Spring navigation over

Kræftens Bekæmpelse uddeler 122 mio. kr. til ny kræftforskning

52 nye projekter skal give bedre behandling, færre senfølger og mere håb til patienter og pårørende.

Kræftens Bekæmpelse har netop uddelt 122 mio. kr. til 52 nye forskningsprojekter. Arkivfoto

Kræftens Bekæmpelse har netop uddelt 122 mio. kr. til 52 nye forskningsprojekter på universiteter, hospitaler og i Kræftens Bekæmpelses eget Center for Kræftforskning. Det er et rekordstort beløb, som kun er muligt på grund af danskernes stærke opbakning og gavmilde donationer til kræftsagen.

- Forskning er et af Kræftens Bekæmpelses hovedformål, og forskning er helt afgørende for, at flere overlever kræft og kan få et godt liv efter sygdommen. De nye projekter giver håb om, at fremtidens kræftpatienter får endnu bedre muligheder for behandling og støtte, siger Jesper Fisker, der er adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Forskning i hele kræftforløbet

Projekterne spænder bredt på tværs af kræftsygdomme og faser i et kræftforløb. De rækker fra tidlig laboratorieforskning og bedre diagnostik, til afprøvning af nye behandlinger og forskning i bedre livskvalitet og færre senfølger efter et kræftforløb.

Årets største bevilling på 4,5 mio. kr. går til et projekt på Københavns Universitet, der skal give ny viden om, hvordan vores celler reparerer bestemte skader i DNA.

Når forskerne forstår disse reparationsprocesser bedre, kan de også bedre forklare, hvordan kræft opstår, og hvorfor nogle behandlinger virker bedre end andre. På sigt kan den viden bruges til mere målrettet behandling og til at forebygge og opdage kræft tidligere.

Fokus på blodkræft

I alt 12 projekter har fokus på forskellige former for kræft i blodet. Eksempelvis et projekt, der skal afprøve en ny metode til at skræddersy behandlingen af den alvorlige sygdom akut myeloid leukæmi. Ved at kombinere genetiske analyser med avancerede målinger af kræftcellernes aktivitet er målet at ramme den enkelte patients sygdom mere præcist og dermed forbedre behandlingen.

Protonterapi

Godt otte mio. kr. går til fire projekter inden for protonterapi. Det er en avanceret form for strålebehandling, der kan ramme kræftknuder meget præcist og skåne det raske væv mest muligt.

Protonterapi har været et tilbud i Danmark siden 2019, og forskningen skal være med til at forbedre teknikken, så flere patientgrupper kan få gavn af behandlingen og opleve færre bivirkninger.

Livet med og efter kræft

Derudover støtter Kræftens Bekæmpelse projekter inden for blandt andet brystkræft, testikelkræft, endetarmskræft, bugspytkirtelkræft, lungekræft, sarkomer og flere andre kræftsygdomme.

Samtidig er der bevillinger til projekter, der går på tværs af diagnoser, for eksempel   kostvejledning til kræftpatienter, rehabilitering og senfølger. Det er områder, der har stor betydning for patienter og pårørendes hverdag.

Grundig faglig vurdering

Bevillingerne er givet efter faglig vurdering i Kræftens Bekæmpelses to videnskabelige udvalg, der består af erfarne forskere og repræsentanter for kræftpatienter.

Næste store uddeling af forskningsmidler sker efter Knæk Cancer-indsamlingen i uge 43, hvor danskernes bidrag endnu en gang er med til at bane vej for ny viden, bedre behandling og mere håb.

Læs om den forskning, som Kræftens Bekæmpelse støtter

I Kræftens Bekæmpelses forskningsårsrapport kan du læse om den forskning, som Kræftens Bekæmpelse støtter. Rapporten indeholder eksempler på både resultater og nystartede projekter for hele 2025.

Læs forskningsårsrapporten