Spring navigation over

Kvinder accepterer færre mammografier ved lav risiko for brystkræft

Screening for brystkræft kan nu tilpasses din personlige risiko, viser ny forskning.

- Målet med studiet er at finde ud af, om screening for brystkræft kan tilpasses den enkelte kvindes risiko. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Kvinder er forskellige, og det samme gælder deres risiko for at udvikle brystkræft. Alligevel får alle danske kvinder mellem 50 og 70 år det samme tilbud om screening for brystkræft hvert andet år.

Det nye forskningsprojekt PRSONAL undersøger, om kvinder vil acceptere, at screening for brystkræft tilpasses deres individuelle risiko, så nogle skånes for unødvendige undersøgelser.

Det betyder i praksis, at nogle tilbydes mammografi hvert år, og andre hvert fjerde år.

- Det overrasker mig, at de første resultater viser, at langt de fleste kvinder accepterer længere tid mellem mammografierne. Før vi gik i gang, var vi bekymrede for, om mange kvinder med lav risiko ville melde sig ud af studiet for at få mammografi efter to år, som de har ret til, men det gjorde de ikke, siger Janne Bigaard, overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse. 

Målrettet screening sparer ressourcer

I forberedelserne til PRSONAL undersøgte forskerne, om kvinder synes, det er rimeligt, at dem med høj risiko bliver undersøgt oftere end dem med lav risiko. Det synes langt de fleste var en god ide.

De blev også spurgt, om de i en hypotetisk situation, hvor de fik målt en lav risiko, ville synes, det var en god idé at have længere mellem undersøgelserne. Det svarede kun 42 pct. ja til.

- Men rent faktisk viser resultaterne nu, at 96 pct. af de kvinder, som på baggrund af en lav risiko-score, blev anbefalet længere interval mellem screeninger accepterede dette, selvom de tydeligt fik forklaret, at de ifølge loven har ret til screening hvert andet år., siger Stig E. Bojesen, professor og overlæge, Afdeling for Klinisk Biokemi på Herlev og Gentofte Hospital, der leder PRSONAL.

Han tilføjer, at resultaterne bekræfter, at personlig screening kan fungere, og at projektet, hvis det bliver en succes, potentielt kan spare både kvinder for unødvendige undersøgelser og sundhedsvæsenet for unødige ressourcer.

Næste skridt i studiet

Studiet er nu lukket for flere deltagere og bygger foreløbigt på de første seks måneders data og en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagerne, som har svaret 90 dage efter, de fik deres risikovurdering.

Den endelige opfølgning sker efter to år, hvor forskerne vil se på, om kvinderne faktisk følger de nye anbefalinger, og hvordan det påvirker deres sundhedsadfærd.

Hvis personlig screening viser sig at være både tryg og effektiv, kan det på sigt betyde færre unødvendige undersøgelser for kvinder med lav risiko – og tættere opfølgning for kvinder med høj risiko.

Holdningsundersøgelser og design af det website, hvor kvinderne fik besked om deres risiko, er udviklet sammen med Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse.

De nye resultater er lige offentliggjort i tidsskriftet, the Breast.