Lotte Mørk: - Jeg har lært, at man kan godt holde til at være i håbløsheden

Lotte Mørk har været tidligt oppe. Mens det stadig er mørkt udenfor, og gaderne i København ligger stille hen, ringer de fra Rigshospitalet og beder hende møde ind så hurtigt, hun kan. 

Når opkald kommer på skæve tidspunkter, er det, fordi der er sket noget meget alvorligt. Noget akut. Noget uopsætteligt, der ikke kan vente. Der er brug for en nøddåb, en nødvielse eller en andagt ved et dødsleje. Når der ikke er mere behandling, er Lotte der. Hun er den sidste pille i pilleglasset. 

Lotte er én af firehospitalspræster på Rigshospitalet, Danmarks højest specialiserede hospital. Her bliver mennesker med meget komplicerede sygdomsforløb indlagt, og her arbejder nogle af de dygtigste læger og kirurger. 

- Her er både mange intensivafdelinger og en traumeafdeling. Det er her, ulykkerne kommer ind. Patienter med livstruende skader, indre blødninger eller hjerneskader. Det er ret unge mennesker – mellem 15 og 60, typisk. Og børn, forklarer hun. 

Derudover er der specialiserede afdelinger for blandt andet kræft, hjertesygdomme og børn, hvor de alvorligste tilfælde bliver behandlet.

Et menneske uden kittel 

Hospitalspræstens arbejdsdag er svær at forudsige. Der er undervisning, foredrag, supervision af ansatte. Men det vigtigste er patienterne og deres nærmeste.

- Min arbejdsdag er virkelig alsidig. Men kerneopgaven er jo sjælesorg. Altså samtalerne med patienter og deres nærmeste.

Kigger man efter Lotte på præstekontoret, bliver man derfor ofte mødt af en gul post-it med beskeden: Jeg er oppe i huset. 
Det betyder, at hun er rundt på afdelingerne for at snakke med patienter.

Det er sjældent patienterne selv, der beder om en præst.

- Ofte er det sygeplejersken eller lægen, der spørger, om de har lyst til at tale med et menneske, der ikke har kittel på. Hvis de spørger mere direkte: ’Vil du tale med en præst’, så forstår mange det som om, de skal dø om lidt. Døden er jo knyttet til mit embede.

Ofte når hun knap ind over dørtrinnet, før patienten forklarer, at hun eller han altså ikke er sådan en, der går i kirke eller beder til Gud. Det er heller ikke et krav. Men de mennesker, Lotte taler med, har ofte eksistentielle overvejelser:

- Når gulvtæppet bliver trukket væk under os, gør vi os nye tanker om meningen med livet. Og vi gør os ofte nye tanker om Gud, selv om vi aldrig har tænkt over vores gudsforhold før.  Det er det, jeg bliver mødt med.

Afmagt

Når Lotte Mørk træder ind på en sengestue, møder hun ofte mennesker, der befinder sig i et mørke.

- De er i intetheden. Det er det, der er deres problem. Det er meningsløsheden og det uretfærdige. Det er voldsomt og brutalt at være i, men det er deres virkelighed. Ligegyldigt hvad du siger, kan du ikke ændre den afmagt, de føler.

Hun møder mennesker med uhelbredelig sygdom. Forældre til terminalt syge børn. Patienter, der står over for en organtransplantation. Pårørende, der har mistet en elsket.

- Det er sorg, angst, håbløshed og utryghed – alt det, vi ikke har lyst til at være i. Men der er ingen, der spørger dem, om de har lyst til det eller kan holde til det. Det skal de bare. Det er sådan jeg møder dem: De er lagt ned.

Hun husker tydeligt en oplevel se med en familie for flere år siden.

En ramme midt i kaos

Midt om natten bliver hun kaldt op på neurokirurgisk afdeling. En yngre mand har været ude for en arbejdsulykke og er hjernedød. Der skal slukkes for respiratoren.

Hans kone, to små børn og forældre sidder knuste af sorg og chok i pårørenderummet. 

Lotte præsenterer sig og spørger, om hun må sætte sig.

- Hvad skal jeg nogensinde kun ne sige til de mennesker? Der er jo intet meningsfuldt at sige. Jeg har ikke nogen plan. Ikke andet, end at der kommer et menneske, der godt kan tåle at være i den gået-i-stykkerhed.

Fen unge kone begynder at fortælle om al den kærlighed, hun har til sin mand. Hvor fantastisk en kæreste, far og søn, han har været.

- Det bliver så en snak om kærlighed og meningsløshed. Om, hvor uretfærdigt det er. Det er jo al den her kærlighed, der gør, at det gør så ondt.

Lotte spørger, om de har lyst til sammen med hende at gå ind til ham.

På hendes opfordring stiller de sig tæt omkring sengen. En respirator trækker vejret for ham, og hans kinder er stadig varme. Børnene kravler op i sengen.

