Spring navigation over

Kræftpolitisk Forum: Succesen afhænger af sundhedsrådene

Sundhedsrådene skal sikre et mere nært sundhedsvæsen.

Budskabet fra konferencen var klart: Det er afgørende, at sundhedsrådene bliver den drivkraft, de er tænkt som, for et mere nært, sammenhængende og menneskeligt sundhedsvæsen. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

- Vi står midt i en af dette årtis største forandringer af sundhedsvæsenet.

Det sagde Camilla Qvortrup, formand for DMCG.dk, Danske Multidisciplinære Grupper i sin velkomst til Kræftpolitisk Forum 2026.

DCCC, Danish Comprehensive Cancer Center, og Kræftens Bekæmpelse inviterede forskere, fagfolk og politikere inden for på Christiansborg til at drøfte ét centralt spørgsmål: Hvordan kan sundhedsrådene bidrage til et mere innovativt og vidensbaseret nært sundhedsvæsen?

Fokus på det nære

Sundhedsreformen og Kræftplan V er i fuld gang med at blive omsat til konkret praksis i hverdagen. Med dem har det nære sundhedsvæsen fået en styrket rolle i kræftindsatsen, og det stiller nye krav til samarbejdet mellem kommuner, almen praksis og hospitaler.

I mange år har Danmark været stærk på den specialiserede kræftbehandling. Men udviklingen af det nære sundhedsvæsen og samarbejdet på tværs af sektorer er ikke fulgt med i samme tempo.

Det mærkes især i de dele af kræftforløbene, som ofte foregår tæt på borgerne - dvs. rehabilitering, opfølgning, senfølger og palliation. Her er risikoen for brudte forløb og ulighed stor, hvis samarbejdet ikke fungerer.

- Det kræver et langt stærkere samarbejde mellem kommuner, almen praksis og hospitaler, så patienterne ikke bliver tabt mellem sektorerne. Her får de nye sundhedsråd en helt central rolle, sagde Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, og understregede, at sundhedsreformen kun lykkes, hvis sundhedsrådene bliver brugt aktivt.

Forskning hele vejen ud til borgerne

Hvis rådene vil drive udviklingen af et nært sundhedsvæsen, må de sørge for, at viden, data og erfaringer ikke bliver til rapporter, der samler støv på hylderne, men bruges aktivt til at udvikle indsatserne tæt på borgerne.

Et centralt tema på konferencen var behovet for, at forskning og innovation i højere grad også foregår i kommunerne og i de forløb, der ligger før og efter hospitalsbehandlingen. 

Det skal sikre, at indsatserne i det nære sundhedsvæsen bliver både effektive og relevante for patienternes virkelighed.

- Jeg er klar til at give plads og muligheder for det. Forskning i kræft er vigtig - men ikke kun på sygehusene, sagde Torben Hollmann, formand for sundhedsråd Østsjælland og øerne.

Konferencens deltagere pegede samtidig på, at de kommende år bliver afgørende for, om sundhedsreformen lykkes.

Jesper Fisker formulerede det sådan:

- Det er nu, at fundamentet for fremtidens nære sundhedsvæsen bliver lagt. Derfor er dialogen vigtigere end nogensinde - og derfor er det afgørende, at sundhedsrådene bliver den drivkraft, de er tænkt som, for et mere nært, sammenhængende og menneskeligt sundhedsvæsen.

Kræftplan V

Kræftplan V fra maj 2025 indeholder en lang række initiativer, som vil styrke kræftområdet markant. Læs her om den nye kræftplan, og hvorfor den er så vigtig.

Læs om Kræftplan V