Spring navigation over

Kræft koster flere liv i Grønland

Lange afstande, sen diagnose, mangel på personale og en høj andel af rygere er med til at forklare, hvorfor risikoen for at dø af kræft i Grønland er større end i resten af Norden.

På grund af landets geografi og befolkningens størrelse har Grønland ikke samme kapacitet i sundhedsvæsnet som Danmark.
På grund af landets geografi og befolkningens størrelse har Grønland ikke samme kapacitet i sundhedsvæsnet som Danmark.

Hvert år får omkring 250 mennesker i Grønland en kræftdiagnose. Risikoen for at få kræft er ikke væsentligt højere end i de øvrige nordiske lande. Til gengæld er risikoen for at dø af kræft større i Grønland end i noget andet nordisk land.

Men hvad er årsagen til den kedelige førsteplads? Det korte svar er: tid og tobak.

Graf viser risiko for at dø af kræft før 75-årsalderen i nordiske lande
Grafik: Tine Vognsen

Lang udredningstid

Mange i Grønland får først stillet diagnosen, når kræften er fremskreden. Og de kommer senere i behandling end kræftpatienter i Danmark. Det skyldes, at der ofte går lang tid, fra en borger første gang henvender sig til sundhedsvæsnet med symptomer på kræft, til diagnosen er stillet, og behandlingen kan gå i gang.

- De lange udredningsforløb er nok den største udfordring. I Grønland har vi ikke kræftpakker og ventetidsgarantier som i Danmark, siger Paneeraq Noahsen, landslæge i Grønland.
- De lange udredningsforløb er nok den største udfordring. I Grønland har vi ikke kræftpakker og ventetidsgarantier som i Danmark, siger Paneeraq Noahsen, landslæge i Grønland.

Sen diagnose forringer chancerne for at overleve kræft, for jo tidligere sygdommen opdages, desto større er muligheden for vellykket behandling.

En evaluering af den grønlandske kræftplan fra 2013, udarbejdet af forskere fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet og udgivet i 2020, viste, at halvdelen af patienter med kræftsymptomer ventede mindst tre måneder på at få stillet en diagnose – hver tiende ventede mere end et år. 

- De lange udredningsforløb er nok den største udfordring. I Grønland har vi ikke kræftpakker og ventetidsgarantier som i Danmark. Der er heller ikke screeningsprogrammer for bryst- og tarmkræft som i Danmark. Men der er flere årsager til, at udredning tager så lang tid, siger Paneeraq Noahsen, der er landslæge i Grønland.

En af årsagerne er, at sundhedspersonalet ikke altid har tilstrækkeligt kendskab til uklare symptomer på kræft. Nogle patienter bliver sendt hjem med besked om at afvente i stedet for at få en henvisning til undersøgelser. En anden årsag er den store udskiftning i sundhedspersonalet.

- Når en patient henvender sig til sundhedsvæsnet gentagne gange, er det ikke sikkert, at vedkommende møder den samme sundhedsprofessionelle. Derfor må de ofte starte forfra hver gang, og det kan forsinke udredningen, forklarer landslægen.

Kommunikation kan også være en udfordring:

- Læger og sygeplejersker er ofte danske og taler ikke grønlandsk. Det kræver en tolk, og i oversættelsen mellem sprogene er der risiko for misforståelser og i værste fald fejlinformation, fortæller Paneeraq Noahsen.

Få hænder – store afstande

Nogle procedurer i sundhedsvæsnet har også været med til at forsinke diagnoserne, men det arbejder man på at ændre.

- Det har tidligere været sådan, at man altid først undersøgte for tuberkulose, når en borger henvendte sig med hoste og åndenød. Nu undersøger man parallelt, så man hurtigere opdager, om hosten skyldes lungekræft, og patienten kan komme i behandling, siger Paneeraq Noahsen.

- Et andet eksempel er undersøgelser for tarmkræft. I Nuuk er der startet et pilotprojekt, hvor en afføringsprøve – en såkaldt FIT-test – skal hjælpe med at opspore tarmkræft tidligere. Er der mistanke om tarmkræft, tager borgeren testen, og viser den symptomer på kræft, sendes vedkommende hurtigt videre til nærmere udredning. 

Det vil kræve flere ressourcer at løfte kræftområdet i Grønland til et højere niveau
Paneeraq Noahsen, landslæge, Grønland

Paneeraq Noahsen forklarer, at man i det grønlandske sundhedsvæsen også arbejder på en form for garantier, der dog ikke kan sammenlignes med de danske kræftpakker.

- Vi mangler både læger, sygeplejersker og radiologer. Og der er ingen patologer i Grønland, så alle vævsprøver skal sendes til undersøgelse i Danmark. Der mangler også apparatur. Det vil kræve flere ressourcer at løfte kræftområdet i Grønland til et højere niveau, siger hun.

På grund af landets geografi og befolkningens størrelse har Grønland ikke samme kapacitet i sundhedsvæsnet som Danmark. Ustadigt vejr, begrænset fremkommelighed, en lille og spredt befolkning og mangel på personale og udstyr gør det vanskeligt – især i de små samfund langs kysten. Kræftbehandling foregår enten på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk eller i Danmark. 

- På grund af vejr og infrastruktur har vi nogle helt andre vilkår end andre lande. Vi kan ikke bare ringe efter Falck. Bor man i en bygd i Nordøstgrønland, er der stor risiko for, at ens fly bliver aflyst på grund af storm eller sne. Det kan forsinke behandlingen flere uger, forklarer Paneeraq Noahsen.

Nogle uhelbredeligt syge fravælger ligefrem behandling for at tilbringe deres sidste tid med familien hjemme frem for alene på et hospital i Nuuk eller Danmark.

Rygning er den største udfordring

Den lange udredningstid er dog ikke den eneste forklaring på den høje kræftdødelighed. 

- Vi ser et meget højt niveau af risikofaktorer. Over halvdelen af den voksne grønlandske befolkning ryger, vi har problemer med alkohol, og flere bliver overvægtige, fortæller Paneeraq Noahsen.

Alene forekomsten af lungekræft er blandt de højeste i verden: hvert femte kræfttilfælde i Grønland skyldes denne kræftform – dobbelt så mange som i Danmark. Årsagen er rygning.

- Hvis jeg skulle pege på én ting som den største forhindring for sundheden i Grønland, så er det tobak. Vi bliver nødt til at nedbringe andelen af rygere. Tobak er for nemt at få fat i, og mange ved ikke, hvor skadeligt det er. Flere skal kende mulighederne for hjælp til rygestop, og vi skal forebygge, at unge begynder, siger landslægen.

Tobak, alkohol og andre livsstilsfaktorer øger også risikoen for flere udbredte kræftformer i Grønland, blandt andet tarm- og brystkræft.

Tegn på fremskridt

Selvom udfordringerne fortsat er store, peger udviklingen flere steder i den rigtige retning.

Dødeligheden efter kræft er faldende, færre ryger i de unge generationer, og HPV-vaccinen til grønlandske piger har sammen med screening for livmoderhalskræft ført til et fald i antallet af tilfælde af netop denne kræftform.

Samtidig arbejder sundhedsvæsnet løbende på at forbedre udredningen, så flere patienter får stillet diagnosen tidligere og hurtigere kan komme i behandling.

Kræftpatienternes Hus i Grønland

Kræftens Bekæmpelse har sammen med den grønlandske patientforening Neriuffik Kattuffiat taget initiativ til Kræftpatienternes Hus i Nuuk. Huset tilbyder rådgivning, støtte og fællesskab til mennesker med kræft og deres pårørende i hele Grønland.

Læs nyhed om indvielsen