Lotte siger nogle ord om, hvor meningsløst det er, og at kærligheden midt i dette kaos giver mening. Den kærlighed, som vil blive ved med at være der, selv når han er væk. Hun læser fra Højsangen om tro, håb og kærlighed og beder en bøn med udgangspunkt i deres snak. Sammen beder de Fadervor. 

Til sidst lægger hun sin hånd på hans hoved og lyser velsignelsen:

- Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Så går de i samlet flok ud, så personalet kan slukke for respiratoren.

- Når der ikke er noget at sige og ikke er noget at gøre, så tror jeg, at ritualerne hjælper os. De taler til hjertet og ikke til hovedet – hovedet på de her mennesker var jo gået totalt i stykker. Ritualerne giver os mulighed for at handle midt i magtesløsheden. Det, jeg kommer med, er en ramme, noget helt praktisk midt i kaos.

Magtesløshedens fællesskab

- Problemet er, at der ikke er nogen, der tør være sammen med os i den intethed. Jeg har været her i 22 år. Jeg har lært, at man godt kan holde til at være i håbløsheden. Men vi vil så gerne fixe, for vi kan ikke tåle den brutalitet, vi bliver konfronte ret med.

- Vi moderne mennesker er vant til at kunne styre alting. Vi tror, at håb er noget, vi skaber selv, noget, vi skal præstere. Vi er så bange for håbløsheden, at når vi møder den hos andre, så gør vi alt, vi kan, for at hive dem ud af den. Vel vidende, at det kan ikke lade sig gøre.

I forsøget på at undgå ubehaget oplever Lotte Mørk, at vi ofte kommer til at sige det forkerte: ”Du skal se, det går nok.” ”Det var godt, han fik fred.” ”Nu kan du komme videre.”

Men succeskriteriet for hospitalspræsten er ikke, at folk holder op med at være i sorg og håbløshed.

- Hvis succes var, at folk smilede, når de gik ud ad døren, så var jeg jo en kæmpe fiasko. Succeskriteriet her er, at folk går ud og siger: ’Tak, det lettede. Det ændrer ikke min situation, men det lettede, at der var én, der kunne være med mig i mørket’.

Det er det, Lotte Mørk kalder magtesløshedens fællesskab. Dem, der er i håbløsheden, har ifølge hende kun brug for én ting: at andre tør være der sammen med dem. I det fællesskab kan håb vokse frem igen.

- Der er ingen, der har sagt, at vi skal have håb hele tiden. Håb kommer og går. Det ene øjeblik er det der — det næste er det væk.

Drømmen om Netto

Nogle uhelbredeligt syge holder fast i håbet om at blive raske til det sidste.

- Jeg har lige haft en mand, som håbede ind i døden. Sådan var han som menneske. Det var hans strategi. Det betyder ikke, at han var uvidende om sin situation. Eller at han aldrig oplevede øjeblikke, hvor han var uden håb. Men han blev 
nødt til at opretholde håbet om, at han ikke skulle herfra nu, for det gav ham livskvalitet.

Andre vil slet ikke tale om døden. En sygeplejerske fortæller Lotte om en patient, hun har. Han er uhelbredeligt syg, og hun prøver at åbne for en samtale om døden.

- Hvordan har du det med, at du skal herfra?” spørger sygeplejersken.

- Jamen, for fanden – det ved jeg da ikke! Jeg er slet ikke dér. Jeg vil bare se 21-nyhederne, svarer han.

- Det er jo et billede på, hvor svært det her er. Det er umuligt at have en plan, før man har mødt de enkelte mennesker og hørt, hvem de er, og hvad deres tanker og håb er.

- Man tror tit, at folk har en liste med ting, de gerne vil nå, inden de skal dø. Men det har de færreste. De fleste drømmer bare om at komme ned i Netto og handle. Om normalitet. Om hverdag.

Verdens bedste job

Lotte Mørk bliver ofte spurgt, hvordan hun kan holde ud at arbejde så tæt på sorg og død.

- Jeg har verdens bedste job. Der er så meget liv i døden. Der er så meget håb, så meget kærlighed. Jeg forstår slet ikke, man kan få lov at have sådan et arbejde.

- Jeg kan være i det, fordi jeg tror, der er noget, der er større end mig selv. At jeg ikke skal kunne og bære alting selv. Det er del af en større fortælling om Gud, der blev menneske og slæbte sit kors. Det billede kan man genkende her i 
huset – folk føler, de slæber deres eget kors.

 -Jeg tror, der er noget, der er større end døden, nemlig opstandelsen og kærligheden. Vi stopper jo ikke med at elske nogen, fordi de dør. Kærligheden fortsætter. Det er i min optik opstand mod døden — og det, der gør, at vi kan tåle, at vi skal dø.

Uden for hendes vindue svæver en lilla gasballon op mod himlen. Selv om hun har været tidligt oppe, er hendes arbejdsdag langt fra slut. Hun skal undervise en gruppe fysioterapeuter i, hvordan man kan være i det svære. Senere venter patienter, måske en vielse. Hun har også en aftale med en ansat, som hun beder sammen med. Og så vil hun gerne hjem og slappe lidt af, inden hun har vagten igen i weekenden.