Malte vil skabe minder
Trods tumor og bekymringer bruger Malte og hustru Camilla tiden på at skabe det liv, de drømmer om.
På Instagram kan venner og familie følge med i en hverdag fyldt med kærlighed, maraton-løb, rejser og store projekter. Malte og Camilla kaster sig bl.a. ud i et omfattende renoveringseventyr og forvandle den gammel murermestervilla ’Kirkely’ i Mariager til familiens drømmehjem.
Da Malte sidste år finder ud af, at hverken ny strålebehandling eller et indgreb er en mulighed for ham, rammes han af en slags fandenivoldskhed. Han har ganske enkelt ikke tænkt sig at tillade kræften at stoppe hans liv.
- Da jeg fik diagnosen, besluttede jeg mig for, at jeg ville have det maksimale ud af mit liv, fortæller Malte.
Det betyder ikke, at frygten for at forsvinde fra familien er væk. Men kræften skal ikke have det sidste ord.
- Jeg nægter simpelthen, at den tumor lægger mig ned. Det kan godt være, at den tager livet af mig på et tidspunkt. Men jeg vil have noget godt ud af det også. Hvis kræften skal noget, så skal den åbne nogle døre og give mig nogle oplevelser, siger han.
Han begynder at skrive ned, hvad han gerne vil nå, mens han kan – en bucket list. På den står der ikke vilde stunts. Malte vil lave en podcast. En dokumentar. En bog.
Han vil skabe noget, som Camilla og drengene kan vende tilbage til.
Malte vil skabe minder.
- Jeg vil udgive en podcast, så de kan høre mig. Høre, hvordan min stemme lyder. Jeg vil gerne tage billeder, så de kan se verden gennem mine øjne. Jeg vil gerne være med i en dokumentar, så de kan se mig, siger Malte.