 forskningsprojekter fået støtte fra Knæk Cancer. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Siden 2012 har i alt 635 forskningsprojekter fået støtte fra Knæk Cancer. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Danmark har i år støttet Knæk Cancer med mere end 135 millioner kroner, de går nu til 41 forskningsprojekter. 

Projekterne spænder bredt. Nogle forskere vil udvikle nye behandlinger, mens andre vil finde metoder til at opdage kræft tidligere eller mindske senfølgerne efter behandling. Fælles for dem er målet om at skabe ny viden, der kan komme mennesker med kræft til gode.

Bag støtten står tusindvis af mennesker og virksomheder over hele landet, der har samlet ind eller støttet.

Her er tre af de projekter, der får støtte fra Knæk Cancer i 2026:

Kroppens egne celler skal blive bedre til at bekæmpe kræft

Kroppens immunforsvar kan bekæmpe kræft ved hjælp af særlige immunceller, der kaldes T-celler. Men kræftcellerne kan svække T-cellerne, så de ikke længere angriber kræften effektivt. Nu vil forskere forsøge at ændre T-cellerne genetisk, så de bedre kan modstå kræftens påvirkning og fortsætte kampen i længere tid. Målet er at udvikle en mere effektiv behandling til kræftpatienter.

Kunstig intelligens skal gøre strålebehandling af hjernetumorer mere sikker

Strålebehandling kan være effektiv mod hjernetumorer, men strålerne kan også skade det raske væv i hjernen. Nu vil forskere bruge kunstig intelligens (AI) til at forudsige, hvilke patienter der har størst risiko for at få skader. Den viden skal bruges til at tilpasse behandlingen, så risikoen for alvorlige senfølger bliver mindre.

Unge med endetarmskræft skal have bedre viden om senfølger

Flere unge får endetarmskræft, men vi ved for lidt om, hvordan strålebehandling påvirker dem senere i livet. Nu vil forskere undersøge risikoen for at få ny kræft, problemer med sexlivet eller med at få børn efter behandlingen. De vil også undersøge, om protonterapi, en særlig form for strålebehandling, kan mindske risikoen for disse senfølger. Målet er at give patienterne en bedre behandling.

Alle projekter, der får støtte fra Knæk Cancer, er udvalgt efter en grundig faglig vurdering.

Siden 2012 har i alt 636 projekter fået støtte fra Knæk Cancer.

Støt Knæk Cancer

Når du støtter Knæk Cancer, støtter du vigtig kræftforskning. Du kan donere et beløb, starte din egen indsamling, eller tænde et lys.

Se hvordan du støtter