Maria Black designer Årets Sløjfe 2026 for Støt Brysterne
Smykkedesigneren har skabt en sløjfe for fællesskab og mod brystkræft.
Smykkedesigner Maria Black (t.v.) har udarbejdet Årets Sløjfe 2026 for Støt Brysterne og Kræftens Bekæmpelse. - Jeg bærer sløjfen for at bakke op om forskning, forebyggelse og støtte for alle, der bliver ramt af brystkræft. Brystkræftsagen vedrører os alle, siger frivillig vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse, skuespiller Sofie Gråbøl (t.h.). Foto: Kræftens Bekæmpelse, fotograf Lasse Bak Mejlvang
Flere kvinder i den danske smykkedesigner Maria Blacks nærmeste familie og vennekreds har haft brystkræft. Derfor var det en helt særlig opgave for hende at skabe Årets Sløjfe 2026 for Støt Brysterne.
- Min mor, min mormor, min stedmor og flere veninder har haft brystkræft, så det er ikke en sag, jeg står og kigger på udefra. Det er en stor ære at få lov til at designe årets sløjfe og en måde at bidrage med det, jeg kan, og samtidig være en del af noget, der rækker langt ud over mig selv, siger Maria Black.
Hvert år får mere end 5.500 kvinder i Danmark konstateret brystkræft. Det gør sygdommen til den hyppigste kræftsygdom blandt kvinder.
Takket være forskning, bedre behandling og støtte er 9 ud af 10 kvinder i live 5 år efter diagnosen, men mange lever med senfølger efter sygdommen.
Et lille symbol med stor betydning
For Støt Brysterne og Kræftens Bekæmpelse er sløjfen både et symbol på opbakning og et vigtigt bidrag til arbejdet med brystkræftsagen. Det forklarer frivillig vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse, skuespiller Sofie Gråbøl. Hun håber, at årets sløjfe bliver taget godt imod.
- Årets Sløjfe er et lille symbol med stor betydning, og hver sløjfe er med til at gøre en forskel. Jeg bærer sløjfen for at bakke op om forskning, forebyggelse og støtte for alle, der bliver ramt af brystkræft. Brystkræftsagen vedrører os alle, siger Sofie Gråbøl.
Et design med flere lag
I arbejdet med årets sløjfe ønskede Maria Black at tage udgangspunkt i det klassiske lyserøde symbol, som gennem mange år har været kendetegnet for brystkræftsagen.
Forsiden har den velkendte lyserøde farve, mens bagsiden rummer mørkere kontrastfarver, der kommer til syne i folden og langs de små syninger i kanten.
- For mig handler det om, at der altid er to sider af en sag. Det, vi ser udefra, og det, der ikke er synligt. Sløjfen afspejler det lag. Noget, der først opdages tæt på – ligesom meget af det, man går igennem med sygdom, ikke nødvendigvis er synligt for andre, siger Maria Black.
Vi står sammen
Årets Sløjfe findes i flere forskellige variationer. For Maria Black er det en måde at understrege, at selvom sygdommen rammer individuelt, er der mange, som deler oplevelsen.
- Når man bærer sløjfen, viser man ikke bare støtte. Man gør også en usynlig sygdom synlig i hverdagen. Det handler om de kvinder, vi har tæt på os – vores mor, søster, moster, tante, veninde eller måske os selv. Der er mange, der kæmper med brystkræft, men vi står sammen om at bekæmpe den, siger Maria Black.